Transkønnede personer udsættes ofte for vold og chikane på grund af deres kønsidentitet og kønsudtryk (kønsbaseret chikane). Melissa Griffiths, 49 år og bosiddende i Melbourne, kender dette alt for godt og ønsker at ændre fortællingen.
Jeg flyttede til Australien i 1999, 29 år gammel, af både personlige og arbejdsrelaterede årsager. I 2015 begyndte jeg min overgang, som stadig er en igangværende proces.
Som transkønnet person lever jeg dagligt med, at folk misbruger mig i offentligheden eller stirrer på mig, som om jeg er et rumvæsen.
Men det begyndte ikke kun som voksen.
Som barn, der voksede op i Auckland i 80’erne, ville jeg gerne være sammen med pigerne, og dengang var trans ikke et ord.
Jeg husker, at første gang jeg oplevede chikane var på Brigade Camp, da holdlederen opfordrede drengene til at tippe mig under vandet. Det chokerede mig.
I gymnasiet passede jeg heller ikke ind blandt de andre unge. Jeg følte mig altid anderledes end dem.
Som voksen og transkønnet kvinde har jeg mødt en blandet pose af reaktioner fra folk.
Det mest almindelige er passive aggressive blikke fra både mænd og kvinder, når jeg går rundt i min hverdag, når jeg går ned ad gaden eller i offentlige transportmidler.
Det mest almindelige er passive aggressive blikke fra både mænd og kvinder, når jeg går rundt i min hverdag, når jeg går ned ad gaden eller i offentlige transportmidler.
I andre tilfælde, f.eks. når jeg går ind på en bar iført paryk og kjole, er det ikke usædvanligt, at folk begynder at grine og råbe ting i stil med: “Det er en mand i kjole” for at gøre mig forlegen. Ved sådanne lejligheder får jeg et panikanfald og bliver meget ængstelig.
Simple daglige fornødenheder som at gå i supermarkedet har resulteret i verbale kommentarer som f.eks: “f**k du er grim”, og når jeg har brugt et offentligt toilet, har jeg fået at vide, at “en kvinde med en pik ikke burde have lov til at være herinde.”
Som påklædt kvinde er jeg også blevet smidt ud af en taxa, og når jeg er gået ind i en lingeriebutik, er jeg blevet ignoreret eller modvilligt betjent, men i visse tilfælde har det også været i orden. Det afhænger af, hvilken type behandling jeg får. Nogle mennesker kan være søde og smile, mens andre vil behandle mig ligegyldigt.
Overordnet set ønsker jeg ikke, at en gruppe mennesker skal forhindre mig i at leve mit liv, men visse reaktioner påvirker mig mentalt.
Jeg har anmeldt hændelser et par gange. Det er ubehageligt at klage over andres adfærd, men jeg har følt mig tvunget til at gøre det ved visse lejligheder. Jeg havde en beskyttelsesofficer, der stirrede på mig og gav mig et grimt blik. Sergenten på politistationen var rigtig god ved det, og de håndterede det rigtig godt. Jeg endte med at få en undskyldning, så det var en positiv ting. Jeg erkender, at det bare er nogens holdning og ikke en afspejling af politiet eller beskyttelsestjenesten.
Seksuel chikane er ikke ualmindeligt i transmiljøet, og heldigvis har jeg kun én gang oplevet, at en fyr har rørt mig op under kjolen. Jeg har også fornemmet, at jeg er blevet forfulgt ned ad gaden. I sådanne tilfælde skifter jeg retning for at slippe af med dem eller går ind i en mere trafikeret gade, men det er stadig uhyggeligt at skulle forholde sig til.
Som følge af alle disse hændelser går jeg ikke så meget ud, som jeg plejer at gøre.
Som følge af alle disse hændelser går jeg ikke så meget ud, som jeg plejer at gøre. Når jeg er på et sted, følger jeg min intuition med hensyn til, om det er sikkert eller ej, og jeg handler derefter. Hvis der bliver stirret på mig, og jeg begynder at føle mig utilpas, så går jeg sandsynligvis.
Virkeligheden er, at jeg ikke altid vil være nødt til at gå på en bøssebar for at føle mig sikker. Vi er i 2020, og jeg føler, at vi her i Australien stadig er et meget konservativt samfund. Vi vil gerne tro, at det er moderne og progressivt, og det er det på mange måder også, men på mange måder er det stadigvæk meget forsigtigt.
At føle sig sikker i dag afhænger af, hvor jeg befinder mig i byen, og hvilken del af byen jeg befinder mig i. Om natten skal jeg være mere forsigtig med, hvilke gader jeg går ned ad.
Et tidspunkt, hvor jeg følte mig sikker, var, da jeg besøgte Sydney, da lockout-lovene eksisterede. Jeg følte mig tryg ved at gå alene ned ad gaden og tilbage til mit hotel. Jeg syntes, det var en god idé.
Min mentale sundhedspraksis indebærer, at jeg husker en følelse af værdighed, når jeg er i offentligheden, så jeg ikke reagerer på folks blikke og kommentarer og bare går videre. Også at forblive rolig, når jeg håndterer de mennesker online, der troller mig eller måske kommer med uhensigtsmæssige kommentarer.
Jeg tager mig tid alene og gør positive ting som at skrive for at oplyse folk om transproblemer og modelarbejde, hvilket hjælper mig med at føle mig smuk med mit eget sind-kropsbillede.
Jeg tager mig tid alene og gør positive ting som at skrive for at oplyse folk om transproblemer og at være model, hvilket hjælper mig med at føle mig smuk med mit eget mind-body image.
Det er vigtigt at opretholde en sund balance, og at have humoristisk sans hjælper mig med at håndtere mine mentale sundhedsudfordringer samt at kunne have en mentor at debriefe med, når disse udfordringer opstår. Jeg tager alle de nødvendige forholdsregler, så godt jeg kan, for at beskytte mig selv.
Hvis du har brug for støtte, kan du kontakte Headspace, Beyond Blue eller Lifeline på 13 11 14.
