Alai

2014 CPJ Burton Benjamin Memorial Awardee

Jorge Ramos er en mexicansk-amerikansk journalist og forfatter. Han har været medansvarlig for den prisbelønnede aftennyhedsudsendelse “Noticiero Univision” (Univision News) siden 1986. Han er også vært på “Al Punto” (To the Point), Univision Network’s søndagsprogram om offentlige anliggender, og for nylig begyndte han at være vært på sit første program på engelsk, “America with Jorge Ramos”, på Fusion, et tv-netværk og joint venture mellem ABC News og Univision News.

Ramos er en af de mest respekterede journalister i USA og Latinamerika. Han har dækket fem krige og har rapporteret om nogle af de vigtigste nyhedshistorier i de seneste to årtier, herunder Berlinmurens fald, det tidligere Sovjetunionens opløsning, terrorangrebene den 11. september 2001, orkanen Katrina og pave Benedikt XVI’s afgang. Ramos har interviewet nogle af verdens mest indflydelsesrige politiske ledere og forfattere i det 21. århundrede.

Han er forfatter til 11 bøger og skriver en ugentlig klumme for mere end 40 aviser i USA og Latinamerika, som distribueres af The New York Times Syndicate. Han kommenterer også tre daglige radioprogrammer for Univision Radio Network og samarbejder med www.Univision.com. Han har også været medvirkende til at fremme læse- og skrivefærdigheder blandt latinoer; i 2002 skabte han “Despierta Leyendo” (Vågn op med læsning), den første bogklub i det latinamerikanske tv’s historie.

Ramos har modtaget otte Emmy Awards for fremragende journalistik, herunder National Academy of Television Arts and Sciences’ Lifetime Achievement Award i 2012. Samme år vandt Ramos John F. Hogan Distinguished Service Award fra Radio Television Digital News Association samt Sol Taishoff Award for Excellence, som uddeles af National Press Foundation. I 2011 gav Club de Periodistas de México (Mexicos Journalistklub) ham Premio Internacional de Periodismo (International Journalism Award) for hans interviews med de mexicanske præsidentkandidater, og i 2008 anerkendte Commonwealth Club of California ham med Distinguished Citizen Award for at være en af de fremragende personer, der legemliggør den amerikanske drøm som immigrant til USA. I 2004 blev Ramos hædret med Chairman’s Humanitarian Award fra Congressional Hispanic Caucus Institute for fremme af latino-spørgsmål, samt med American Association of Publishers’ Honors Award. I 2001 modtog han den prestigefyldte Maria Moors Cabot Journalism Award fra Columbia University.

Ramos er af The Wall Street Journal blevet kaldt “stjerne-nyhedsvært på latinamerikansk tv”. Time Magazine optog ham på sin liste over “de 25 mest indflydelsesrige latinamerikanere i USA” og Newsweek på sin liste over 50 politiske og mediefigurer. En undersøgelse foretaget af Pew Hispanic Center viste, at Ramos er den næstmest anerkendte latino-leder i landet. Latino Leaders magazine valgte ham som en af “The Ten Most Admired Latinos” og “101 Top Leaders of the Latino Community in the U.S.”

Ramos har en mastergrad i internationale studier fra University of Miami og en bachelorgrad i kommunikation fra Ibero-American University i Mexico City. Han har også gennemført et efteruddannelseskursus i tv-journalistik ved University of California i Los Angeles (UCLA). I 2007 tildelte University of Richmond ham en æresdoktorgrad.

Følg Jorge Ramos på Twitter: Følg Jorge Ramos på Twitter: @jorgeramosnews

Jorge Ramos 2014 Burton Benjamin Memorial Award acceptance speech from Committee to Protect Journalists on Vimeo.

Teksten til Ramos’ takketale, som den var forberedt til overrækkelse, er nedenfor.

Jeg elsker at være journalist. Det er det eneste erhverv i verden, hvor din jobbeskrivelse er at være oprørsk og respektløs. Med andre ord, journalistik holder dig evigt ung. Som den colombianske forfatter Gabriel García Márquez plejede at sige: Dette er det bedste erhverv i verden. Men vi kan og bør bruge journalistik som et våben til et højere formål, nemlig retfærdighed.

Det bedste journalistik sker, når vi tager stilling: når vi stiller spørgsmålstegn ved dem, der har magten, når vi konfronterer de politikere, der misbruger deres autoritet, når vi fordømmer en uretfærdighed. Den bedste journalistik sker, når vi tager parti for ofrene, for de mest sårbare, for dem, der ikke har nogen rettigheder. Den bedste journalistik sker, når vi bevidst holder op med at foregive, at vi er neutrale, og når vi anerkender, at vi har en moralsk forpligtelse til at sige sandheden til magten.

Jeg tror på det grundlæggende i journalistik. Jeg har intet imod objektivitet. Vores profession er baseret på at finde fakta, på at rapportere præcis, hvad der er sket, på at være besat af detaljer. Vi bør ikke tage fejl. Hvis fem mennesker er døde, skal vi sige fem, ikke seks eller syv. Vi skal have det rigtige navn, det rigtige citat og de rigtige tal. Vores troværdighed afhænger af dette.

Jeg har intet imod at være afbalanceret. Enhver historie har mindst to synspunkter, og vi er nødt til at rapportere om begge. Det skal være som en refleks. Hvis en republikaner siger noget, vil jeg vædde med, at en demokrat har et svar, og omvendt. Hvis en præsident foreslår en ny lov, bør oppositionen også have noget at skulle have sagt. Det skal være en anden natur.

Men at få alle fakta og at præsentere begge synspunkter betyder ikke, at vi har fået historien rigtigt.

Når vi har med de magtfulde at gøre, er vi nødt til at tage stilling. Ja, vi er nødt til at tage en etisk beslutning og tage parti for dem, der ikke har nogen magt. Hvis vi skal vælge mellem at være ven eller fjende af præsidenten, guvernøren eller diktatoren, så burde det være et let valg: Jeg er journalist, og jeg vil ikke være din ven.

Når jeg skal lave et interview med en vigtig person, går jeg altid ud fra to ting: For det første, at hvis jeg ikke stiller de svære spørgsmål, er der ingen andre, der vil gøre det. Det er mit job. Og for det andet, at jeg højst sandsynligt aldrig kommer til at tale med den pågældende person igen. Nogle af de værste interviews, som jeg har set, sker, når journalisten nægter at stille svære spørgsmål, blot for at bevare adgangen til sine kilder. Det er selvcensur.

Ja, jeg argumenterer her for “point of view journalism”. Det betyder at være gennemsigtig, det betyder at anerkende over for vores publikum, over for vores læsere, at vi har meninger og et etisk kodeks. Vi lever ikke i et vakuum. Vi træffer hele tiden moralske valg lige før interviewet, lige før undersøgelsen eller dækningen. Det er helt i orden ikke at være neutral og åbent at tage stilling.

Vi har mange gode eksempler på modige journalister, der besluttede sig for at tage stilling:

• Edward R. Murrow konfronterede den fordomsfulde senator Joe McCarthy.
• Walter Cronkite kritiserede åbent Vietnamkrigen.
• The Washington Post-reporterne fik fjernet en korrupt præsident, præsident Nixon.
• Christiane Amanpour fordømte præsident Clintons flippepolitik og stillede ham til ansvar for det, der skete i Bosnien.
• Og Anderson Cooper viste Bush-administrationens inkompetence efter orkanen Katrina.

Hvis de gjorde det, kan jeg også gøre det. Derfor mener jeg, at jeg kan kalde Fidel Castro for en diktator, selv om jeg ikke kan få visum til Cuba.

Vi havde ret, da vi i begyndelsen af året rapporterede, at den venezuelanske regering stod bag drabene på snesevis af studerende. Præsident Maduro har tydeligvis ikke givet os et interview.

Og vi har ret i at rapportere nu, at der er en enorm interessekonflikt i Mexico, fordi en statslig entreprenør finansierer præsidentens kones hjem til 7 millioner dollars. Det er ikke at redde Mexico. Det er korruption.

Kan du forestille dig, hvad der ville ske her, hvis en statslig entreprenør i hemmelighed finansierede Michelle Obamas private hjem? Tja, det sker i Mexico, og tro det eller ej, der er ikke engang en uafhængig undersøgelse af denne sag. På grund af det såkaldte “Hvide Hus” i Mexico og 43 studerendes forsvinden ønsker tusindvis af mexicanere, at præsident Peña Nieto skal træde tilbage. Det er vi nødt til at fortælle. Nej, Peña Nieto ønsker heller ikke at tale med mig.

Lad mig nu fortælle, hvad det betyder for mig at være journalist og at være indvandrer. Dette definerer mig. Jeg kom til USA, efter at de forsøgte at censurere mig i Mexico. Så dette land gav mig de muligheder, som mit oprindelsesland ikke kunne give mig. Og når det drejer sig om indvandring, tager jeg naturligvis stilling.

Som indvandrer selv taler jeg mange gange på vegne af andre indvandrere, som ikke har en stemme. Det er derfor, jeg fortalte præsident Obama, at han ikke holdt sit løfte om indvandring, og det er derfor, jeg fortalte formand John Boehner lige op i ansigtet, at han blokerede en indvandringsreform i Repræsentanternes Hus. Jeg tror, at jeg bare gjorde mit arbejde. Som journalist er det en del af mit job at synliggøre de millioner af indvandrere, som er usynlige for resten af Amerika.

Jeg tror ikke på at være partisk. Men jeg tror på at tage et standpunkt. Som nobelpristageren Elie Wiesel engang sagde: “Vi må tage parti. Neutralitet hjælper undertrykkeren, men aldrig offeret.” Over for folkedrab, diktatorer og politikere, der misbruger deres magt, kan vi ikke være neutrale.

Det værste i vores fag er, når vi forbliver tavse. Desværre forblev vi tavse før krigen i Irak, og tusindvis af amerikanske soldater og titusinder af civile irakere døde unødvendigt. Det er vi nødt til at lære af. Tavshed er den værste synd i journalistikken. Men det bedste er, når journalistik bliver en måde at gøre retfærdighed på og tale sandheden til magten.

Det er derfor, at jeg i aften ønsker at dedikere denne pris til alle de journalister, der for nylig er blevet dræbt i Syrien og i Mexico. I var vores øjne. Nu er I en del af vores sjæl.

Mere om priserne

Ceremonien – Prismodtagere – Aung Zaw, Burma – Siamak Ghaderi, Iran – Mikhail Zygar, Rusland – Ferial Haffajee, Sydafrika – Jorge Ramos, Benjamin-prisen