Pigens hår var en ustyrlig rede på det billede, der kom til live på min telefon. Hendes øjne var skorpede slidser, da hun skævede, uden at smile, mod kameraet. Hun lå stadig i sengen, tæpperne lå skævt. Det er ikke et glamourøst billede.
Det er et billede, der sandsynligvis ikke vil overleve den uforsonlige atmosfære på Instagram, hvor den stadigt mere perfekt filtrerede selfie altid strømmer. Nej, dette var Snapchat: et kig på teenagelivet, der er lige så overraskende autentisk som det er flygtigt. Ti sekunder efter at billedet blev vist, forsvandt det fra min telefon.
Snapchat er appen, der giver brugerne mulighed for at dele billeder eller video, der forsvinder. Hvis apps var seje børn, ville Snapchat holde hof i midten af cafeteriet: Dens 100 millioner daglige aktive loyalister er for det meste teenagere og millennials. Omkring 38 procent af de amerikanske teenagere bruger den (i Irland bruger hele 52 procent af teenagerne appen).
Som nogle seje børn vil gøre det, gjorde Snapchat et dystert første indtryk på forældrene og fik hurtigt et ry som “den der ting, hvor børn sender nøgenbilleder, der forsvinder”. Men som forsker, der studerer unge og sociale medier, ved jeg, at alle apps rummer en unik evne til at gøre skade – og at der altid er mere til historien.
I virkeligheden er jeg her for at give min kærlighed til Snapchat’s grumme virkelighed, og i sidste uge gav forskere fra University of Michigan deres besyv med: En ny undersøgelse af undergraduates fandt, at brugen af Snapchat forudsagde mere positivt humør og social glæde blandt universitetsstuderende end at besøge Facebook.
Jeg er ikke let begejstret. Jeg har brugt flere år på at skræmmes over visuelle platforme som Instagram og Facebook, som presser teenagere til at fake det perfekte liv, selv når de er elendige. Snapchat derimod giver brugerne kun få muligheder for at forskønne et opslag. Dets sparsomme filtre – tilføj et tids-, hastigheds- eller stedstempel, tegn et groft billede med fingeren eller skriv en billedtekst med tommelfingeren – kan kun plasteres klodset over dit indhold. Budskabet fra appens skaberne synes at være:
Videoerne er skudt skødesløst i mørket, og billederne skælver fra distraherede hænder. Den korte holdbarhed af disse billeder gør det muligt for teenagere at opgive behovet for at efterligne den perfekt poserede berømthed eller at fremstille livet som mere fantastisk, end det i virkeligheden er. I en video sidder en gymnasieatlet dystert med en ispose på sin skulder. I en anden svinger en mellemskolepige kameraet rundt om sit frokostbord. Da kameraet lander på den sidste pige, åbner hun afslappet munden, og stykker af cafeteria-gulerod vælter ud. Hendes venner falder næsten ned fra bordet af grin.
De fleste visuelle platforme sætter feedback fra jævnaldrende i centrum for oplevelsen. Livet på Instagram handler f.eks. lige så meget om suset efter at score likes som om at dele noget kreativt med ligesindede. Mange brugere ser likes som et barometer for popularitet og endda selvværd, og nogle brugere sletter endda indlæg, der ikke har fået nok opmærksomhed. For tweens og unge teenagere er denne længsel så stærk, at mange poster indhold, der kun er designet til at samle likes (det populære “rate for a like”-indlæg, hvor man f.eks. tilbyder at vurdere venner på en skala i bytte for et like). De følger måske “Instagram-stjerner” med hundredtusindvis af følgere og observerer det, der ser ud til at være perfekte liv, som i virkeligheden er perfekt kurateret.
Det er ikke tilfældet med Snapchat, hvor publikums deltagelse er minimal. Her er der ingen “like”-knap at finde, og der er ingen uskrevet regel om gensidighed. Brugerne har to muligheder for at dele indhold: de kan sende en Story, hvor appen sammensætter et diasshow af dit indhold fra de seneste 24 timer, eller dele direkte med en person eller gruppe efter eget valg. Du kan se, hvem der har set din Story, men seerne kan ikke svare. Det betyder, at du bruger mere tid på at dele og forbruge og mindre tid på at bekymre dig om, hvem der kunne lide dig, og hvem der ikke kunne lide dig.
Da de sociale medieplatforme først begyndte at offentliggøre antallet af venner og følgere, løftede det teenagernes sociale usikkerhed til nye højder. Forskere som Danah Boyd fra New York University påpegede, at det at gøre venskab til en håndgribelig, offentlig genstand også gjorde det til en kilde til sammenligning og konkurrence. Hvorfor har han 450 venner, mens jeg kun har 300? Hvorfor får hun så mange likes, men jeg får så mange?
På Snapchat er det umuligt at se, hvor mange venner en anden bruger har – eller for den sags skyld, hvor mange man selv har (man kan dog se det samlede antal snaps, som brugerne har sendt og modtaget). I januar deaktiverede Snapchat endda brugernes mulighed for at se andre brugeres “bedste venner” (personer, som de har sendt flest beskeder til). “Snapchat handler ikke om, hvor mange følgere du har,” sagde Snapchat-kunstneren Evan Garber, 27 år, som er en af de få personer, der lever af Snapchat, til en journalist for Digital Music News. “Det handler ikke om, hvor mange likes eller hvor mange kommentarer. Det handler mere om den faktiske interaktion, som du har med alle dem, der følger dig.” (Garber skaber kunst, nogle gange sponsoreret, på Snapchat.)
På Facebook og Instagram udløser synligheden af vennetallene ofte et våbenkapløb for at se, hvem der kan samle flest venner. På disse platforme er det også nemt at følge eller være venner med folk, som man aldrig har mødt. På Snapchat er venskab en forfriskende intim affære. Der kræves en vis forudgående relation: Du skal have en persons mobilnummer, et unikt (og ofte kryptisk) brugernavn eller være fysisk til stede, så du kan scanne deres badge. For forældre, der er utrygge ved, at deres børn tilføjer fremmede til deres netværk, er dette en velkommen funktion.
Mange teenagere bruger Snapchat som en erstatning for sms’er, men det bringer beskeder frem og tilbage til et nyt niveau: Tekstuniversets emoji, som kun kan tilføre en besked en grov følelse, blegner i sammenligning med det, du kan give liv på Snapchat. Her kan du “face text”, hvor du kan kombinere en selfie med ord. Det gør samtaler mere sammenhængende og endnu mere “følelsesladede”, som en teenager fortalte mig.
Selvfølgelig er Snapchat ikke idiotsikker. Ingen app er det. Som alle sociale medier kan Snapchat bruges som et middel til grusomhed, og FOMO, eller frygten for at gå glip af noget, plager stadig brugerne. Du vil dog helt sikkert få et glimt af en begivenhed, du ikke var inviteret til, som Imani, 19, fortalte mig: “Du føler dig måske udelukket, men i det mindste forsvinder det! Du kan ikke sidde der og kigge på det hele natten og have det dårligt.” Og det er ikke sikkert, at alt, hvad du sender, rent faktisk forsvinder. Modtagerne af din besked kan tage et screenshot af indholdet og gemme det for evigt på deres telefoner (Snapchat giver brugerne besked, når dette sker).
Alligevel giver jeg denne app en chance. Jeg håber, at forældre også vil gøre det. Brug lidt tid på at tale med din teenager om Snapchat, og måske finder du ud af, at der under det seje børns ydre gemmer sig en app med hjerte og gode intentioner, som udfordrer nogle destruktive normer for livet på nettet og gør internettet til et meget mere autentisk og ægte sted at hænge ud.