Det er en af de medicinske anomalier, som ingen rigtig kan forklare: Langtidsundersøgelser har konsekvent vist, at folk, der slet ikke drikker alkohol, har en tendens til at dø før folk, der drikker alkohol. Ved første øjekast giver det ikke meget mening. Hvorfor skulle indtagelse af et psykoaktivt giftstof, der øger vores risiko for kræft, demens og leversygdomme, forlænge vores levetid?
Nå, men denne anomali er lige blevet endnu mere anomal: En ny undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Alcoholism: Clinical and Experimental Research, fulgte 1.824 deltagere mellem 55 og 65 år. Igen fandt forskerne, at det øger risikoen for at dø, hvis man afholder sig fra alkohol, selv når man udelukker tidligere alkoholikere, der nu er holdt op. (Tanken er, at eks-drikkere måske forvrænger dataene, da de allerede har syltet deres organer). Mens 69 procent af afholdsfolkene døde i løbet af den 20-årige periode, som undersøgelsen omfattede, døde kun 41 procent af de moderate drikkere. (Moderate drikkere var også 23 procent mindre tilbøjelige til at dø end lette drikkere). Men her er det virkelig mærkelige datapunkt: tunge drikkere lever også længere end abstinensere. (Kun 61 procent af de tunge drikkere døde i løbet af undersøgelsen.) Med andre ord synes det at være bedre at indtage foruroligende store mængder alkohol end slet ikke at drikke alkohol.
Vi lever i en reduktionistisk tidsalder, hvor enhver langsigtet effekt forklares på det mest fundamentale niveau. Og derfor vil denne undersøgelse uden tvivl få forskerne til at undersøge fordelene ved rødvin med dens antioxidanter og resveratrol. Den vil også få folk til at undersøge de kardiovaskulære fordele ved alkohol, da mange af fordelene ved at drikke (f.eks. øget HDL-kolesterol) tilsyneladende også gælder for folk, der drikker øl og stærk spiritus.
Dette er alle vigtige hypoteser, den slags spekulationer, der beroliger denne drikkers hjerte. (Jeg er ikke Don Draper, men jeg nyder bestemt min IPA om aftenen.) Ikke desto mindre er jeg bekymret for, at vi i skyndingen med at reducere, at oversætte den uventede langsgående effekt til biokemiens akronymer, vil gå glip af undersøgelsens virkelige betydning.
Lad os et øjeblik tænke på drikkens kulturhistorie. Den første grund til, at folk indtager sprut, er at slappe af, idet de udnytter dets angstdæmpende egenskaber. Det er den ordsproglige drink efter arbejde – efter otte timers slid er der noget dybt beroligende ved en dosis alkohol, som beroliger hjernen ved at opregulere vores GABA-receptorer. (Men lad dig ikke rive med: Selv om et moderat alkoholforbrug kan reducere stressreaktionen, udløser et blodalkoholniveau på over 0,1 procent – de fleste stater anser 0,08 for at være den lovlige grænse for kørsel – en stor frigivelse af stresshormoner. Selv om du måske føler dig beruset afslappet, er din krop overbevist om, at den befinder sig i en tilstand af livsfare). Og så synes dagens stress at forsvinde – vi får et midlertidigt pusterum fra de tilbagevendende klager over selvbevidsthed. Da kronisk stress er virkelig, virkelig dårligt for os, kan det have medicinske fordele at finde et stof, der pålideligt kan afbryde stresskredsløbet.
Men at drikke handler ikke kun om at afstresses. Faktisk har de kulturelle traditioner omkring alkohol en tendens til at fremhæve en anden, og måske endnu vigtigere, funktion: socialisering. Lige så længe folk har gæret ting, har de forvandlet det gærholdige afkast til undskyldninger for store fester. Fra babyloniske høstfester til det antikke Grækenlands bacchanalier har alkohol altid været forbundet med vores sammenkomster. Det er der indlysende grunde til: Alkohol er et dejligt socialt smøremiddel, et flydende stof, der er særlig godt til at udviske vores mellemfolkelige bekymringer. Og det kan være med til at forklare, hvorfor moderate drikkere ifølge den nye undersøgelse har flere venner og en bedre “vennestøtte” af højere kvalitet end dem, der holder sig fra alkohol. De er også mere tilbøjelige til at være gift.
Hvad har dette at gøre med levetid? I de seneste år er sociologer og epidemiologer begyndt at studere de langsigtede virkninger (.pdf) af ensomhed. Det viser sig at være virkelig farligt. Vi er sociale primater, og når vi er afskåret fra det sociale netværk, er vi mere tilbøjelige til at dø af stort set alt (men især af hjertesygdomme). På dette punkt er forbindelsen mellem afholdenhed og social isolation blot hypotetisk. Men i betragtning af gruppedrikkens omfattende historie – det er det, vi gør, når vi mødes – virker det sandsynligt, at drikke med måde gør det lettere for os at udvikle og pleje relationer. Og det er disse relationer, der er med til at holde os i live.
Og selvfølgelig har relationer deres egen kemi, et sprog af dopamin, oxytocin, vasopressin osv. Men jeg tror, at vi i vores travlhed med at afkode de kropslige molekyler går glip af den væsentlige lektion, nemlig at nogle af de mest værdifulde sundhedsmæssige fordele ikke kommer fra forbindelser, der kan tappes på flaske eller kondenseres i en gelkapsel. De kommer i stedet fra andre mennesker, fra de dejlige samtaler, som vi deler over et glas vin eller tre.
Surgeon General’s Warning: Selvfølgelig afbøder disse langsigtede sammenhænge ikke de negative og ofte ødelæggende konsekvenser af alkohol og alkoholisme. Lad os ikke glemme, at alkohol kan være et vanedannende stof, og at alkohol i mange sammenhænge fremmer vold og grovhed og ikke høflig omgangstone. Det er også vigtigt at bemærke, at alle de førnævnte sundhedsfordele ved alkohol (såsom afstressning og socialt samvær) også kan opnås gratis, f.eks. med meditation eller ved blot at være en god ven.
*Billeder: 1) Flickr/Charlie Essers. 2) En af mine yndlings-IPA’er. *