Den vigtigste opgave for udviklingsforskere er uden tvivl at beskrive og forklare udviklingsmæssige forandringer. Der kan ske forandringer inden for et individ over hele livet, og der kan være forskelle mellem personerne i sådanne intraindividuelle forandringer. Beskrivelsen og forklaringen af intraindividuel forandring involverer begreberne udviklingskontinuitet og diskontinuitet, mens beskrivelsen og forklaringen af interindividuelle forskelle i intraindividuel forandring involverer begreberne stabilitet og ustabilitet.
Med hensyn til kontinuitet og diskontinuitet kan beskrivelser eller forklaringer af udvikling involvere kvantitative eller kvalitative forandringer. Deskriptivt set indebærer kvantitative forandringer forskelle i hvor meget (eller hvor mange) af noget der findes. I ungdomsårene sker der f.eks. kvantitative ændringer på områder som højde og vægt, da der er en vækstspurt i ungdomsårene, og disse ændringer fortolkes ofte som et resultat af kvantitative stigninger i produktionen af vækststimulerende hormoner.
Derimod indebærer deskriptive kvalitative ændringer forskelle i det, der eksisterer, i hvilken slags fænomen der er til stede. Opkomsten i ungdomsårene af en driftstilstand, der aldrig tidligere har været til stede i livet – dvs. en reproduktivt moden seksualdrift – og opkomsten i ungdomsårene af nye og abstrakte tankeevner, der ikke var til stede hos yngre mennesker – dvs., med Jean Piagets udtryk, formelle operationer – er eksempler på forandringer, der fortolkes som hidrørende fra kvalitative forandringer i personen. Man mener, at personen ikke blot er “mere af det samme”; snarere ses personen som havende en ny kvalitet eller egenskab.
Forklaringer af udvikling kan også variere med hensyn til, om man forklarer forandringer ved at antage kvantitative ændringer (f.eks, stigninger i mængden af væksthormon i blodet) eller ved at opstille en ny årsag til adfærd (f.eks. er et spædbarns interaktioner i sin sociale verden baseret på behovet for at etablere en følelse af grundlæggende tillid til verden, hvorimod en teenagers sociale interaktioner indebærer et behov for at etablere en følelse af identitet eller en selvdefinition). Med andre ord er det muligt at tilbyde en forklarende diskontinuerlig fortolkning af udvikling, der involverer enten kvantitative eller kvalitative forandringer.
For eksempel, når bestemte typer af forklarende diskontinuerlige kvalitative forandringer siges at være involveret i udviklingen, rejses ofte hypotesen om kritiske perioder, som i Erik Eriksons arbejde. Pointen er, at på grundlag af tilslutning til en bestemt udviklingsteori (f.eks. det, der i Gilbert Gottliebs forskning er blevet kaldt en forudbestemt epigenetisk eller naturlig teori), menes kvalitative forandringer at karakterisere ontogenesen, og på grund af dette er der behov for diskontinuerte forklaringer på forandringer.
Sådan indebærer stort set enhver udtalelse om karakteren af intraindividuel udvikling, eksplicit eller implicit, at man tager stilling til tre dimensioner af forandring: (1) beskrivende kontinuitet-diskontinuitet, (2) forklarende kontinuitet-diskontinuitet og (3) den kvantitative kontra den kvalitative karakter af ens beskrivelser og forklaringer – dvs. den kvantitative-kvalitative dimension vedrører både beskrivelser og forklaringer. I det væsentlige kan man således have beskrivende kvantitativ diskontinuitet kombineret med forklarende kvalitativ kontinuitet, eller beskrivende kvalitativ kontinuitet kombineret med forklarende kvantitativ diskontinuitet osv.
For eksempel kan et træk ved personligheden (f.eks. en komponent af temperamentet, såsom humør) forblive deskriptivt det samme over tid. Den kan repræsenteres eller afbildes isomorft på to forskellige tidspunkter (f.eks. kan positivt humør repræsenteres ved den procentdel af ansigtsudtryk pr. tidsenhed, der scorer som tegn på smil). Sådanne tilfælde kan derfor være et eksempel på beskrivende, kvalitativ kontinuitet. Der kan imidlertid være mere af dette kvalitativt invariante fænomen på tidspunkt 2 (f.eks. kan der være flere smil pr. tidsenhed), og således kan deskriptiv kvantitativ diskontinuitet være koblet med deskriptiv kvalitativ kontinuitet.
Dertil kommer, at både deskriptiv kvantitativ diskontinuitet og deskriptiv kvalitativ kontinuitet kan forklares ved de samme idéer, f.eks. ved kontinuerlige forklaringsprincipper. For eksempel kan det antages, at smilet frigives på tværs af livet ved biogenetisk baserede fysiologiske mekanismer. Alternativt kan deskriptiv kontinuitet eller deskriptiv diskontinuitet forklares ved forskellige idéer, f.eks. ved diskontinuerlige forklaringsprincipper. F.eks. kan smilet antages at blive frigivet biogenetisk i den tidlige barndom og formidlet af kognitivt og socialt strukturerede processer i de efterfølgende udviklingsperioder. Hvis der faktisk påberåbes forskellige forklaringer, kan de faktisk involvere udsagn, der udgør enten kvantitativt eller kvalitativt ændrede processer.
Kort sagt vil de særlige koblinger, som man antager, at de er involveret i menneskelivet, afhænge af det materielle udviklingsområde, man studerer (f.eks. intelligens, motivation, personlighed eller relationer med jævnaldrende), og, som vi skal se, primært af ens udviklingsteori. Det vil sige, at enhver særlig beskrivelse eller forklaring af intraindividuel forandring er resultatet af en særlig teoretisk opfattelse af udvikling. Dette indebærer, at et engagement i en teori, der kun fokuserer på bestemte variabler eller processer, vil begrænse ens syn på de mange forskellige forandringer, der kan karakterisere udviklingen. Faktisk er teori, ikke data, den vigtigste linse, gennem hvilken man “observerer” kontinuitet eller diskontinuitet i udviklingen.
The Contributions Of Heinz Werner
Heinz Werner mente, at der herskede betydelig forvirring blandt udviklingsforskere om spørgsmålet om kontinuitet-diskontinuitet, og at kernen i denne forvirring var en manglende forståelse af to forskellige aspekter af forandring (dvs. kvantitativ og kvalitativ). Han hævdede, at disse to aspekter af forandring altid skal tages i betragtning i diskussioner om beskrivende og forklarende kontinuitet-diskontinuitet. Werner forklarede imidlertid den overordnede begrebsmæssige betydning af den kvalitative-kvantitative dimension af forandring.
Kvantitativ forandring
Med hensyn til det kvantitative aspekt af udvikling har vi bemærket, at der er forandring i et træk ved udvikling med hensyn til, hvor meget af noget der findes. Kvantitativ forandring er en ændring i mængden, hyppigheden, størrelsen eller amplituden af en udviklingsvariabel eller -proces. Forestil dig f.eks., at en persons vægt er blevet målt på samme tidspunkt i hvert af hans 8. til 13. år. Han vejede 125 pund, da han blev målt som 8-årig, 9-årig, 10-årig, 11-årig og 12-årig, men han vejede 150 pund, da han blev målt som 13-årig. Der skete således en kvantitativ ændring i hvor meget vægt der var mellem de måletidspunkter, der fandt sted i alderen 12 og 13 år.
Alternativt kunne barnets ændring i vægt have været gradvis. Ved at tage 5 pund på om året, går barnet gradvist fra 125 til 150 pund mellem sit 8. og 13. år. Ved gradvise kvantitative ændringer forbliver ændringshastigheden den samme – den er kontinuerlig – fra det ene måletidspunkt til det næste. Dette er kvantitativ kontinuitet.
Derimod kan kvantitative ændringer være pludselige. Der er ingen mellemliggende trin, hvormed personens vægt gradvist bevægede sig fra et niveau (mængde) til det næste. Ved måling af denne ændring er der et mellemrum mellem et punkt i målekurven og et andet; det vil sige, at en kurve, der repræsenterer de forskellige målinger, ikke er jævn, men har en brat ændring i sin retning. Der er en “ujævnhed” i kurven – en mangel på et mellemstadium mellem det tidligere og det senere niveau af en variabel. Forekomsten af en pludselig ændring er kvantitativ diskontinuitet.
Kvalitativ forandring
Det andet aspekt af forandring, som Werner specificerer, er det kvalitative aspekt. Her er vi primært ikke optaget af, hvor meget af noget der findes, men af hvad der findes – hvilken slags eller type ting der findes. Vi er således optaget af, om der er kommet en ny kvalitet til at karakterisere en organisme, om der er opstået noget nyt i udviklingen. Når vi overvejer kvalitativ forandring, har vi at gøre med epigenese eller emergens.
Idet Werner skelner mellem kvantitative og kvalitative aspekter af forandring, fremhæver han en kerneopfattelse af den organismiske position. Nogle af de typer af forandringer, der omfatter udvikling, er emergente forandringer. Det er ændringer i det, der eksisterer, snarere end i hvor meget af noget, der eksisterer. Noget nyt opstår i udviklingen, og fordi det er nyt – fordi det er kvalitativt forskelligt fra det, der var før – kan det ikke reduceres til det, der var før. Derfor, hvis vi på tidspunkt 1 kan repræsenteres af 10 appelsiner og på tidspunkt 2 kan repræsenteres af en motorcykel, kan vi ikke reducere vores status som motorcykel på tidspunkt 2 til vores status som appelsin på tidspunkt 1.
For at tage et andet eksempel kan en person før puberteten karakteriseres som værende (delvist) sammensat af flere drifter – f.eks. en sultedrift, en tørstdrift, en trang til at undgå smerte og måske en nysgerrighedsdrift. Med puberteten opstår der imidlertid en ny drivkraft (eller i det mindste opstår den i en moden form) – nemlig sexdriften. Med denne fremkomst begynder den unge at få nye følelser, nye tanker og endog ny adfærd, som ifølge Anna Freud kan fortolkes som en konsekvens af denne nye drift. Opkomsten af denne nye trang er et eksempel på kvalitativ diskontinuitet. Sexdriften kan f.eks. ikke reduceres til sult- og tørstdrifter.
Der er således tale om kvalitative forandringer, der i sagens natur er diskontinuerlige. En kvalitativ, emergent, epigenetisk ændring er altid et eksempel på diskontinuitet. Desuden er en emergent forandring ikke blot en irreducible forandring, men det er også en forandring, der er kendetegnet ved ufuldstændighed. Som nævnt ovenfor opstår udviklingsmæssig ufuldstændighed, når der mangler et mellemliggende niveau mellem tidligere og senere udviklingsniveauer. Det bør være klart, at uklarhed også må være en del af en emergent ændring. Tilstedeværelsen af et mellemliggende trin mellem det, der eksisterer på tidspunkt 1, og den nye kvalitet, der opstår på tidspunkt 2, ville tyde på, at den nye kvalitet på tidspunkt 2 kunne reduceres ved henvisning til det mellemliggende trin. Da vi netop har set, at en emergent forandring defineres ud fra dens udviklingsmæssige irreducerbarhed i forhold til det, der gik forud, er det klart, at ujævnhed også må være en egenskab ved enhver emergens.
Slutninger
Karakteristika som emergens og ujævnhed er nødvendige for at beskrive kvalitativt diskontinuerlige ændringer i udviklingen; på den anden side synes karakteristikken ujævnhed (pludselighed) alene at være tilstrækkelig til at karakterisere kvantitativt diskontinuerlige ændringer. For at citere Heinz Werner:
Det ser således ud til, at diskontinuitet i form af kvalitative ændringer bedst kan defineres ved hjælp af to karakteristika: “emergens”, dvs. at et senere stadie ikke kan reduceres til et tidligere stadie, og “uklarhed”, dvs. at der ikke findes mellemstadier mellem tidligere og senere former. Kvantitativ diskontinuitet synes på den anden side at være tilstrækkeligt defineret af det andet karakteristika.
. . . For at lette sondringen og afhjælpe forvirringen vil jeg foreslå, at man erstatter kvantitativ diskontinuitet med “pludselighed” og kun forbeholder udtrykket “diskontinuitet” for det kvalitative aspekt af forandring. (s. 133)
Det, Werner har givet os, er altså en afklaring af de begreber, der er involveret i en passende overvejelse af spørgsmålet om kontinuitet-diskontinuitet. Han har givet os de begrebslige midler, hvormed vi kan skelne mellem kvantitativ kontinuitet-diskontinuitet og kvalitativ kontinuitet-diskontinuitet i udviklingsmæssige forandringer.”
- Erikson, H. (1959). Identitet og livscyklus. Psychological Issues, 1, 18-164.
- Gottlieb, G. (1997). Synthesizing nature-nurture: Prænatale rødder af instinktiv adfærd. Mahwah, NJ:
- Lerner, R. M. (2002). Concepts and theories of human development (3.). Mahwah, NJ: Erlbaum.
- Piaget, J. (1972). Intellektuel udvikling fra ungdomsårene til voksenalderen. Human Development, 15, 1-12.
- Werner, (1957). Udviklingsbegrebet ud fra et komparativt og organismisk synspunkt. I D. B. Harris (Ed.), The concept of development (pp. 125-148). Minneapolis: University of Minnesota Press.