Bredskærm bevarer det originale formatforhold fra biografen, normalt 2,35:1 eller 1,78:1. Det er filmet i et widescreen-forhold, da biograferne naturligvis kan have en film med bredere skærm, og det er i princippet sådan, vi ser livet gennem vores to menneskeøjne, i widescreen. Når film kommer på dvd, udgives de normalt enten med begge versioner på disken (bredformat og fuldformat) eller kun i bredformat. Nogle gange udgives der også fuldskærmsversioner. Fullscreen er for folk, der er usikre på sig selv og føler behov for at skære næsten 50 % af billedet af, så det fylder hele deres skærm. Det er ulækkert indzoomet, og når der sker noget i venstre side af billedet og derefter noget i højre side, skal klipperen faktisk panorere på tværs af filmen, hvilket ikke kun ser meget billigt og indlysende ud, men det er også bare en komplet ripoff. Ved widescreen-film, hvilket jeg bør sige er alle film, da hver eneste film er optaget i widescreen, vises på et fjernsyn med et formatforhold på 1,33:1, er der sorte bjælker, da filmens højde er mindre end fjernsynets. Enhver, der ejer et widescreen-tv, ville ikke have sorte bjælker på de fleste widescreen-film, og ville have meget små på nogle få udvalgte film, hvis filmbillede var endnu bredere. Fullscreen er grundlæggende for alle, der er for tøsedrenge til at se hele billedet og ønsker at skære næsten halvdelen af de billeder, der er optaget i filmen, fra. Da dvd’erne kom ud, var de kun i widescreen, The Matrix inklusive. Heldigvis, og Gud velsigne Quentin Taratino, er Kill Bill-filmene, så vidt jeg kan se, kun i widescreen på deres dvd-udgivelser. Fullscreen-film er en grov hån mod den originale film, og folk burde indse, at det er meget bedre at ofre en smule sort end at ofre halvdelen af billedet. Hvis man slukker lyset i rummet, kan man ikke engang se det, så hold op med at klynke, widescreen-hadere.
Bilaget er et billede, der viser, hvor meget billede man mister, når man konverterer en film fra widescreen til fejlbehæftet fullscreen.