Et af de mest kendte halve vers i Det Gamle Testamente:
“Hvad kræver Herren af dig andet end at gøre retfærdighed, at elske venlighed og at vandre ydmygt med din Gud?” (NRSV).
Disse ord er ætset ind i sten i foyeren i min kirke.
Det hebraiske er relativt ligetil her. Vi behøver ikke at analysere nuancerne i verber som “gøre” eller “gå”. Vi kan forstå de bibelske begreber som “venlighed” og “ydmyghed”. Faktisk skinner passagen på grund af sin enkle præsentation. Folk kan læse den udenad. Måske kan vi sige, at den er ætset ind i mange kristnes hjerter.
Men der er altid en fare ved fortrolighed. Det velkendte kan blive overset eller negligeret.
Vi kan nå frem til en klarere forståelse af denne passage, når vi sætter den i kontekst i den overordnede passage. Så lad os undersøge hele perikopen, alle otte vers, for at se, hvad der går forud for denne velkendte, markante, afsluttende udtalelse.
Først begynder passagen med tvistsprog i vers 1-2. Gud og Guds folk skændes; Gud er vred på folket og ønsker at skændes med dem gennem Mikas profetiske stemme. Så Gud indkalder “jordiske” observatører som bjergene, bakkerne og jordens fundamenter til at lytte til denne strid.
Gud vil skændes med Israel.
Dernæst giver Gud i vers 3-5 en opremsning af alle de vidunderlige gaver, som Gud har givet. Denne beretning, der er tæt besat med billedsprog, bibelske figurer og stednavne, fortæller om Guds handling til fordel for Israel. Det er en kort frelseshistorie, hvor Gud spiller rollen som befrier, frelser og forsørger.
Sammenfattende siger Gud: “Jeg har noget, jeg har brug for at gøre jer opmærksom på, en kontrovers, jeg har brug for at give udtryk for, så hør efter. Hvad har jeg helt præcist gjort forkert? Jeg frelser dig konstant, så du altid vil huske mine retfærdige gerninger.” Det er interessant, at Gud ikke anklager Israel for nogen eksplicit forkert handling; i stedet holder Gud en tale til selvforsvar. Måske var det så sådan, at det var folket, der faktisk havde en tvist med Gud, en tvist, som ikke er nedfældet i denne profetiske bog. Eller måske er dette Guds kyndige brug af retorik for at minde folket om tidligere frelseshandlinger.
Nu er det tid for folket til at svare på Guds klage. Men de har intet at sige i lyset af Guds kraftfulde og beroligende tale, bortset fra at stille spørgsmål.
Det svarer folket ikke med argumentation. De spørger om ordentlige ofre, der kunne være passende som svar på Guds frelsende handlinger.
I vers 6-8 droppes sproget om strid helt og holdent, og vi læser en række retoriske spørgsmål. Forskere sammenligner typisk disse spørgsmål med dem, der findes i indgangsliturgier som Salme 15, Salme 24 (se også Esajas 33,14-16). Det er spørgsmål, som man kan finde gudstjenere, der stiller dem, når de er på vej til templet. De fire spørgsmål skærper det teologiske drama ved at identificere gradvis overdrevne gaver: det første spørgsmål nævner ikke noget bestemt offer; det andet spørgsmål taler om årgamle kalve; det tredje spørgsmål springer til tusindvis af væddere og titusindvis af floder af olie; det sidste spørgsmål nævner børneofre.
Det centrale spørgsmål i alle spørgsmålene vedrører gaven, offeret.
Hvad er det, o Gud, du vil have af os? Hvad kræver du? Bare fortæl os dit yndlingsoffer, og vi vil helt sikkert ofre det – selv om det er et ret ekstremt krav.
Det sidste vers i denne passage – det vers, som vi kender bedst – vender de fire spørgsmål, der blev stillet i vers 6-7, væk fra deres fokus på typerne af ofre og hen imod et fokus på typen af person.
Gud ønsker ikke en bestemt type af offer. Gud ønsker en bestemt type person.
Passagen kulminerer med et svar. Det er måske ikke det svar, som folket forventer. Faktisk er det ikke det svar, som de søger. De har fokuseret på offergaver – små og store. De har lagt vægt på offerdyrkelse til udelukkelse af retfærdighed og venlighed.
Folket har med rette overvejet arten af deres offergaver. Men Guds anliggende her er at påpege, at Gud kræver mere end ofre, når man kommer ind i Guds nærvær.
Gud præciserer, hvad der er godt. Svaret er ret ligetil:
at gøre retfærdighed.
at elske venlighed.
at vandre ydmygt med sin Gud.
Nu da vi har fået denne præcisering, er den vanskeligere opgave at leve ud fra disse krav som Guds folk. Retfærdighed er måske ikke vores standardoperativsystem. Ydmyghed er ikke vores anden natur.
Hvilke handlinger kalder disse krav på os, når vi ser ind i vores kvarterer og byer?