I menneskers udvikling i barndommen anvendes normalt udtrykket overgangsobjekt. Det er noget, normalt et fysisk objekt, som træder i stedet for moder-barn-båndet. Almindelige eksempler er dukker, bamser eller tæpper.
Donald Woods Winnicott introducerede begreberne “overgangsobjekter” og “overgangserfaring” med henvisning til et bestemt udviklingsforløb. Med “overgang” mener Winnicott en mellemliggende udviklingsfase mellem den psykiske og den ydre virkelighed. I dette “overgangsrum” kan vi finde “overgangsobjektet”.
Når det lille barn begynder at adskille “mig” fra “ikke-mig” og udvikler sig fra fuldstændig afhængighed til en fase med relativ uafhængighed, bruger det overgangsobjekter. Spædbørn ser sig selv og moderen som en helhed. I denne fase “bringer moderen verden” til spædbarnet uden forsinkelse, hvilket giver det et “illusionens øjeblik”, en tro på, at dets eget ønske skaber objektet for dets begær, hvilket giver det en følelse af tilfredsstillelse. Winnicott kalder dette subjektiv almægtighed. Ved siden af barnets subjektive almagt findes der en objektiv virkelighed, som udgør barnets bevidsthed om adskillelsen mellem sig selv og de ønskede objekter. Mens den subjektive omnipotensoplevelse er en oplevelse, hvor barnet føler, at dets begær skaber tilfredsstillelse, er den objektive virkelighedsoplevelse en oplevelse, hvor barnet selvstændigt søger efter begærets objekter.
Spå et senere tidspunkt kommer barnet til at indse, at moderen er en adskilt enhed, hvilket fortæller barnet, at det har mistet noget. Barnet indser, at de er afhængige af andre og mister dermed ideen om, at de er uafhængige. Denne erkendelse skaber en vanskelig periode og bringer frustration og angst med sig. Moderen kan ikke altid være der til at “bringe verden” til barnet, en erkendelse, som har en stærk, lidt smertefuld, men i sidste ende konstruktiv indvirkning på barnet. Gennem at fantasere om objektet for sine ønsker finder barnet trøst. Et overgangsobjekt kan bruges i denne proces. Overgangsgenstanden er ofte den første “ikke mig”-ejendom, der virkelig tilhører barnet. Det kan være en rigtig genstand som f.eks. et tæppe eller en bamse, men andre “genstande” som f.eks. en melodi eller et ord kan også udfylde denne rolle. Dette objekt repræsenterer alle komponenter af “moderskab”, og det betyder, at barnet selv er i stand til også at skabe det, som det har brug for. Det gør det muligt for barnet at have et fantaseret bånd med moderen, når hun gradvist adskiller sig i stadig længere perioder. Overgangsobjektet er vigtigt i forbindelse med at falde i søvn og som et forsvar mod angst.
I en senere fase af udviklingen har barnet ikke længere brug for overgangsobjektet. Det er i stand til at skelne mellem “mig” og “ikke-mig” og til at holde inde og ude adskilt, men alligevel forbundet med hinanden. Denne udvikling fører til brugen af illusioner, symboler og objekter senere i livet.
Winnicott relaterede begrebet overgangsobjekt til et mere generelt begreb, nemlig overgangsfænomener, som han anså for at være grundlaget for videnskab, religion og hele kulturen. Overgangsobjekter og -fænomener, sagde han, er hverken subjektive eller objektive, men har del i begge dele. I Mental Space har Robert Young givet en redegørelse for disse begreber og har generaliseret deres rolle til psykiske fænomener i voksenlivet.
Forskning med børn om dette emne blev udført på University of Wisconsin-Milwaukee af Richard H. Passman og hans medarbejdere. Blandt andre resultater viste de, at tryghedstæpper har et passende navn – de giver faktisk tryghed til de børn, der er knyttet til dem. Sammen med andre positive fordele kan det at have et tryghedstæppe til rådighed hjælpe børn med at tilpasse sig til nye situationer, hjælpe dem med at lære og tilpasse sig til lægernes og de kliniske psykologers vurderinger. Passmans forskning påpeger også, at der ikke er noget unormalt ved at være knyttet til dem. I USA har ca. 60 % af børnene i det mindste en vis tilknytning til en sikkerhedsgenstand. 60 % af børnene har i det mindste en vis tilknytning til en sikkerhedsgenstand, og et sengelegetøj bruges ofte af børn, når de skal sove. Det er typisk et plysdyr eller noget af den slags, som børnene kan nusse med, mens de skal sove. Det kombineres nogle gange med en natlampe. Sengelegetøj er typisk af et dyr, som f.eks. den almindelige bamse, eller et andet væsen, som f.eks. et mytisk væsen eller en fiktiv figur. Legetøjet bruges ofte til fysisk trøst og oftest til psykologisk trøst for børn med separationsangst og en stærk frygt for natten.