I marts offentliggjorde Usable Knowledge en artikel om etisk samarbejde, som udforskede forskeres idéer om, hvordan man kan udvikle klasseværelser og skoler, hvor samarbejde fremmes, men hvor snyd undgås. Artiklen giver flere forklaringer på, hvorfor elever snyder, og giver stærke idéer til, hvordan man kan skabe etiske fællesskaber. Artiklen efterlod mig i tvivl om, hvordan eleverne selv ville reagere på disse idéer, og om deres erfaringer med snyd afspejlede forskernes forståelse. Med andre ord, hvordan “læser unge mennesker verden”, for at citere Paulo Freire, når det drejer sig om spørgsmål om snyd, og hvad kan vi lære af deres perspektiver?
Jeg arbejdede sammen med Gretchen Brion-Meisels for at undersøge disse spørgsmål ved at tale med to klasser af elever fra Massachusetts og Texas om deres erfaringer med snyd. Vi bad disse unge informanter om at forbinde deres egne indsigter og idéer om snyd med de idéer, der er beskrevet i “Etisk samarbejde”. De skrev fra en række forskellige perspektiver og beskæftigede sig med, hvad der udgør snyd, hvorfor folk snyder, hvordan folk snyder, og hvornår det kan være etisk acceptabelt at snyde. Dermed giver de os yderligere indsigt i, hvorfor elever snyder, og hvordan skoler bedre kan fremme etisk samarbejde.
Hvorfor elever snyder
Studenterne kritiserede både kammeraternes individuelle beslutningstagning og de skolebaserede strukturer, der tilskynder til snyd. For eksempel skrev Julio (Massachusetts): “Lærerne bekymrer sig om snyd, fordi det ikke er retfærdigt, at elever, der får gode karakterer, ikke følger lærerens regler”. Hans perspektiv repræsenterer et sæt idéer, som vi hørte, og som antyder, at snyd er en uetisk beslutning, der skyldes personlige fejlvurderinger. Umna (Massachusetts) gentog denne idé og bemærkede, at “snyd er … ikke at bruge beviserne i dit hoved og kun bruge de beviser, der er fra en andens hoved.”
Andre elever fokuserede på eksterne faktorer, der kan få deres kammerater til at føle sig presset til at snyde. Michima (Massachusetts) skrev f.eks.: “Gruppepres får eleverne til at snyde. Nogle gange har de en grund til at snyde, som f.eks. at de føler, at de skal være den klogeste dreng i klassen.” Kayla (Massachusetts) var enig og bemærkede: “Nogle mennesker snyder, fordi de ønsker at virke sejere end deres venner eller forsøger at imponere deres venner. Elever snyder, fordi de tror, at hvis de snyder hele tiden, vil de blive klogere.” Ud over pres fra jævnaldrende talte eleverne om pres fra voksne, pres i forbindelse med standardiserede prøver og krav fra konkurrerende ansvarsområder.
Når snyd er acceptabelt
Elverne nævnte nogle få typer af formildende omstændigheder, herunder øjeblikke med store indsatser. For eksempel skrev Alejandra (Texas): “De gange, jeg havde snydt, da jeg var ved at dumpe en klasse, og hvis jeg dumpede til eksamen, ville jeg gå om klassen. Og jeg hadede den klasse, og jeg ønskede ikke at tage den om igen.” Her identificerer hun loyalitet over for en parallel etisk værdi: At afslutte gymnasiet. I dette tilfælde er det måske forkert at snyde, men det er et acceptabelt middel til at nå et mål på et højere niveau.
Fremme et etisk skolefællesskab
Flere af de ældre elever, som vi talte med, kunne give os idéer til, hvordan skoler kan skabe mere etiske fællesskaber. Sam (Texas) skrev: “En skole, hvor det ikke er nødvendigt at snyde, ville være centreret omkring individualisering og læring. Eleverne ville lære information og blive testet på denne information. Derefter ville lærerne vurdere elevernes fremskridt med disse oplysninger, og der ville blive udarbejdet nyt materiale for at hjælpe de enkelte elever med det, de ikke forstår. Denne måde at undervise på ville ikke være baseret på tidskrævende undervisning hver lektion, men mere på at hjælpe en elev med at forstå et koncept.”
Sam giver en vision for den type skoleklima, hvor samarbejde, ikke snyd, ville blive mest opmuntret. Kaith (Texas), supplerede denne vision ved at skrive: “Efter min egen mening ville eleverne ikke finde behov for at snyde, hvis de vidste, at de havde den rette udelte opmærksomhed over for dem fra deres lærere og faktisk viste dem, at de bekymrede sig om deres læring. Så en skole, hvor det ikke var nødvendigt at snyde, ville være fantastisk for både lærere og elever, fordi lærerne faktisk ville få nye ting ind i vores hjerner, og vi som elever ville ikke kun være opmærksomme på vores lærere, men også faktisk lære noget.”
Både disse visioner afspejler en stor idé fra “Ethical Collaboration”: Vigtigheden af at mindske presset for at opnå resultater. På tværs af elevernes kommentarer hørte vi om, hvordan selvpåført pres, gruppepres og pres fra voksne kan tilskynde til snyd.
Hvor elevernes holdninger afviger fra forskningen
De måder, hvorpå eleverne talte om støtte, adskilte sig fra beskrivelserne i “Ethical Collaboration”. Forskerne forklarer, at for at mindske snyd har eleverne brug for “vertikal støtte” eller standarder, retningslinjer og modeller for etisk adfærd for at mindske snyd. Dette indebærer, at eleverne har brug for støtte til at forstå, hvad der er etisk forsvarligt. Vores unge informanter beskriver imidlertid en type vertikal støtte, som er centreret om at lytte til og reagere på elevernes behov. De ønsker, at lærerne skal gøre etisk adfærd mulig gennem holistisk støtte til individuelle læringsstile og mål. På samme måde beskriver forskerne “horisontal støtte” som at skabe “et skolemiljø, hvor eleverne ved og kan overbevise deres kammerater om, at ingen har gavn af at snyde”, hvilket igen indebærer, at eleverne har brug for hjælp til at forstå det etiske i at snyde. Vores unge informanter fik os i stedet til at tro, at den type horisontal støtte, der er behov for, kan være en støtte, hvor kollektiv succes betragtes som vigtigere end individuel konkurrence.
Hvorfor unges stemmer er vigtige, og hvordan man hjælper dem med at blive hørt
Vores formål med at nå ud til de unge respondenter var at få en bedre forståelse af, om de forskningsperspektiver om snyd, der tilbydes i “Ethical Collaboration”, afspejlede de unges levede erfaringer. Dette blogindlæg er kun et lille skridt i den retning; de unges perspektiver varierer meget på tværs af geografiske, demografiske, udviklingsmæssige og kontekstuelle dimensioner, og det er ikke vores hensigt at antyde, at disse unge informanter taler for alle unge. Vores korte samtaler tyder dog på, at det kan gavne den måde, som undervisere forstår skolestrukturer på, at spørge unge om deres levede erfaringer.
Tå ofte bliver eleverne dog holdt uden for samtaler om skolepolitik og -kultur. De har sjældent selv adgang til information om aktuel uddannelsesforskning, til dels fordi de ikke er den tiltænkte målgruppe for sådant arbejde. For at udvide mulighederne for elevernes stemme er vi nødt til at skabe rum – enten online eller på skolerne – hvor eleverne kan undersøge et aktuelt emne, der interesserer dem. Derefter kan de indsamle oplysninger, udarbejde argumenter, som de ønsker at fremføre, og fremføre deres budskaber. Undervisere kan skabe rum for dette ungdomsdrevne arbejde på skoler, i lokalsamfund og endda i politiske sammenhænge – og hjælpe med at støtte unge mennesker som både vidensskabere og vidensbrugere.