Mange ateister tror, at deres ateisme er et resultat af rationel tænkning. De bruger argumenter som “Jeg tror ikke på Gud, jeg tror på videnskaben” for at forklare, at det er beviser og logik snarere end overnaturlig tro og dogmer, der ligger til grund for deres tankegang. Men bare fordi man tror på evidensbaseret, videnskabelig forskning – som er underlagt strenge kontroller og procedurer – betyder det ikke, at ens hjerne fungerer på samme måde.
Når man spørger ateister om, hvorfor de blev ateister (som jeg gør til daglig), peger de ofte på eureka-øjeblikke, hvor de indså, at religion simpelthen ikke giver mening.
Det er måske mærkeligt, men mange religiøse mennesker har faktisk et lignende syn på ateisme. Det kommer frem, når teologer og andre teister spekulerer i, at det må være ret trist at være ateist, fordi man mangler (som de tror, at ateister gør) så meget af den filosofiske, etiske, mytiske og æstetiske tilfredsstillelse, som religiøse mennesker har adgang til – fastlåst i en kold verden udelukkende af rationalitet.
Ateismens videnskab
Det problem, som enhver rationel tænker er nødt til at tackle, er imidlertid, at videnskaben i stigende grad viser, at ateister ikke er mere rationelle end teister. Faktisk er ateister lige så modtagelige som den næste person for “gruppetænkning” og andre ikke-rationelle former for erkendelse. F.eks. kan både religiøse og ikke-religiøse mennesker ende med at følge karismatiske personer uden at stille spørgsmålstegn ved dem. Og vores hjerner foretrækker ofte retfærdighed frem for sandhed, som socialpsykologen Jonathan Haidt har udforsket.
Selv ateistiske overbevisninger har i sig selv meget mindre at gøre med rationel undersøgelse, end ateister ofte tror. Vi ved f.eks. nu, at ikke-religiøse børn af religiøse forældre afviser deres tro af grunde, der har meget lidt at gøre med intellektuel argumentation. Den seneste kognitive forskning viser, at den afgørende faktor er, at man lærer af det, forældrene gør, snarere end af det, de siger. Så hvis en forælder siger, at han/hun er kristen, men ikke længere har for vane at gøre de ting, som han/hun siger burde være vigtige – f.eks. at bede eller gå i kirke – så køber børnene simpelthen ikke ideen om, at religion giver mening.
Det er på en måde helt rationelt, men børn bearbejder ikke dette på et kognitivt niveau. Gennem hele vores udviklingshistorie har mennesker ofte manglet tid til at undersøge og afveje beviserne – de har været nødt til at foretage hurtige vurderinger. Det betyder, at børn i en vis udstrækning bare optager de afgørende oplysninger, som i dette tilfælde er, at religiøs tro ikke synes at have den betydning, som forældrene siger, at den har.
Selv ældre børn og unge, der rent faktisk overvejer emnet religion, griber det måske ikke så selvstændigt an, som de tror. Ny forskning viser, at ateistiske forældre (og andre) videregiver deres tro til deres børn på samme måde som religiøse forældre – ved at dele deres kultur lige så meget som deres argumenter.
Nogle forældre mener, at deres børn selv skal vælge deres tro, men det, de så gør, er at videregive visse måder at tænke om religion på, f.eks. tanken om, at religion er et spørgsmål om valg snarere end guddommelig sandhed. Det er ikke overraskende, at næsten alle disse børn – 95 % – ender med at “vælge” at være ateister.
Videnskab versus tro
Men er ateister mere tilbøjelige til at tage videnskaben til sig end religiøse mennesker?Mange trossystemer kan være mere eller mindre tæt integreret med videnskabelig viden. Nogle trossystemer er åbenlyst kritiske over for videnskaben og mener, at den har alt for stor indflydelse på vores liv, mens andre trossystemer er enormt optaget af at lære om og reagere på videnskabelig viden.
Men denne forskel er ikke ligefrem knyttet til, om man er religiøs eller ej. Nogle protestantiske traditioner ser f.eks. rationalitet eller videnskabelig tænkning som noget centralt i deres religiøse liv. I mellemtiden fremhæver en ny generation af postmoderne ateister grænserne for den menneskelige viden og betragter videnskabelig viden som enormt begrænset, ja, endog problematisk, især når det drejer sig om eksistentielle og etiske spørgsmål. Disse ateister kan f.eks. følge tænkere som Charles Baudelaire i det synspunkt, at sand viden kun findes i kunstneriske udtryk.
Og selv om mange ateister gerne ser sig selv som providenskab, kan videnskab og teknologi i sig selv nogle gange være grundlaget for religiøs tænkning eller tro, eller noget, der minder meget om det. For eksempel er fremkomsten af den transhumanistiske bevægelse, der er centreret omkring troen på, at mennesker kan og bør overskride deres nuværende naturlige tilstand og begrænsninger ved hjælp af teknologi, et eksempel på, hvordan teknologisk innovation driver fremkomsten af nye bevægelser, der har meget til fælles med religiøsitet.
Selv for de ateister, der er skeptiske over for transhumanisme, handler videnskabens rolle ikke kun om rationalitet – den kan give de filosofiske, etiske, mytiske og æstetiske opfyldelser, som religiøse overbevisninger gør for andre. Videnskaben om den biologiske verden er f.eks. meget mere end et emne for intellektuel nysgerrighed – for nogle ateister giver den mening og trøst på samme måde, som troen på Gud kan gøre det for teister. Psykologer viser, at troen på videnskaben øges i forbindelse med stress og eksistentiel angst, ligesom religiøs tro intensiveres for teister i disse situationer.
Det er klart, at ideen om at være ateist alene skyldes rationalitet er begyndt at se klart irrationel ud. Men den gode nyhed for alle involverede er, at rationalitet er overvurderet. Den menneskelige opfindsomhed hviler på meget mere end rationel tænkning. Som Haidt siger om “det retfærdige sind”, er vi faktisk “designet til at ‘gøre’ moral” – også selv om vi ikke gør det på den rationelle måde, som vi tror, vi gør det. Evnen til at træffe hurtige beslutninger, følge vores passioner og handle på intuition er også vigtige menneskelige kvaliteter og afgørende for vores succes.
Det er nyttigt, at vi har opfundet noget, som i modsætning til vores hjerne er rationelt og evidensbaseret: videnskaben. Når vi har brug for ordentlige beviser, kan videnskaben meget ofte levere dem – så længe emnet er testbart. Det er vigtigt, at de videnskabelige beviser ikke har tendens til at understøtte den opfattelse, at ateisme handler om rationel tænkning og teisme om eksistentiel tilfredsstillelse. Sandheden er, at mennesker ikke er som videnskaben – ingen af os klarer os uden irrationelle handlinger og heller ikke uden kilder til eksistentiel mening og trøst. Heldigvis er der dog ingen, der behøver det.