Alai

Historien om psykologers forståelse og anbefalinger vedrørende vrede afspejler historien om vores kulturs ambivalens over for denne stærkt ladede følelse (Travis, 1989). I dette øjeblik påhviler det os imidlertid alle at erkende behovet for refleksion for at hjælpe os med at reagere på i stedet for at reagere på en meget naturlig og lærerig følelse.

Lad det hele hænge ud!

I 1970’erne anbefalede mange terapeuter, at det sundeste udtryk for vrede var at “lade det hele hænge ud!”. – uden hensyn til dens indvirkning på andre. Måske i overensstemmelse med 60’ernes oprørskhed og 70’ernes “mig”-generation foreslog de, at det at gøre det – så længe det forblev verbalt – ville give afløb for vredens spændinger. I de efterfølgende år viste det sig, at det faktisk eskalerede vreden, fremprovokerede vrede hos andre og øgede ens stress.

Denne selvoptagede standard tilskyndede i høj grad ubevidst til en tilbagevenden til den tidlige barndoms kvaler – en udviklingsfase præget af impulsivitet, minimal evne til selvrefleksion og ujævn hensyntagen til andre. Når vi ser på neuroplasticitet, ved vi nu, at sådanne handlinger kun øgede sandsynligheden for, at de blev gentaget.

Mens deres formaning måske ikke er så direkte som “Lad det hele hænge ud”, understøtter flere tendenser i de seneste år det underliggende budskab om, at følelser bør overtrumfe refleksion. Anti-intellektuelle følelser, reduceret tillid til videnskaben og den øgede opfordring til at “stole på sin mavefornemmelse” – udgør tilsammen en stærk kraft imod at tænke, før man handler, som en måde at håndtere lidelse på. Dette mandat opfordrer til at bytte følelser for tænkning og er i sidste ende en petriskål for en kultur af destruktiv vrede.

Den “sunde vrede” kræver derimod refleksion. Det kræver, at vi tager os tid og anstrenger os for at give det rationelle sind mulighed for at tilsidesætte det følelsesmæssige sind. Som sådan opfordrer det os til i højere grad at omfavne et vigtigt aspekt af vores menneskelighed – vores evne til at ræsonnere og løse problemer.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker betragter høflighed og gennemtænkt diskussion som svaghed – og udadreagerende vrede, som et dydigt eksempel på styrke. Og nogle individer oplever en opfordring til høflighed som en eftergivenhed over for “politisk korrekthed”. Visse politiske ledere, der opildner til vrede – samt tilstedeværelsen af social aggression og mobning i cyberspace – afspejler yderligere denne tendens. Samtidig synes en stor del af medierne at gribe efter følelser i stedet for ægte refleksion og diskussion.

Mange mennesker føler sig helt forsvarsløse over for en opblussen af vrede. Alt for ofte hører jeg mine klienter hævde: “Min vrede tager bare overhånd! Jeg føler ikke, at jeg har noget valg!” og “Jeg har altid været sådan her”. Og alt for ofte giver en udforskning af deres baggrundshistorie en klar forståelse af, hvordan de har brugt vrede til at undvige en indre smerte. Af denne grund er jeg kommet til at betragte vrede i sin kerne som en udløber af et behov for selvmedfølelse.

Når vi er vrede, retter vi vores opmærksomhed udad – på den person eller situation, der bidrager til vores vrede. På den måde bliver vi fanget i vredens hvirvelvind og mindsker bevidstheden om vores krop og den iboende spænding, der er forbundet med vrede: følelser af trussel og andre negative følelser, der går forud for den. Sådanne øjeblikke er fraværende af refleksion. I modsætning hertil kræver “sund vrede” refleksion, evnen til at standse op og vurdere, om den trussel, vi føler, er reel og overhængende, til at afgøre situationens hastende karakter og til at reagere hensigtsmæssigt og konstruktivt.

Sund vrede

Igennem årene i mit arbejde med klienter er jeg kommet til at observere de meget positive aspekter af vrede og til at definere specifikke færdigheder, der er afgørende for udøvelsen af “sund vrede”. Disse omfatter følgende:

1. Sund vrede betyder at observere og opleve vrede uden at blive overvældet af den og reagere på den.

2. Sund vrede betyder at anerkende vores vrede som et signal til at udforske de følelser, tanker og kropslige fornemmelser, der går forud for den.

3. Sund vrede betyder at se vrede som et signal til at rette vores opmærksomhed indad for at identificere vores kerneønsker, behov og værdier.

4. Sund vrede opfordrer til at udvikle selvmedfølelse, hvilket omfatter færdigheder til at øge vores følelse af sikkerhed og samhørighed.

5. Sund vrede omfatter udvikling af strategier til at give slip på vreden, hvilket kan omfatte at tilgive andre og sig selv.

6. Sund vrede omfatter medfølende praksis, der ikke forårsager lidelse for andre eller for os selv.

7. Sund vrede betyder at lære at kommunikere assertivt med andre.

8. Sund vrede øger vores modstandsdygtighed og generelle velvære.

Min forskning og kliniske praksis har informeret mig om, at kultivering af sund vrede indebærer selvrefleksion ved hjælp af færdigheder fra tre brede områder af forståelse og praksis: mindfulness og mindfulnessmeditation, medfølelse (herunder selvmedfølelse) og selvbevidsthed.

Mindfulness og mindfulnessmeditation hjælper dig med at observere dine egne oplevelser uden at reagere på dem eller blive overvældet af dem. Det omfatter at omfavne et barns nysgerrighed, når du ser tanker, følelser og fysiske reaktioner som værende midlertidige snarere end en fast del af den, du er. Dette giver udvidet frihed til at vælge, hvordan du vil reagere på dem.

Forskning vedrørende selvmedfølelse har vist, at selvmedfølelse øger modstandsdygtighed og stabilitet, mindsker negative selvvurderinger, defensivitet og tvangstanken om at se sig selv som bedre end andre. Tanker og handlinger, der understøtter selvmedfølelse, giver den beroligende essentielle evne til at sidde med spændinger i vores smerte.

Når de praktiseres sammen, kan mindfulness og selvmedfølelse “reducere reaktivitet, styrke autonomi, fremme følelsesmæssig følsomhed, øge forståelsen af historiske kilder til vores smerter og give retningslinjer for sikker, effektiv kommunikation”, siger Harvey Aronson, forfatter til Buddhist Practice on Western Ground.

Den øgede selvbevidsthed hjælper os til at forstå samspillet mellem de tanker, følelser og fysiske fornemmelser, der bidrager til vrede – og til at identificere dem, der hjælper med at hæmme vredeopblussen.

Ved at forpligte os til at dyrke praksis for sund vrede gavner vi os selv og andre. Mindfulness, selvmedfølelse og selvbevidsthed kan udvide vores medfølelse med andre, efterhånden som vi bliver mere autentiske og lykkelige i vores relationer. Disse praksisser kræver engagement, indsats og tålmodighed, men de hjælper os til at føre et mere tilfredsstillende liv.

I kommende indlæg vil jeg uddybe disse tre tilgange til at dyrke sund vrede. Jeg vil også identificere de vigtigste udfordringer ved at gøre det, og hvordan man kan overvinde dem.

Travis, C. (1989). Vrede: The Struggle for Emotional Control in America’s History (1989: Vrede: Kampen om følelsesmæssig kontrol i Amerikas historie). Chicago: University of Chicago Press, 1989.