Dato: juli 1, 2011
Hvis du er specialist i pancreascyster, er der tre kendsgerninger, der i øjeblikket styrer dit arbejde: Antallet af patienter med cyster er steget massivt på det seneste. Væksterne kan variere patologisk set, hvilket gør diagnosen vanskelig. Der er forskel på deres potentiale for malignitet. Åh, og så er der endnu en: En type cyste – den intraduktale papillære mucinøse neoplasme eller IPMN – er så relativt ny på området, at man stadig er ved at finde ud af, hvordan diagnosen og behandlingen skal foregå.
“Alt dette har overbevist os om behovet for en specialklinik”, siger gastroenterolog Anne Marie Lennon, “med adgang til de discipliner, som en stor akademisk institution kan tilbyde.” Så den nye Johns Hopkins Multidisciplinary Pancreatic Cyst Clinic, som Lennon leder, samler ekspertisen fra dedikerede pancreasendoskopikere, pancreaskirurger og specialister i pancreascystepatologi. Der er også eksperter i CT- og MRI-billeddannelse af cyster.
Vi bad Lennon om at uddybe.
Q:De fleste pancreascyster er “pseudocyster” og er ikke så vanskelige at diagnosticere. Resten kan være sværere, siger du?
A: Ja. Vi er nødt til at skelne mellem dem, der er godartede og ikke kræver opfølgning, medmindre de giver symptomer, og det mindre antal, der har et potentiale til at udvikle kræft. Vi er særligt interesserede i IPMN’er.
Q:Hvorfor?
A: Der er flere grunde. Som et område er vi stadig på en læringskurve med IPMN’er. Vi ved, at de kan påvirke hovedkanalen i bugspytkirtlen, grenkanalen eller begge dele. Placeringen er et problem. IPMN’er i hovedkanalen har op til 70 % risiko for adenokarcinom og kræver operation. Branchekanalen er imidlertid mere problematisk, fordi kræftrisikoen, selv om den eksisterer, er lavere. Hvis cysten er i halen af bugspytkirtlen og ser mistænkelig ud, råder vi til at få den fjernet via en distal pankreatektomi, en procedure med lav risiko. Hvis den derimod opstår i hovedet af bugspytkirtlen, er den nødvendige operation en Whipple-operation. Og selv om Hopkins-statistikkerne for dette er fremragende – mindre end 2 % dødelighed – ved vi, at denne operation ikke er noget, man tager let på, især ikke for den store andel af ældre patienter med disse cyster.
Q:Hvad kan hjælpe?
A: To ting. Vi har brug for flere oplysninger om, hvilke cyster der rummer eller kan udvikle malignitet. Så vi arbejder sammen med en gruppe grundforskere her på Hopkins for at finde en biomarkør, der kan fortælle os, hvem der skal opereres. Gruppen omfatter molekylærbiolog Bert Vogelstein, som er kendt for sit arbejde med sentinelgener for kolorektal cancer. Vi har også påbegyndt en stor, prospektiv undersøgelse af bugspytkirtelcyster, som skal give os svar på spørgsmål om sygdomsforløb og bedste billeddannelsespraksis.
410-933-7262 for at henvise en patient.
Pancreascystestudie tilmelder nu patienter
Johns Hopkins-forskere gennemfører en undersøgelse for at afdække den langsigtede skæbne af pancreascyster og for at forbedre behandling og diagnose. De tilmelder patienter, der har en hvilken som helst type bugspytkirtelcyster. Deltagerne får foretaget en CT/MRI med høj opløsning og endoskopisk ultralyd, hvorefter de følges med jævne mellemrum med en CT eller MRT. Som en del af undersøgelsen vil der blive indsamlet væske og blod fra bugspytkirtelcyster med henblik på biomarkøranalyse. Detaljer: Hilary Cosby, 410-502-2892 eller [email protected]
Beslutning om hvornår man skal operere
Det var først i slutningen af 1980’erne, at lægerne begyndte at opdage de pancreascyster, der er kendt som intraduktale papillære mucinøse neoplasmer, eller IPMN’er, og det var kun ved et uheld: Patienter, der klagede over mavesmerter, gennemgik en CT-scanning, som viste væksten, som ofte ikke havde noget med patientens symptomer at gøre.
Denne opmærksomhed skabte yderligere et problem: Hvordan skal lægerne behandle IPMN’er, hvis de overhovedet skal?
Fordi en så lille procentdel udvikler sig til kræft, kan det være en udfordring at afgøre, om man skal operere, siger Christopher Wolfgang, direktør for Johns Hopkins’ afdeling for bugspytkirtelkirurgi: “Hvis man tager 100 af disse patienter, vil måske tre eller fire af dem udvikle kræft med tiden. Da dødeligheden ved en større operation af bugspytkirtlen er omkring to til tre procent, ville statistisk set lige så mange mennesker dø af operationen, som der ville blive reddet, hvis vi opererede alle med en bugspytkirtelcyste.”
Det er derfor afgørende at udvælge de patienter, der vil have mest gavn af operationen – dvs. dem, hvis risiko for kræft overstiger risikoen ved operationen. Nøglen til et godt resultat er at blive passet af en gruppe klinikere, der har en grundig forståelse af den komplekse behandlingsplan for håndtering af IPMN’er. Patienter med en IPMN med hovedkanal er f.eks. klare kandidater til operation på grund af en høj risiko for malignitet. På den anden side har patienter med en IPMN med sidegrene en meget lavere risiko for at udvikle kræft og behøver måske ikke at blive opereret, hvis de opfylder visse kriterier.
“Det, der er givende”, siger Wolfgang, “er, at hvis vi vælger den rette patient og fjerner cysten, kan vi tilbyde 100 procent forebyggelse og helbredelse.”
Download udgave (PDF)