“Af en eller anden grund var det allerede i mit blod. Jeg var den dreng i tredje klasse, der satte alle de her klistermærker på mig fra tyggegummipakker, og min lærer sagde: “Hvad fanden er der på dit bryst? Nogle gange er man ikke klar over, hvem man egentlig er, og så er det næste, man begynder at gøre det.” Jon Thomas, ejer af Spider Bite Inc.
Jeg har aldrig ønsket en tatovering, hvilket tilskrives en barndomsangst for nåle. Selv om jeg er kommet over den fase (tror jeg), har jeg altid set på tatoveringer som frivilligt at give sig til massiv, unødvendig smerte. Masser af mennesker, som har været en del af mit liv på et eller andet tidspunkt, har været fortalere for tatoveringer. Nogle med skjult flash, andre som omvandrende skiltepæle, alle fra forskellige baggrunde. Da jeg besluttede mig for at deltage i dette års årlige Live Free or Die Tattoo Expo i juli, gav det mig mulighed for at besøge tatovørernes mytiske verden. Jeg forventede en steril og grumset atmosfære. Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Og det fik mig til at lære mere om arrangøren af arrangementet, Jon Thomas, som har opbygget et tatoveringsimperium her fra en ydmyg begyndelse.
Mere og flere mennesker afviser status quo idealerne og tager det trosbundne spring ind i ukonventionelle karrierer, der er en kulmination af personlig tilpasning. Thomas er en af disse mennesker. Thomas, der er født og opvokset i Manchester, og som ejer af Spider Bite Inc. snublede ind i sin karriere ved en skæbnesvanger tilfældighed.
Jeg er kommet tidligt til min samtale, og da jeg begynder at samle mine ejendele, hører jeg en hund tale ,ikke gøende, men talende (de af jer, der er hundeejere, kender forskellen). Jeg tager et hurtigt kig rundt og finder ingen tegn på en hund. Da jeg begynder at gennemgå mine notater, ser jeg en tatoveret og piercet mand, der tydeligvis er ansat af Spider Bite, gå over parkeringspladsen med en 80 pund tung lysebrun-hvid pitbull. De står i nærheden af indgangsdøren. Hunden begynder at snakke seriøst med sin ejer, og der opstår en kort udveksling. Hunden er insisterende. Ejeren overgiver sig. Han går over til sin bil, mens en ophidset sejrherre følger efter. Han åbner døren og trækker det ud, der ser ud til at være en del af en træstamme, hunden snupper den fra sin fører og stikker af. Jeg sænker mit vindue og spørger, om det er en dreng eller pige, idet jeg kommenterer, hvor højlydt den er.
Det er en dreng.
Der begynder en venlig udveksling mellem os, og da jeg endelig spørger ham om hans navn, svarer han: “Jeg hedder Jon”, som selvfølgelig tilfældigvis er ejeren af Spider-Bite – og min interviewperson.
Thomas åbner døren til sin butik, Spider-Bite Inc, som ligger på 179 Elm St., et konglomerat, der er blevet udvidet til at omfatte Spider Bite body piercing, Tattoo Angus custom tattoos og Manchester Adult Lifestyle røgbutik og nyheder. Hvert rum er åbent, luftigt, ubesmittet og indbydende, men alligevel skarpt adskilt fra hinanden. Jeg er straks tiltrukket af idéen om, at den enkelte kunstner har sit eget “kontor” med en dør og et vindue, så både personale og kunder tydeligt og let kan se ind. Thomas tager mig med på en rundvisning i hvert rum. De unge damer bag kassen i voksenbutikken er oprigtigt venlige og respektfuldt løsrevne i deres håndtering af kunderne. Området er meget lyst, da store vinduer giver mulighed for naturligt sollys. Tatoveringsbutikken og piercingbutikken deler det samme massive rum. Det er varmt og omhyggeligt vedligeholdt.
For at befæste sin loyalitet over for sin hjemby siger Thomas: “Jeg købte mine forældres hjem, det hus, jeg voksede op i, da de flyttede til Florida.”
I 1996 står Thomas’ ven, der ejer en solarium, over for økonomisk ruin. Han beslutter sig for at hjælpe sin ven med at få sin forretning tilbage ved at blive privat investor, men to uger inde i deres partnerskab forsvinder Thomas’ ven med investeringsmidlerne, og Thomas bliver ejer af en forretning, som han intet kender til.
“Faktisk gik det meget godt med forretningen. Jeg fik den til at fungere.” Thomas udtaler med blød selvtillid.
Den 23-årige body piercing-veteran er skaberen/promotoren af Live Free or Die Tattoo Expo, som tatovører rejser for at deltage i så langt væk fra Californien som til Californien. I sit første år blev LFOD-tatoveringsudstillingen omtalt i Savage Magazine, en populær publikation om kropsmodifikationer blandt tatoveringsgenren. Der er 128 stande, som konsekvent bliver udsolgt hvert år, faktisk begynder bookingerne af stande kun to uger efter afslutningen af hver expo. 12 år senere overstiger deltagerantallet 3.000 personer.
Thomas fortsætter med at forklare: “Jeg havde et lille tomt rum bagest i solariummet, og jeg havde allerede fået piercet mine brystvorter. Jeg havde en god ven, og jeg fortalte ham, at jeg gerne ville gå ind i body piercing, så vi lejede en video og øvede os på vores venner, og så gjorde jeg det bare. Vi åbnede en butik.”
På det tidspunkt var det ikke lovligt at tatovere i Manchester, og derfor blev piercing ikke praktiseret, da det blev betragtet som en del af tatoveringen. Thomas fandt det smuthul, der ville tillade hans piercingbutik, da hans forretning blev betegnet som en “solarie”. Seks år senere, da legaliseringen var oppe til lovgivning, blev Thomas’ butik brugt som eksempel.
“Jeg ville være den første til at arrangere et tatoveringsmøde i New Hampshire,” siger Thomas med en blød, men tydelig lyd af stolthed i stemmen. “Vi havde allerede en piercingbutik, og vi gik rundt og lavede tatoveringsudstillinger og promoverede stadig Spider, den var bare kendt for piercing, og vi havde et meget, meget godt navn, og vi ville tage til udstillinger, fordi det er sådan, man får sit navn mere ud. Når jeg gør noget, analyserer jeg altid, hvordan folk driver deres forretning, og når folk giver løfter, siger de, at de vil gøre en vis mængde markedsføring, og så gør de det ikke. Du betaler penge for visse tjenester.”
Thomas fortsætter med at forklare: “De var meget uorganiserede, og det er her, jeg kan lide at tro, at jeg gør et godt stykke arbejde. Jeg ansætter nok folk, og jeg har en rigtig god besætning, der arbejder sammen med mig, så enhver form for problem på min udstilling bliver løst med det samme, så folk er meget tilfredse. De siger, at vores udstilling er en af de mest velorganiserede. Jeg forsøger at sørge for, at den måde, jeg indretter min butik på, er meget organiseret, meget ren og behagelig, hvilket er det vigtigste for at få folk til at komme tilbage … og være søde,” hans karakteristiske smil lyser op i hans ansigt.
Når han bliver spurgt om sit første show, husker Jon: “Det første show var faktisk virkelig fedt! Vi legede piercing-korset på en piges ryg. Vi bandt et bånd frem og tilbage, og vi fik så meget eksponering, at vi endte i Savage Magazine. Det gav mig selvfølgelig mere energi til at lave flere shows.”
At opbygge sit imperium var alt andet end en let rejse. Thomas stod over for de typiske udfordringer, som førstegangsvirksomhedsejere står over for. Thomas var snu i sin tilgang og erkendte, at de fleste af hans fremtidige kunder besøgte det lokale indkøbscenter for at købe deres smykker; han opstillede snedigt kiosker i fire vigtige indkøbscentre i New Hampshire for strategisk at kanalisere sine kunder.
“Jeg eksploderede for hurtigt, da jeg begyndte at pierce, jeg havde den mindste butik. Dette kontor er større end min butik. Jeg startede på anden sal ved siden af. Den bygning, der berører denne bygning, er der, hvor jeg startede,” siger Thomas.
Givet hans nuværende succes ville det være let at tro, at Thomas havde alle intentioner om at eje en butik.
“Jeg havde aldrig en anelse om, at jeg nogensinde ville være i denne branche. Dengang var Headlines den eneste slikbutik, og jeg sagde, at jeg gerne ville have sådan noget som dette; det ville være fedt. Jeg har altid kunnet lide tatoveringer og piercinger, men jeg har aldrig gået med smykker. Jeg har aldrig fået gennemboret mine ører, men jeg har altid ønsket det”, siger Thomas. “Da piercinger kom frem, var det mere et udtryk for sig selv, og alting var fint for smykker, men med piercinger kan du virkelig passe noget, der passer til dig, hvilket er meget bedre end almindelige smykker. Lige pludselig falder jeg ind i det, jeg kan lide, uden at jeg egentlig er klar over, at jeg endelig gør det, jeg kan lide. Det skete bare.”
Thomas husker, at hans far, en veteran, som døde få år tidligere, skammede sig over stigmatiseringen omkring hans tatoveringer. Nu har han bedstemødre, der kommer til hans butik for at få piercinger. Han stønner over en generel klage, der går igen i tatoveringssaloner.
“TV hjælper os ikke, fordi alle tror, at de kan få et rygstykke på én dag. De viser dig ikke alt det, der virkelig sker, som er grunden til, at du er interesseret i showet. Man ser ikke de kedelige dele,” siger Thomas.
I forbindelse med konsultationer med kunder, der ønsker deres første tatovering, smiler Thomas, mens han beskriver det typiske problem med kortsynede førstegangs-tatoveringskunder.
“Du prøver at forklare dem, at du ikke kan give dem det, de ønsker, og så bliver de sure på dig. Men de er ikke klar over, at det kommer til at se elendigt ud om 30 år. Jeg mener, jeg kan godt lide KISS, men jeg ville ikke tatovere dem på min krop,” siger han.
Mens Thomas og jeg taler, arbejder hans loyale assistent og mesterorganisator Jennifer Hrycuna flittigt på computeren.
“Jenn, hun er min livredder. Jeg ringer aldrig til en butik for at få fat i nogen. Nogen skal ringe til mig. Vi ser, hvor godt deres talent er. Vi poster for det meste via Facebook. Jeg beder Jenn om at slå dem op, og så fortæller hun mig, om jeg skal tjekke dem ud,” siger han.
Jeg spørger ind til Thomas’ kropskunst, og han begynder at forklare udvalgte tatoveringer som sentimentale stykker.
“Det er tre venner, der gik bort, længe før deres tid,” siger han og peger på tre bloddråber tatoveret på hans arm. “Denne arm handler om min butik. Det her var min hund Angus. Det er der, Tattoo Angus kom fra,” siger Thomas og peger på busten af en pitbull. “Dette er den første pige, der knuste mit hjerte. Det er et logo – mit originale logo,” og lige under hans biceps står sætningen: “Den, der tør, vinder.”
Med hensyn til fremtiden for hans konglomerat med tre butikker siger Thomas: “Jeg har otte år mere – jeg vil gå på pension inden 60 år og sælge alt og bare leje ud til alle. Det er allerede 23 år siden. Jeg har gjort det i lang tid. Det er som alt andet. Alting bliver trættende, og jeg har arbejdet på det for forhåbentlig at blive den mest magtfulde og en af de bedst drevne butikker, så jeg får en flot piercing/tatovøringsbutik med et velrenommeret navn. Jeg burde ikke have problemer med at sælge den.”
Dette er dog ikke det sidste kapitel i Thomas’ forretningskarriere. Han ruller tegninger ud med detaljer om sit nyeste foretagende, der ikke omfatter smerten fra en tatovørpistol eller piercingnåle. Thomas har tydeligvis set, at han har evnen til at føre sine drømme ud i livet, og Thomas’ næste fase er oprettelsen af Angel City Music Hall, der ligger under Spider Bite, komplet med bar, restaurant og live-numre af forskellige musikgenrer. Han forventer, at hallen vil være færdig om ca. et år.
“Jeg har altid ønsket mig en natklub. Dette er natklubben. Den bliver enorm, ligesom The House of Blues. Jeg vil ikke bare lade et hvilket som helst band komme og spille, vi vil forsøge at få de højere numre hertil,” siger Thomas.
I forbindelse med den årlige expo siger Thomas om nutidens kunstnere: “Alt er så meget bedre. Blækket er bedre, alt er lysere og skarpere, kunstværket ligner et maleri – så god er kunsten, og nogle af de fyre, der arbejder her, er fantastiske. Steve Cummings ville være vores nummer et, og Bill Rhine ville være lige efter ham, og deres arbejde er bare fantastisk. Alle her er gode, men de skiller sig bare ud. “
Godt nok havde jeg mulighed for at mødes med Bill Rhine og få en kort samtale om, hvordan han blev kunstner. Der hænger billeder af hans arbejde på væggen i hans kontor, og hans detaljer er præcise. Hans brug af farver er lige så betydningsfuld som hans brug af sort og grå. Det er tydeligt, hvorfor han er en af Tattoo Angus’ bedste tatovører. Ved at observere hans virtuositet bemærker jeg et par klassiske B-film-monstre, og vi finder et fælles grundlag. Det viser sig, at vi begge er fans af klassiske film.
I de sidste 12 år er The Live Free Or Die Tattoo Expo i Manchester blevet et must-oplevelse-mekka for de bedste tatovører. Spørg en regelmæssig, og de fleste vil uden videre indrømme, at det er den førende tatoveringsudstilling i New England. New Hampshires egen LFOD-tatoveringsudstilling afholdes på DoubleTree Manchester Downtown og kan prale af at være en af de bedste tatoveringsudstillinger i nordøst, og fans hævder, at den overgår Bostons show på grund af det overskuelige publikum, der giver kunderne lettere interaktion og mulighed for frit at observere kunstnere, der udfører deres teknik.
“Boston-tatoveringsudstillingen kommer til mit show for at krydspromovere. Vi kommer meget godt ud af det med hinanden,” siger Thomas. ” fortæller mig, at vores fredage er fantastiske. At høre det fra ham er fantastisk, fordi han har lavet sit show lidt længere end mig. Når en anden promoter kommer hen til en og fortæller, at man gør et godt stykke arbejde, får det en til at føle sig rigtig godt tilpas,” siger Thomas. “Det er også meget højenergisk, når man er der. Du vil se de bedste af de bedste og omkring 2.500 til 3.000 mennesker, hvilket gør det meget stabilt hele weekenden.”
Ifølge Thomas er ikke alle sælgere lige gode.
“Normalt er folk, der ikke er særlig glade, folk, der bare ikke ved, hvordan man taler med folk. Man skal stadig sige ‘hej’ til folk og ikke se gnaven ud, mens man står bag sin stand. Det er derfor, at nogle sælgere er gode til det, de gør, og andre sælgere skal lære at præsentere sig selv,” siger han og bemærker, at det er her, erfaringen kommer ind i billedet.
Snakken og summen fra tatoveringsmaskinerne stiger, når man nærmer sig indgangen til udstillingen. En mystisk undertone går gennem lokalet, mens tatoveringsfans og piercingselskere samles for at fejre deres kunst. De besøgende udholder timers smerte og indskriver uforbeholdent deres personlige udtryk. Den stereotype opfattelse af motorcyklister og sømænd som den eneste befolkningsgruppe, der er interesseret i kropskunst, er for længst forbi, da deltagere med forskellige baggrunde stolt bruger deres fysik som deres livs lærred, der afspejler glæde og smerte og sammenvæver billeder skabt af kunstnere, der har perfektioneret deres håndværk, lige fra flash til realisme.
Mens jeg bevæger mig gennem udstillingen, kommer jeg rundt om et hjørne og bliver bogstaveligt talt stoppet i mine spor af det perfekte eksempel på realismens kunst. En kunstner er omhyggeligt ved at tatovere Davey Jones på siden af maven på sin model, og de animerede øjne har bogstaveligt talt fanget mit blik. Jeg stopper op og ser på i stilhed. Sophath Phing fra Ambition Tattoo Ink and Gallery i Danvers, MA, en cambodjansk indfødt uden formel kunstnerisk erfaring, er et ydmygt naturtalent. Han har tidligere dækket sin models ryg og halvdelen af hans brystkasse.
Phings model Jason Raimondi forklarer, at da han først så Phings talent, gik han aldrig andre steder hen.
“Folk sætter kunst på deres vægge – dette er kunst på din krop,” siger Raimondi.
Når jeg spurgte Phing om hans mest mindeværdige tatovering, husker han en kvinde, der fløj hertil fra Californien for at få ham til at tatovere en hyldest til hendes barn, der for nylig var gået bort. Phing følte sig beæret over at vide, at nogen fandt hans kunstneriske kunnen så overbevisende, at de var villige til at flyve tværs over landet for at få hans tjenester. Når man ser på hans kunst, er der ingen tvivl om hvorfor; han fik førstepladsen i bedste sort & grå portræt, andenpladsen i stor realisme og andenpladsen i bedste bryststykke.
I forbindelse med interviewet med flere kvindelige tatovører begyndte alle historier nøjagtig ens. “Ingen ville ansætte mig, fordi jeg var en kvinde. Jeg ville være for distraherende. Mænd ville bede om en ‘rigtig’ kunstner.” De kvindelige kunstnere, som jeg interviewede, fik ikke blot foden inden for døren, de fik skeptikerne til at æde deres egne ord. Og nu er størstedelen af deres kunder mænd.
“Jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet,” siger Kayleigh Kerr (@Kayleighck på Instagram).
“Min passion er at tegne, og det eneste, jeg ville gøre, var at tegne hver dag, og nu får jeg penge for det,” siger Allie Dutilhttps (@Allydutil på Instagram).
Tatovør Allie Dutil diskuterede et fascinerende koncept. Da hun blev spurgt om, hvad hendes mest mindeværdige tatovering var, fortalte hun detaljeret om metoden med at blande aske fra en afdød elsket person i blæk, der bruges til at skabe en hyldesttatovering til deres ære.
Expoen er også fuld af underholdning. Fra skægkonkurrencer til burlesque, Pin-Up konkurrencer til krumme side-show-numre, er der masser at opleve på LFOD-ekspressen. En af de mest elskelige showstoppere er dog Thomas’ pitbull Cooper, som frit udforsker udstillingen og hilser på både sælgere og gæster med sit karakteristiske venlige gøen, der annoncerer hans tilstedeværelse. Hvis du er heldig, kan du måske få chancen for at give denne omgængelige og selvsikre hvalp lidt hurtig hengivenhed, inden han er på vej til sin næste destination. Det er blevet rygtet, at Cooper flere gange er blevet taget på fersk gerning, da han i al hemmelighed spiste distraherede gæsters beef jerky, og da jeg var vidne til, at Thomas befriede Cooper fra beef jerky-sælgerens stand, er jeg tilbøjelig til at tro, at rygterne er sande.
Cooper, der normalt er ret højrøstet, havde intet at sige til sit forsvar.
Når han ikke ligefrem melder sin tilstedeværelse, kan man finde ham i en stol, hvor han sidder ved siden af sin ejer – eller næsten hvem som helst – og nyder Pin-Up-showet. Hvert år under LFOD-udstillingen samt under ferien støtter The Spider Bite-konglomeratet donationer til Friends of the Manchester Animal Shelter, som er deres primære velgørenhedsorganisation. Der findes en donationsbod ved indgangen til arrangementet.
Man ville aldrig vide, at Thomas er arrangør af udstillingen, medmindre man får det at vide. Han går stille og roligt rundt i gangene for at observere eventuelle problemer, tage kontakt med sælgerne og diskret nyde begivenheden. Når han bliver spurgt, hvad hans næste tatovering bliver, svarer Thomas: “Jeg laver tre og en halv time, og så er jeg færdig! Jeg har slet ikke lyst til at blive tatoveret mere. Jeg er færdig med min smerte. Nu er det tid for mig til at nyde livet. Med 12 succesfulde udstillinger i bagagen, planer om sin nye musikhal i støbeskeen og et sammenhængende netværk, der støtter hans bestræbelser, ser det ud til, at Thomas vil opnå præcis det.
Han, der tør, vinder virkelig.