Jeg vidste kun, at jeg var gravid i to uger.
Jeg var ikke særlig langt henne, kun fem uger og tre dage.
Jeg lavede saltdejspynt i hånden for at annoncere graviditeten for min familie, og så lavede jeg dem om, fordi de ikke var gode nok. De skulle være perfekte.
Læs om, hvordan en mors historie om tab blev til en historie om kærlighed – her.
Jeg tog billeder af min treårige datter med et skilt, hvorpå der stod: “Til jul vil jeg gerne have: et dukkehus, legetøj og bøger, nyt tøj og at blive storesøster august 2020.”
Jeg downloadede apps for at holde styr på graviditeten. Min baby var på størrelse med et valmuefrø. Og så et appelsinkern. Og så begyndte jeg at få kvalme ekstremt tidligt, ligesom med min første.”
Jeg havde min første tid den 10. december kl. 13.40, og jeg aftalte min ultralydsundersøgelse til ugen efter. Men næste dag kl. 7 om morgenen gik jeg på toilettet og så, at jeg blødte kraftigt.
Den dårlige nyhed
Mens jeg ventede i undersøgelsesrummet på, at lægen skulle komme tilbage med mine blodprøver, blev jeg ved med at håbe på, at jeg måske slet ikke var gravid. Måske var min menstruation bare forsinket.
Nu ikke fordi jeg ikke ville være gravid, men fordi jeg hellere ville have et falsk positivt resultat end at vide, at jeg var ved at miste mit barn.
“Folk vil nok ikke se de hårstykker, som jeg fanger mellem fingrene, når jeg bare kører fingrene igennem det.”
Sidst kom en sygeplejerske ind for at give mig en sprøjte – jeg spurgte hende, om det betød, at jeg var ved at abortere, og hun sagde ja, jeg var ved at miste mit barn.
I det øjeblik føltes det, som om hele min krop blev rigtig tung. Jeg følte, at jeg ikke kunne trække vejret, og sådan havde jeg det i længst tid. Det gør jeg stadig, når jeg giver mig selv et øjeblik til at tænke over det. Jeg var knust.
Sorgen efter
Jeg var ikke sikker på, om jeg ville fortælle det til min familie, men jeg besluttede mig for, at jeg ville gøre det. Jeg fik en masse forskellige svar.
Men det svar, jeg fik igen og igen, var dette: “Det er fint, du var ikke langt henne, det er ikke noget stort problem, du er ung, og du har tid til at få flere. Du kan prøve igen.”
Men ærligt talt var jeg ligeglad med, om jeg var langt henne, jeg var ligeglad med, om jeg kunne prøve igen – jeg mistede mit barn.
Jeg havde pynt på mit bord og billeder, der ventede på at blive delt ud til jul.
Misbrugsfortællinger er så personlige. Læs om en mors liv efter et skilsmisseægteskab her.
Jeg græd resten af natten. Fordi jeg mistede mit barn, fordi jeg havde veer uden nogen smuk afslutning, og fordi der ikke var noget, jeg kunne gøre for at redde min graviditet. Jeg græd, fordi jeg fik det kliniske råd om at “sende vævet ud i toilettet”, og fordi jeg den aften skulle hente min datter i dagplejen og fortsætte livet som sædvanligt.
Jeg føler, at min krop svigtede mig, at den forrådte mig. Når jeg går på de sociale medier, ser jeg kønsafsløringer, graviditetsannoncer, babybukler – alle de ting, der burde ske for mig, sker for folk omkring mig, og det er ikke fair. Men det, der gør mig så vred, er, at jeg får at vide, at jeg ikke skal være ked af det, fordi jeg ikke var så langt henne. Men det er jeg ikke enig i.
Til alle kvinder, der har haft en abort, uanset om man var langt henne eller tidligt henne, er vores tab virkeligt. Det tror jeg virkelig på. Jeg mener, at jeg fortjener at sørge i mit eget tempo, og at jeg ikke skal føle mig fjollet, fordi jeg er ked af det eller føler mig knust. Fordi jeg mistede mit barn, og jeg mistede mine planer med og for det barn. Min smerte er reel, uanset hvor tidligt det skete. Fordi jeg var lykkelig. Jeg var spændt.
Hvad man ikke nødvendigvis ser efter en abort
I alle aborthistorier hører man som regel om den forfærdelige begivenhed. Men hvad med det, der kommer bagefter?
Folk vil nok ikke se de hårstykker, som jeg fanger mellem fingrene, når jeg bare kører fingrene igennem det. De ser ikke de nætter, hvor jeg vågner op flere gange i et par timer ad gangen, indtil jeg opdager, at solen er begyndt at stå op. De ser ikke udmattelsen eller smerten, fordi jeg er blevet så god til at skjule den.
Men nu skal det være sådan, at abort ikke er noget, man skal skamme sig over, eller noget, man aldrig skal tale om. Det er noget, der sker så ofte. Alt for ofte. Og det kan være meget svært.
Med tiden tror jeg, at det vil blive lettere. Men indtil videre fortjener jeg at sørge og føle den smerte, jeg føler, på min egen måde, uden at få besked på at stoppe.
Jeg arbejder på at komme til et sted, hvor jeg forstår, at det ikke var min skyld, og at der ikke er noget, jeg kunne have gjort. Mit fokus er fortsat på min fantastiske datter, som jeg er så taknemmelig for – men jeg har haft en mislykket graviditet, og jeg er meget, meget ked af det. Lad mig sørge.