Kirken blev dannet og grundlagt på pinsedagen i Jerusalem. Tilhængere af Jesus som Messias (Ha Maschiach), sporer oprindelsen til at blive kendt af verden som ‘kristne’ til det samfund, der blev grundlagt i Antiokia: “Så drog Barnabas af sted til Tarsus for at lede efter Saulus, og da han fandt ham, bragte han ham til Antiokia.” I et helt år mødtes de med menigheden og underviste et stort antal mennesker. Disciplene, hvis oprindelse begyndte i spredningen som følge af forfølgelsen i Jerusalem, blev “først kaldt kristne i Antiokia”. Kendt under en række forskellige navne, bl.a. “Vejens Tilhængere”. Senere blev de anerkendt af apostlene i Jerusalem, og et af de ledende medlemmer var Barnabas, som blev sendt ud for at organisere den nye kirke (se ApG 11:19-26) (se Tidlige centre for kristendommen). Det blev senere patriarkatet Antiokia som et af de fem store patriarkater – det vil sige pentarkiet – Pentarkiet er en model for kirkens organisation, der historisk set er blevet forsøgt forsøgt i den østlige ortodokse kirke. Den fandt sit fulde udtryk i de love, der blev indført af kejser Justinian I af det byzantinske imperium.
Ifølge Apostlenes Gerninger 11:19-26 begyndte det kristne samfund i Antiokia, da kristne, der var blevet spredt fra Jerusalem på grund af forfølgelse, flygtede til Antiokia. De fik følgeskab af kristne fra Cypern og Kyrene, som indvandrede til Antiokia. Det var i Antiokia, at Jesu tilhængere for første gang blev omtalt som kristne.
Et hovedpunkt af interesse er imidlertid forbundet med kristendommens fremgang blandt de ikke-jødiske troende. Traditionen siger, at den første ikke-jødiske kirke blev grundlagt i Antiokia, ApG 11,20-21, hvor det er optegnet, at Jesu Kristi disciple først blev kaldt kristne (ApG 11,26). Det var fra Antiokia, at Paulus begyndte sine missionsrejser.
I forbindelse med spredningen af den oprindelige kirke i Jerusalem under de uroligheder, der fulgte efter Stefanos’ dristige handling, kom visse cypriotiske og kyrenæiske jøder, som var opvokset i græske samfund og havde et andet syn på verden end de palæstinensiske jøder, til Antiokia. Her gjorde de den “nyskabelse” at henvende sig ikke blot til jøder, men også til grækere (se “Gudfrygter” for den historiske baggrund). Vi kan her forstå (1) at de anvendte ord indebærer en vellykket forkyndelse og optagelse af grækere i den kristne menighed, og (2) at en sådan nyskabelse fandt sted langsomt og begyndte i synagogen, hvor græske proselytter hørte ordet.
Antiokia er intimt forbundet med evangeliets tidlige historie. Det var det store centrale punkt, hvorfra der blev sendt missionærer til hedningerne (formodentlig efter den store befaling). Det var fødestedet for den berømte kristne fader Chrysostomos, som døde 407 e.Kr..
Nikolaus, de syv diakoners diakon, var en proselyt fra Antiokia. De kristne, der blev spredt ved Stefans martyrdød, prædikede i Antiokia for afgudsdyrkende grækere, ikke for “grækere” eller græsksprogede jøder, ifølge det alexandrinske manuskript ApG 11,20-26, hvorfra der var blevet dannet en kirke under Barnabas’ og Paulus’ ledelse. Fra Antiokia blev deres velgørenhed sendt af Barnabas’ og Saulus’ hænder til de brødre i Jerusalem, der led under hungersnøden.
Paulus begyndte sin tjeneste systematisk her. I Antiokia forstyrrede jødedommere fra Jerusalem menigheden ApG 15:1. Her irettesatte Paulus Peter for at have forfalsket (Galaterbrevet 2:11-12, hændelsen i Antiokia). Fra Antiokia begyndte Paulus sin første missionsrejse ApG 13,1-3, og vendte tilbage dertil ApG 14,26. Han begyndte, efter dekretet i Jerusalem, henvendt til de ikke-jødiske konvertitter i Antiokia, og sluttede, sin anden missionsrejse der ApG 15,36,18,22-23. Hans tredje rejse begyndte også der. Ignatius var efterfølgende biskop der i fyrre år, indtil han blev martyr A. D. 107.
Patriarkatets hjemsted var tidligere Antiokia, i det nuværende Tyrkiet. I det 15. århundrede blev det imidlertid flyttet til Syrien som reaktion på den osmanniske invasion.
Disse græske “gamle synagogale” præsteritualer og hymner har delvist overlevet til nutiden, især i de særskilte gudstjenester i de melkitiske og græsk-ortodokse samfund i Hatay-provinsen i det sydlige Tyrkiet, Syrien, Libanon og det nordlige Israel. Medlemmerne af disse samfund kalder sig stadig Rûm, som bogstaveligt talt betyder “østromersk” eller byzantinsk på tyrkisk, persisk og arabisk. Udtrykket “Rum” anvendes i stedet for “Ionani”, som betyder græsk eller “jonisk”