Hvordan diagnosticeres inflammatorisk tarmsygdom?
Det første skridt i behandlingen af inflammatorisk tarmsygdom (IBD) er at finde ud af, om dit barn har Crohns sygdom, colitis ulcerosa eller en anden type IBD eller ej. For at gøre det vil en læge tage en omhyggelig sygehistorie og foretage en fysisk undersøgelse. Der kan også være behov for nogle andre undersøgelser, f.eks.:
- Blodprøver. Leverandørerne kan teste dit barns blod for at hjælpe med at diagnosticere IBD og for at se, hvor godt behandlingen virker. Testene omfatter prøver, der måler hæmatokrit (forholdet mellem røde blodlegemer og det samlede antal blodlegemer), hvide blodlegemer, blodplader og C-reaktionsprotein (et mål for inflammation).
- Afføringsprøve. Dit barns læge kan bede dig om at give en afføringsprøve for at undersøge, om der er betændelse eller infektioner.
- Endoskopi. Ved en øvre endoskopi ser man ind i spiserøret (madrør), maven og begyndelsen af tyndtarmen. Lægen fører et langt, fleksibelt rør med et lys i enden gennem munden og spiserøret og ind i mavesækken og tyndtarmen. Mens lægen fører røret igennem, ser han/hun på disse områder og kan tage små vævsprøver, som kaldes biopsier.
- Koloskopi. Ved denne test bruges også et tyndt, fleksibelt rør med et lys og en kameralinse i enden til at undersøge indersiden af tyktarmen. Når lægen fører røret gennem endetarmen, ser han/hun på områderne i tarmen og kan også tage biopsier.
- Billeddannende undersøgelser. CT-scanninger og MR-scanninger
Hvilke behandlingsmuligheder findes der for inflammatorisk tarmsygdom?
Selv om IBD er en livslang tilstand, er målet at holde den i remission så længe som muligt, så dit barn oplever få eller ingen symptomer. Dit barns behandlerteam kan bruge en række forskellige behandlings- og vedligeholdelsestilgange, såsom:
Diætændringer
Diætinterventioner undersøges i øjeblikket for at vurdere den bedste kost til at forbedre inflammation. Hvis man undgår visse fødevarer eller følger visse diæter, kan det sammen med medicin hjælpe med at kontrollere symptomerne. En diætist kan udforme et afbalanceret ernæringsprogram til dit barn.
Medicin
Dit barns læge vil sandsynligvis ordinere en eller flere vedligeholdelsesmediciner til behandling af IBD og til forebyggelse af opblussen. Der er tre hovedklasser af vedligeholdelsesmedicin til IBD:
Aminosalicylater (5-ASA’er): Disse er aspirinlignende medicin, der mindsker betændelse ved selve tarmvæggen. De anvendes oftest ved mild til moderat ulcerøs colitis ulcerosa og lejlighedsvis ved Crohn’s sygdom. Eksempler på 5-ASA’er omfatter mesalamin (Asacol, Rowasa, Pentasa, Colazal, Lialda, Apriso og Delzicol), sulfasalazin og balsalazid.
Immunmodulerende midler: Dette er en type medicin, der anvendes til behandling af Crohns sygdom og colitis ulcerosa ved at nedsætte immunsystemets aktivitet. De mest almindeligt anvendte immunmodulatorer er 6-mercaptopurin (6MP), azathioprin (Imuran) og methotrexat. Mindre almindeligt anvendte immunmodulerende midler omfatter tacrolimus (Prograf) og cyclosporin (Noral, Sandimmune). Disse midler anvendes typisk til patienter, der ikke reagerer på andre behandlinger. Dit barns læge vil kontrollere hans eller hendes laboratorieprøver nøje, når han eller hun starter med disse lægemidler.
Biologiske lægemidler: Disse lægemidler anvendes, når IBD ikke reagerer på anden medicin, når anden medicin giver bivirkninger, eller hvis dit barn har komplikationer af Crohns eller colitis ulcerosa, f.eks. refraktær sygdom eller fistler. Biologiske lægemidler virker ved at blokere inflammatoriske kemikalier i blodet. De kan også mindske antallet af immunforsvarets celler i kroppen. Eksempler på denne klasse af lægemidler omfatter Remicade, Humira, Cimzia, Simponi, Sterlara og Entyvio. Disse lægemidler gives normalt som injektioner eller infusioner.
Dit barns læge kan også ordinere steroider. Disse lægemidler bruges til at reducere inflammation under en opblussen og til at lindre diarré, rektal blødning, feber og smerter i begge former for IBD. De kan også lindre systemiske symptomer som ledsmerter og hud- og øjenlæsioner hos nogle patienter. Typisk anvendes de under et udbrud for at dæmpe symptomerne, mens man finder den rette vedligeholdelsesmedicin til dit barn. Der findes forskellige typer af steroider, bl.a:
- intravenøse steroider, som gives på hospitalet
- orale steroider, såsom prednison, som har tendens til at have mere systemiske virkninger
- topiske steroider, som behandler lokaliseret betændelse i sigmoid colon, rectum eller anus ved hjælp af et lavement, skum eller suppositorium (Disse har tendens til at have færre bivirkninger end orale/IV steroider.)
Antibiotika bruges undertiden til at behandle infektioner, fistler og bylder. De kan også bruges sammen med anden medicin mod Crohns sygdom. De mest almindeligt anvendte antibiotika omfatter metronidazol og ciprofloxacin.
Kirurgi
Selv om lægerne næsten altid starter behandlingen af IBD med medicin, kan et barn nogle gange ikke reagere – eller holde op med at reagere – på medicin og være en god kandidat til operation. Beslutningen om at få foretaget en operation er en fælles beslutning, som træffes af dit barn, din familie, dit barns gastroenterolog og kirurgen.
I Crohns sygdom kan man overveje et kirurgisk indgreb kaldet en resektion, hvor man fjerner et stykke af tarmen. Det er dog vigtigt at huske, at ved Crohns sygdom er kirurgi sjældent en helbredelse, da betændelsen kan vende tilbage andre steder i fordøjelseskanalen. Formålet med en operation er at sørge for, at dit barn fortsat har det godt, at minimere skaderne på tarmen eller at fjerne et stykke af tarmen, der er ekstremt beskadiget, så medicinen kan virke mere effektivt.
En lille procentdel af børn med colitis ulcerosa, som ikke reagerer på medicin, kan have brug for en operation, som kan forbedre livskvaliteten og symptomerne dramatisk. Ved denne operation, der kaldes kolektomi, fjernes noget af eller hele tyktarmen og tyndtarmen ændres for at skabe en ny endetarm.
Hvad er behandlingsmulighederne for VEO-IBD?
Børn med VEO-IBD reagerer typisk ikke godt på standardbehandling for IBD. Derfor undersøger forskerne aktivt behandlingsmulighederne for disse børn. Følgende fremgangsmåder har vist sig at være effektive for nogle børn med VEO-IBD:
Medicin: Børn med VEO-IBD, der har en mutation i NCF2-genet, reagerer godt på antibiotika. Børn med mutationer i LRBA-genet oplever forbedrede symptomer efter brug af abatacept, et lægemiddel, der griber ind i T-celler, og som er mere almindeligt anvendt til behandling af autoimmune sygdomme.
Kirurgi: Hos nogle spædbørn og børn med mutationer i interleukin 10-receptoren (IL-10R) har knoglemarvs- eller stamcelletransplantationer vist sig at være en helbredende behandling.