Det er velkendt, at der sker kønsskifte hos den indfødte østers (O. edulis) i en eller anden periode af dens liv. Dette bløddyr begynder tilsyneladende altid sit liv som en han og kan skifte til en hun i en alder af et eller to år. Man ved imidlertid meget lidt om det efterfølgende kønsskifte. Ved at følge op på de indikationer, der er givet fra en generel undersøgelse af avl (se J. H. Orton, “Sea-temperature, Breeding, and Distribution in Marine Animals”, Journal of the Marine Biological Association, vol. xii., July, 1920, pp. 339-66), syntes det sikkert, at en østers burde fortsætte med at yngle i den samme sæson, selv efter at den er blevet hvid-syg, dvs. efter at æggene er trængt ud i kappehulen. Hvis en ynglende østers blev mærket og undersøgt bagefter, skulle det således være muligt at finde ud af noget om et eventuelt årligt kønsskifte. Derfor blev der den 30. juli 1920 isoleret to hvid-syge østers i et bassin i Plymouth, og den ene af dem blev skåret op og undersøgt den 26. august 1920. På sidstnævnte dato viste det sig, at den ene undersøgte1 havde sin gonadekirtel fuld af helt modne sædporer, som opløstes i separate aktive og tilsyneladende modne sædceller, så snart de blev anbragt i havvand. På denne måde var en hun-østers forvandlet til en han-østers i løbet af mindre end en måned. En indikation af denne forandring var allerede blevet givet den 29. juli, da gonadekirtlen fra en hvid-syg østers – undersøgt på det tidspunkt, hvor den indeholdt embryoner i kappehulen – viste udviklende sperm-morutæ og nogle aktivt svansede sperm-morulæ.