Lattergas bruges i mange tandlægepraksis til at lindre smerter og angst under tandbehandlinger. Denne kemiske forbindelse, der almindeligvis kaldes “lattergas”, er en velkendt måde, som mange patienter gennemgår en række forskellige tandbehandlinger på. Men hvad er lattergas, og hvordan virker det præcist for at befri kroppen for smerte og angst?
Lattergas er en farveløs, lugtfri kemisk gas, der består af to nitrogenmolekyler og et oxygenmolekyle. Ved stuetemperatur rapporterer nogle mennesker, at lattergas har en let metallisk smag, mens andre rapporterer, at denne smag er sød. Lattergas indgives gennem en næsehætte, der sidder over patientens næse. Tandlægen bestemmer kombinationen af N2O-O2-gas, tænder for maskinen, og derefter pumper maskinen gassen ind i hætten. Det eneste, patienten skal gøre, er at inhalere normalt for at modtage gassen. Ved indånding vil lattergas nå hjernen i løbet af tyve sekunder og begynde at hæmme smertereceptorerne ca. to til tre minutter efter den første indånding.
Selv om lattergas først blev syntetiseret i 1722 og populariseret omkring 1798, var det først, da Horace Wells brugte det til at demonstrere ufølsomhed over for smerte under en tandudtrækning i 1844, at lattergas blev brugt som medicinsk bedøvelsesmiddel.
Trods dets hyppige brug som bedøvelsesmiddel er den nøjagtige funktionsmekanisme for lattergas ukendt. Generelle tendenser har dog bemærket, at lattergas regulerer ligand-gated ionkanaler i kroppen. Ligand-gated ionkanaler er kanaler, der er sammensat af transmembrane ionkanalproteiner. Disse kanaler åbner sig for at tillade ioner som Na+ (natrium), K+ (kalium), Ca2+ (calcium) og Cl (klor) at bevæge sig gennem membranen som reaktion på bindingen af en ligand (kemisk budbringer), som f.eks. en neurotransmitter. Kort sagt regulerer ligand-gated kanaler strømmen af ioner i kroppen, og denne strøm af ioner bestemmer, hvordan kemiske budbringere, som f.eks. neurotransmittere, påvirker kroppen.
På en enklere måde påvirker lattergas kroppen på tre hovedmåder. For det første har det en angstdæmpende virkning, som skyldes GABAA-receptorer, der hæmmer, eller blokerer, neurotransmittere. For det andet har det en analgetisk eller smertestillende virkning, som skyldes en kemisk proces, der resulterer i, at hjernen frigiver noradrenalin, som hæmmer smertesignalering i hele kroppen. Endelig har lattergas en euforiserende virkning som følge af øget stimulering af belønningsbanen i hjernen, der frigiver dopamin.
Disse tre virkninger på kroppen kan opnås gennem de forskellige niveauer af sedation. Afhængigt af den gasmængde, som en patient får, kan de opleve forskellige reaktioner som reaktion på sedationen. Generelt beskriver patienterne, at de føler sig svimle, prikkende i arme og ben, varme, euforiske og søvnige. Nogle oplever også en svævende eller vibrerende fornemmelse.
Efter proceduren får patienten ren O2 gennem en maske for at skylle det resterende NO2 fuldstændigt ud af lungerne og luftvejene. I løbet af denne tid vil patienten gradvist begynde at vende tilbage til sin normale tilstand. Patienterne skal rådføre sig med deres tandlæge om, hvornår de kan spise og/eller køre bil efter at have fået lattergas, da det kan hæmme både appetitten og evnen til at køre bil.