En kær slægtning sagde engang til mig: “Ved du hvad, folk har ikke forstand, før de bliver gamle.”
Nu som dengang finder jeg en hel del visdom i hans bemærkning. I den nuværende læsning i lektien møder vi en del af en visdomssalme, der er spundet af en vismand, der er blevet gammel (vers 25). Ligesom de yngre, mere idealistiske elever i den gamle visdomsskole helt sikkert havde brug for vejledning fra deres ældre mentorer, har vi, som kun er spædbørn i vores tro, brug for den næring, som skriften tilbyder.
Det er et spørgsmål, som de troende altid har kæmpet med: “Hvordan kan det være, at det ofte ser ud til, at de ugudelige har det godt?” Der kunne næppe være et mere menneskeligt svar end at en tro, der stadig søger forståelse, bliver frustreret, vred eller endog vred over for et sådant paradoks. Alligevel tilbyder vismandens livserfaringer i disse vers et korrektiv til en sådan reaktionær reaktion. Tre gange på kun ni vers (1, 7, 8) formaner forfatteren: “Du skal ikke bekymre dig.” Det hebraiske verbum “således”, der er oversat af NRSV, går faktisk videre end en advarsel mod en følelse. Den virkelige fare ligger i den tilstand, hvor man er “intenst ophidset” eller endog “opslugt” af problemet med de ugudeliges tilsyneladende fremgang. Verbet har en refleksiv betydning, hvor forfatteren advarer læserne mod at påføre sig selv skade ved at bringe denne tilstand over sig selv.
Et af problemerne med denne tilstand er den indvirkning, den har på ens forhold til Gud. Mens salmebogen tolererer og endog opfordrer til at stille spørgsmål i dialogen med Gud, kan en tilstand af selvforbrugende ærgrelse over de onde føre til mistillid til Gud og endog til at sætte spørgsmålstegn ved virkeligheden af Guds magt og herredømme i verden.1 Det er derfor ikke overraskende, at vismanden to gange formaner læserne til at stole på Herren (vers 3, 5). På trods af beviser, der kunne tyde på det modsatte, har Gud kontrol over verden, og som følge heraf vil de onde gerningsmænds fremgang kun vare kortvarigt.
At undgå ærgrelse og stole på Gud betyder dog ikke, at de troende sidder passivt og ikke gør noget. Vers syv opfordrer de troende til at “være stille” og “vente tålmodigt”. Selv om dette kunne synes at være ganske passive formaninger, afslører en nærmere undersøgelse en større dybde i betydningen. Verset begynder ikke kun med “vær stille” (eller vær tavs), men “vær stille for Herren.”
Følelsen her er at stå i ærefrygt for Gud, at stå målløs over for Guds magt og herredømme. Implikationen er, at Gud har kontrol og gør noget i verden, ellers ville der ikke være nogen grund til at stå i ærefrygt. At vente tålmodigt gør desuden ikke retfærdighed til det andet hebraiske imperativ i verset. Verbet ville være bedre oversat med “vente længselsfuldt”. Denne nuance tilføjer en mere dynamisk komponent til ventetiden og antyder igen, at Gud er på arbejde nu.2
Da Gud er på arbejde, er de troende også kaldet til at gøre noget. Først og fremmest betyder det, som nævnt ovenfor, at man skal stole på Gud og vide, at Gud er på arbejde i verden. Som følge heraf opfordres de troende til at “gøre godt” (vers 3), “have glæde i Herren” (vers 4) og “overgive jeres vej til Herren” (vers 5). Hvis der skal være nogen form for reaktion fra vores side på de ugudeliges kortvarige fremgang, er det disse tre ting.
Kort sagt, forblive tro mod hvem og hvis vi er. Som følge heraf skinner lyset på de ugudeliges gerninger og måder, så de klart kan ses for det, de er, og dermed falme og visne, som vismanden lover i første vers. Det er ikke os, der lader dette lys skinne, men Gud, der “vil lade din retfærdiggørelse” 3 skinne som lyset og retfærdigheden i din sag som middagslyset (vers 6).
En faldgrube, man skal undgå her, er antydningen af gerningsretfærdighed, enten i teksten eller i præsentationen af teksten. Der er tekstdele, som kan fortolkes og præsenteres på denne måde. Efter at være blevet bedt om at “stole på Herren” og “gøre godt” i vers tre hører vi: “I skal bo i landet og nyde tryghed.” Det, der ser ud til at være formaninger efterfulgt af belønninger, forekommer også i vers fire, fem og ni.
Den eneste gerningsretfærdighed her er imidlertid den, som vi fejlagtigt kan lægge ovenpå ud fra vores egne teologiske udgangspunkter. I vers tre er der ikke noget “så” i det hebraiske. Faktisk er de to sidste verber i verset imperativer, ligesom de to første verber. Desuden er hverken “belønningerne” i de ovennævnte vers eller den hurtige afslutning for de ugudelige et resultat af, at Gud har svinget en tryllestav. De er i stedet resultatet af de respektive aktiviteter.
Idet de ugudelige vender sig bort fra Gud, vil de visne og falme, ligesom en krop vil dehydrere, hvis den vender sig bort fra vand. På samme måde vil de, der “gør godt” (vers 3), “har glæde af Herren” (vers 4) og forventer, at Herren vil handle (vers 9), se Herren handle (vers 5) og vil arve jorden (vers 9). Disse ting er helt sikkert sande, fordi Gud lover dem, selv om vi anstrenger os for at forstå, indtil vi opnår den fornuft, som alderdommen giver os!