Den globale pandemi har muligvis medført den største og hurtigste mobilisering af det globale videnskabelige samfund, som vi nogensinde har set. Forskere arbejder i døgndrift for at finde en løsning, der indledes forsøg med rekordfart, og virksomheder tilbyder deres ressourcer for at hjælpe på enhver måde, de kan. Det har været en kollektiv reaktion, der omfatter regeringer, akademiske kredse, velgørenhedsorganisationer, medicinalindustrien og lokalsamfund. Men med al denne indsats, hvor tæt er vi så på at udvikle et lægemiddel til behandling eller forebyggelse af COVID-19?
Når det gælder nye behandlingsmuligheder, er der tre veje, der kan gøre en forskel for patienterne både på kort og mellemlang sigt: udvikling af en ny vaccine, replikation af de antistoffer, der bekæmper virussen, og omlægning af eksisterende lægemidler, der kan være effektive.
Grunden til at følge alle disse veje er, at de tager forskelligt lang tid at opnå. Det kan tage flere år at udvikle et lægemiddel fra bunden, mens det kan tage få uger at opdage, at et eksisterende godkendt lægemiddel er effektivt. Og det er afgørende for at kunne hjælpe alvorligt syge patienter så hurtigt som muligt.
Repurposing Existing Drugs
Tidslinje: Forskere kigger på repurposing af eksisterende lægemidler, som enten kan bekæmpe virussen direkte eller hjælpe med at reducere immunsystemets overreaktion, der kan opstå, når kroppen bekæmper virussen, og som kan føre til indlæggelse af patienter. Fordelen ved at undersøge eksisterende godkendte lægemidler er, at vi ved, at de har en velbeskrevet benefit-risk-profil inden for de indikationer, de er godkendt til, og at de allerede er blevet produceret i stor skala. Det betyder, at de – hvis de viser sig at være effektive til andre indikationer – hurtigt kan anvendes til at hjælpe et stort antal mennesker.
For at finde ud af, hvilke lægemidler der ville virke, kortlagde forskerne interaktionen mellem virus og menneskelige proteiner for at forstå, hvilke celler der var målet. Dette gav et udgangspunkt for at forstå, hvordan virussen bekæmper immunsystemet, og hvilke eksisterende lægemidler der kunne være effektive.
Der bliver kigget på en række lægemidler, lige fra antivirale midler til malariabekæmpelsesmidler og immunmodulerende midler, som kan bidrage til at reducere alvorlige immunoverreaktioner. I marts iværksatte Verdenssundhedsorganisationen et internationalt klinisk forsøg kaldet Solidarity for at fremskynde processen med at finde en effektiv behandling af COVID-19. I Solidarity-forsøget sammenlignes fire behandlingsmuligheder: Chloroquin – som Bayer markedsfører i Pakistan under varemærket Resochin® – og hydroxychloroquin (som anvendes til behandling af henholdsvis malaria og reumatologiske lidelser); Remdesivir (udviklet som en behandling af ebola); Lopinavir/Ritonavir (en licenseret behandling af HIV); Interferon beta-1a (sed til behandling af multipel sklerose).
Nøglen er nu, at der i løbet af de næste par uger gennemføres strenge kliniske forsøg for at se, om disse lægemidler er sikre og effektive for patienterne, og at resultaterne foreligger i løbet af de næste par måneder. For eksempel har Bayer i samarbejde med Population Health Research Institute (PHRI) iværksat et større klinisk forskningsprogram, der har til formål at identificere potentielle behandlinger mod COVID-19. De to undersøgelser vil evaluere sikkerheden og effektiviteten af forskellige kombinationsbehandlinger, herunder Bayers chloroquin og interferon beta-1b.
Anvendelse af antistoffer mod viruset
Tidslinje: Muligvis tidligt efterår
Når en virus angriber os, producerer vores immunsystem Y-formede antistofproteiner for at hægte sig på viruset og neutralisere det. For COVID-19 betyder det, at folk, der er kommet sig fra sygdommen, har produceret antistoffer, der kan stoppe coronaviruset i dets spor. Forskere har arbejdet på at identificere og reproducere disse antistoffer som en behandling.
Mindre forsøg i Kina viste, at kritisk syge patienter kunne have gavn af infusioner af blodplasma indsamlet fra personer, der er blevet raske. Mennesker har imidlertid forskellige immunforsvar og vil producere forskellige niveauer af antistoffer. Derfor er der ved at blive udviklet flere typer antistofbehandlinger ud over at bruge blodplasma fra genvundne patienter.
Et koncept er at genetisk manipulere laboratoriemusene til at efterligne det menneskelige immunsystem, udsætte dem for coronavirus og indsamle de virusblokerende antistoffer fra de genvundne dyr. Ved at gøre dette i et kontrolleret miljø kan forskerne bedre forstå og udvikle processen.
En anden metode er at skabe syntetiske antistoffer. Dette gøres ved at isolere de antistofproducerende hvide blodlegemer fra blodet fra helbredte patienter, kopiere deres DNA og reproducere det. De antistoffer, der er mest effektive mod virussen, kan derefter identificeres og massefremstilles. Andre biotekvirksomheder bruger computere og kunstig intelligens til at omkonstruere og optimere antistoffer, som er kendt for at være målrettet mod det coronavirus, der stod bag udbruddet af SARS i 2003,
SARS-CoV-1.
En anden fremgangsmåde er ikke at bruge antistoffer direkte, men at stimulere deres produktion i patientens celler. Hertil vil man udvikle et aktivt stof fra messenger RNA (et molekyle, der bærer den genetiske kode for et bestemt protein) for at fremme kroppens produktion af antistoffer.
Flere af disse projekter er nu i kliniske forsøg med håb om, at de kan være tilgængelige til efteråret.
Finding a Vaccine
Tidslinje: Potentielt første halvår 2021
Det endelige mål er at skabe en vaccine, så vi ikke kun kan behandle, men også forhindre, at COVID-19 vender tilbage i fremtiden. Det har dog traditionelt taget år at udvikle en effektiv vaccine. At komprimere dette til måneder har krævet globalt samarbejde og betydelige investeringer.
I henhold til Milken Institute tracker er der i øjeblikket mere end 240 vacciner under udvikling, og mange kandidatvacciner er på vej mod eller allerede i kliniske forsøg. Hvis de viser sig at være effektive, vil en af disse vacciner sandsynligvis blive bredt tilgængelig i 2021.
Selv om der er gjort store fremskridt med hensyn til udvikling af eksperimentelle vacciner, er der stadig mange forhindringer. For at bekræfte, at et lægemiddel er sikkert og effektivt, er vi nødt til at gennemføre store, kontrollerede undersøgelser på tværs af forskellige patientpopulationer. Det betyder, at enhver ny vaccine skal igennem tre kliniske faser, før den kan godkendes.
Når vi har en fungerende vaccine i hånden, skal virksomhederne begynde at producere millioner – måske milliarder – af doser, ud over de millioner af vaccindoser, der allerede fremstilles hvert år for fåresyge, mæslinger og andre sygdomme. Vi bliver nødt til at finde nye måder, hvorpå vi hurtigt kan opskalere produktionen i hele verden.