Jean-Pierre Jeunet er en autodidakt instruktør, som meget hurtigt blev interesseret i film med en forkærlighed for en fantastisk film, hvor formen er lige så vigtig som emnet. Han begyndte således at instruere tv-reklamer og videoklip (f.eks. Julien Clerc i 1984). Samtidig mødte han designeren/tegneren Marc Caro, med hvem han lavede to korte animationsfilm: L’évasion (1978) og Le manège (1981), hvor sidstnævnte vandt en César for bedste kortfilm. Efter disse to succesfulde film brugte Jeunet og Caro mere end et år sammen på at lave alle detaljer (scenarie, kostumer, produktionsdesign) i deres tredje kortfilm: The Bunker of the Last Gunshots (1981). Denne film kombinerede sci-fi og heroisk-fantasy i en visuelt delirisk historie om den stigende paranoia blandt soldater, der er fanget under jorden. Med denne film opnåede de flere festivalpriser i Frankrig. (Denne film markerede også deres første samarbejde med Gilles Adrien, som senere skrev historien til deres to spillefilm sammen med dem). Derefter instruerede Jeunet to andre kortfilm uden Caros hjælp: Pas de repos pour Billy Brakko (1984) og derefter Things I Like, Things I Don’t Like (1989), hvor vi allerede kunne se Dominique Pinon, som bliver en anden fast samarbejdspartner for Jeunet. Alle Jeunets kortfilm vandt en masse priser i Frankrig, men også i udlandet, og han vandt endnu en César med Things I Like, Things I Don’t Like (1989).
I 1991 tog Jeunet og Caro deres første skridt i en spillefilm: Delicatessen (1991). Den blev så stor en succes, at den vandt 4 César’er, herunder priserne for bedste nye instruktør(er) og bedste scenarie. I denne film delte Jeunet og Caro ansvaret, idet førstnævnte styrede skuespillerne og sidstnævnte koordinerede de kunstneriske elementer. Og Jeunet viste igen sin forkærlighed for Dominique Pinon, naturligvis, men også Rufus, Jean-Claude Dreyfus og Ticky Holgado, som vil optræde igen i Jeunets næste film, eller Maurice Lamy, som allerede havde en lille rolle i Things I Like, Things I Don’t Like (1989). Succesen med Delicatessen (1991) overraskede endda Jeunet og Caro selv, men de benyttede sig af det for endelig at lave deres næsten 10 år gamle projekt! Dette projekt tog mere end 4 år mere at gennemføre, men filmen er enorm: The City of Lost Children (1995) var en sort fortælling og var så nyskabende på dette tidspunkt, at de var nødt til at skabe nye softwares til special effects (for det meste lavet af Pitof). Jeunet og Caro beholdt de samme ansvarsområder som i Delicatessen (1991), og filmen kombinerede også forskellige internationale kompetencer: Den amerikanske skuespiller Ron Perlman, den chilenskfødte skuespiller Daniel Emilfork, den iranske filmfotograf Darius Khondji (som allerede var med i Delicatessen (1991)), den amerikansk-italienske komponist Angelo Badalamenti og den franske modedesigner Jean-Paul Gaultier, der stod for kostumerne. Selv om filmen skulle være egnet til børn, mente nogle, at den var “mørk”, hvortil Jeunet og Caro svarede, at den ikke var mere “mørk” end Pinocchio (1940) eller Bambi (1942).
Men disse kritikere forhindrede ikke filmen i at blive en succes, og da filmen skaffede dem yderligere opmærksomhed, var det kun et spørgsmål om tid, før Hollywood ringede til dem. I 1997 forlod Jeunet således Frankrig for at gøre midlertidig karriere i USA i forbindelse med det fjerde afsnit af “Alien”-serien: Alien: Resurrection (1997). Marc Caro fulgte ham kun som design supervisor, men Jeunet tog en lille hær” af sine sædvanlige samarbejdspartnere (for det meste franske) med sig: skuespillerne Dominique Pinon og Ron Perlman, men også Pitof, Darius Khondji eller redaktør Hervé Schneid og for første gang Alain Carsoux, som senere skulle blive ansvarlig for de specielle effekter i Jeunets næste film. I 2000, efter to samarbejder med Caro og et med amerikanerne, kom Jeunet tilbage til Frankrig for at lave en mere personlig film, selv om Guillaume Laurant skrev historien sammen med ham. Han brugte således en masse forskellige detaljer, som han skrev overalt i løbet af sit liv (og genbrugte også ting, som han allerede havde gjort, f.eks. i Things I Like, Things I Don’t Like (1989)) og optog sin historie hovedsageligt i den parisiske forstad Montmartre, hvor han bor. Resultatet blev så Amélie (2001) med Audrey Tautou og Mathieu Kassovitz i hovedrollerne. Med denne film opnåede Jeunet den største verdenssucces i fransk filmhistorie. En sand magisk trylledrik, som vandt utallige priser i hele verden, herunder 4 César’er (Jeunet vandt således sin femte og sjette César!).
Jeunet besluttede sig til sidst for at tilpasse Sébastien Japrisots bog A Very Long Engagement (2004), hvortil han indkaldte Audrey Tautou og Dominique Pinon igen, men også mange andre berømte franske skuespillere og Jodie Foster. Den havde været et af de vigtigste budgetter i fransk filmhistorie og fik i sidste ende en god international succes og mange nomineringer og priser.
– IMDb Mini Biography By: Raph JULLIEN
Relaterede film:
- Amélie