Der findes ca. 4.500 arter af kakerlakker (også kaldet “kakerlakker”) på verdensplan, hvoraf ca. 30 er knyttet til menneskers levesteder. Af disse er 3 af dem velkendte skadedyr – den tyske kakerlak Blattella germanica er ca. 15 mm lang, når den er fuldt udviklet, og er lysebrun i farven, mens den orientalske kakerlak Blatta orientalis er blanksort og ca. 25 mm lang. Den største af de tre er den amerikanske kakerlak, Periplaneta americana, som er mørkebrun og kan blive over 30 mm lang.

Kakerlakker er hårdføre insekter og kan forblive aktive i flere måneder med lidt eller ingen føde. De har en bred, fladtrykt krop og relativt små hoveder og er hovedsageligt nataktive og løber normalt væk, når de udsættes for lys. Kakerlakker producerer æg i en cigarformetformet kapsel kaldet en ootheca, som hunnen taber før klækningen. Livscyklussens varighed varierer fra art til art, men hos tyske kakerlakker tager udviklingen fra æg til voksen tre til fire måneder, og en voksen hun kan producere 300 til 400 unger i løbet af sit liv. Både umodne nymfer og voksne lever i det samme levested (sammenlignet med f.eks. sommerfugle, der har et separat larvestadie). Orientalsk og amerikansk kakerlak har en længere levetid, hvor amerikansk kakerlak lever op til 6 måneder.

Disse tre kakerlak-arter er skadedyr, da de har en tendens til at leve tæt på mennesker, især hvor fødevarehåndtering og hygiejnestandarder er dårlige. Deres evne til passivt at transportere mikrober som Escherichia coli og Salmonella typhi på deres kropsoverflader og sprede mikrober i deres afføring har sat kakerlakker i forbindelse med udbrud af fødevareforgiftning. Kakerlakkers afføring er kendt for at forårsage allergiske reaktioner og astma hos mennesker. Ud over de direkte sundhedsmæssige virkninger af kakerlakker i f.eks. hjem, skoler og hospitaler har mange mennesker en dyb frygt for insekter, og kakerlakker er ingen undtagelse.

Kakerlakker kan blive uimodtagelige over for ikke-insekticide komponenter i de lokkemidler, der ofte anvendes til bekæmpelse af dem, f.eks. glukose. I dette tilfælde vil kakerlakkerne ikke tage lokkemaden, men forbliver modtagelige over for insekticidet. Udskiftning af den komponent i lokkemidlet, som de er blevet ugunstige over for, kan genoprette lokkemidlets effektivitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.