Med hensyn til modeller for sprog følger den fremherskende tankegang Bloom og Laheys filosofi, som foreslår tre hovedkomponenter af sprog: form, indhold og brug (figur 4.4). Ifølge Bloom og Lahey kan sprog defineres som “en viden om en kode til at repræsentere ideer om verden gennem et konventionelt system af arbitrære signaler til kommunikation (10).”
Disse tre komponenter kan yderligere underopdeles i fonologi, morfologi, syntaks, semantik og pragmatik, som beskrevet i de følgende afsnit.
Form
Form med henvisning til sprog henviser til den regelbaserede struktur, som mennesker anvender til at formulere sprog, lige fra fonemer til sætninger, og omfatter fonologi, morfologi og syntaks.
Phonologi henviser til det regelstyrede system, hvormed lyde, eller fonemer, kombineres for at skabe meningsfulde enheder, eller ord. Det engelske sprog indeholder 44 anerkendte fonemer, som er klassificeret som
FIGUR 4.4 De tre komponenter i sproget.
konsonanter eller vokaler. Denne skelnen indebærer tilstedeværelsen eller fraværet af afbrydelse af luftstrømmen. Vokaler dannes gennem modulering (uden afbrydelse) af luftstrømmen via variation i læbernes og tungens position (figur 4.5) (11).
Variationer i tungens position til produktion af forskellige vokaler karakteriseres systematisk som høj, mellem eller lav, samt foran, centralt eller bagved, og kan yderligere beskrives som anspændt eller slap (figur 4.6) (12). For
FIGUR 4.5 Vokalområder.
FIGUR 4.6 Tungestillinger til produktion af vokaler.
Eksempelvis betragtes vokalen /i/, der udtales “ee”, som en høj, forreste, spændt vokal, da den forreste del af tungen er høj, og tungen er spændt. Diphthonger er kombinationer af vokaler og kræver bevægelse af tungen fra en position til en anden under produktionen.
Konsonanter dannes gennem en kombination af varierende grader af afbrydelse af luftstrømmen og variationer i tunge- og læbeholdning (se figur 4.3). Fonemisk tilegnelse hos børn følger en systematisk rækkefølge, og man mener, at børn ikke tilegner sig fonemer isoleret, men snarere i sammenhæng med deres forhold til andre lyde i et ord (tabel 4.5) (13).
TABEL 4.5 FONEMISK TILEGNELSE: ALDER, I DEN NÅR 75 % AF DE BØRN, DER ER TESTET, HAR ARTIKULERET KONSONANTE LØNER korrekt
TABEL 4.6 TILEGNELSE AF KONSONANTE LØNER
Kilde: Tilpasset fra Refs. (14) og (15).
Tabel 4.6 giver en grafisk fremstilling af de typiske aldersintervaller, inden for hvilke de fleste børn tilegner sig konsonantlyde (14,15). Dette er nyttigt til at bestemme, i hvilken alder et barn anses for at være uden for normen for tilegnelse af en bestemt lyd, og hvornår intervention kan være indiceret.
Med hensyn til, hvor godt man kan forvente at forstå et barns tale i løbet af den fonemiske tilegnelse, giver Lynch et al. et skøn over taleforståeligheden i forskellige aldre, opsummeret i tabel 4.7 (16).
Phonologiske forstyrrelser er en undergruppe af lydproduktionsforstyrrelser, hvor sproglige og kognitive faktorer, snarere end motorisk planlægning eller udførelse, menes at være centrale for de observerede vanskeligheder (almindelige ætiologiske variabler omfatter otitis media med effusion, genetik og psykosocial involvering) (17). Udviklingsmæssige fonologiske forstyrrelser opstår, når børn ikke gør fremskridt i deres tilegnelse af specifikke fonemer. Den aktuelt accepterede teori vedrørende fonologi hos børn foreslår eksistensen af fonologiske processer, der er til stede i alle børns fonologiske systemer, efterhånden som de udvikler sprog,
TABEL 4.7 TALEINTELLIGIBILITET I BØRN
Hvor et barn er 18 måneder gammel, er barnets tale normalt 25 % forståelig.
Med 24 måneder er et barns tale normalt 50 %-75 % forståelig.
Med 36 måneder er et barns tale normalt 75 %-100 % forståelig.
og elimineres systematisk på forudsigelige alderstrin i et standardudviklingsforløb. Hvis det ikke lykkes at eliminere eller løse disse processer, resulterer det i en fonologisk behandlingsforstyrrelse. Et eksempel på en udviklingsmæssig fonologisk proces er “stop af frikativer”, hvor et barn systematisk erstatter en stoplyd (en lyd, der stopper luftstrømmen, f.eks. /p, t, k/) med en frikativ lyd (en lyd, der skaber friktion ved delvis afbrydelse af luftstrømmen, f.eks. ), hvilket giver ord som “dum” for “tommelfinger”, “tun” for “sol” eller “dip” for “zip”. Disse lydsubstitutioner er systematiske og anvendes af barnet i den samme sammenhæng, hver gang den pågældende lyd forekommer. Ikke-udviklingsmæssige fonologiske processer er tegn på en forstyrret eller forsinket fonologisk udvikling og ses sjældent i normal udvikling. Et eksempel på en ikke-udviklingsmæssig fonologisk proces er indledende konsonantudsletning, hvor et barn sletter den indledende lyd i et ord, f.eks. “ee”/”key” eller “ake”/”make.”
Tabel 4.8 illustrerer den typiske udviklingsmæssige rækkefølge for løsning af fonologiske processer (18).
TABEL 4.8 LØSNING AF FONOLOGISKE PROCESER: ALDER, HVOR FONOLOGISKE PROCESER LØSES
Kilde: Tilpasset fra Ref. (18). Bowen C. Developmental Phonological Disorders (udviklingsmæssige fonologiske forstyrrelser): A Practical Guide for Families and Teachers (En praktisk vejledning for familier og lærere). Melbourne: ACER Press;1998.
Morfologi henviser til det regelbaserede system, hvormed ord konstrueres og ændres, ofte ved tilføjelse af præfikser og suffikser, for at afspejle begreber som f.eks. antal, besiddelse og verbernes tider. F.eks. gør tilføjelse af fonemet “s” til slutningen af et ord det til flertal. I dette tilfælde betragtes “s’et” som en morfologisk markør, der angiver begrebet “flertal”.”
Sygdomme, der påvirker morfologi, er typisk udviklingsmæssige og opstår, når børn har problemer med at tilegne sig reglerne for anvendelse af morfologiske markører. Vanskeligheder med brugen af morfologiske markører kan også ses efter visse typer af fokale hjerneskader, f.eks. skader på Brocas område, når ekspressivt sprog bliver telegrafisk i sin natur og mister de nuancer, som morfologiske markører giver.
Syntaks henviser til det system af regler, hvormed ord kombineres for at skabe sætninger, sætninger og sætninger. De forskellige orddele på engelsk (f.eks. navneord, pronominer, verber, adverbier, adjektiver osv.) tjener forskellige funktioner inden for disse konstruktioner, f.eks. beskrivelse, handling og attribut, og som sådan har de specifikke regler for kombination med hinanden. F.eks. er den grundlæggende ordstilling på engelsk subjekt-verbum-objekt.
Som med morfologi er forstyrrelser, der påvirker syntaksen, typisk udviklingsmæssige og skyldes vanskeligheder med at beherske tilegnelsen af regler til at skabe grammatisk korrekte sætninger.