Den første besked, der blev sendt med morsekodens prikker og streger over en lang distance, blev sendt fra Washington DC til Baltimore fredag den 24. maj 1844 for 175 år siden. Det var første gang i menneskets historie, at komplekse tanker kunne kommunikeres over store afstande næsten øjeblikkeligt. Indtil da var folk nødt til at føre samtaler ansigt til ansigt, sende kodede meddelelser via trommer, røgsignaler og semaphoresystemer eller læse trykte ord.
Takket være Samuel F.B. Morse ændrede kommunikationen sig hurtigt, og den har ændret sig stadig hurtigere siden. Han opfandt den elektriske telegraf i 1832. Det tog ham yderligere seks år at standardisere en kode til at kommunikere via telegrafkabler. I 1843 gav kongressen ham 30.000 dollars til at opsætte ledninger mellem landets hovedstad og det nærliggende Baltimore. Da ledningen var færdig, gennemførte han en offentlig demonstration af langdistancekommunikation.
Morse var ikke den eneste, der arbejdede på at udvikle et middel til at kommunikere via telegrafen, men hans er den, der har overlevet. De ledninger, magneter og taster, der blev brugt i den første demonstration, har givet plads til smartphones med tastaturer på skærmen, men morsekoden er grundlæggende den samme, og den er stadig – måske overraskende nok – relevant i det 21. århundrede. Selv om jeg har lært og genlært den mange gange som spejder, radioamatør og pilot, beundrer jeg den fortsat og stræber efter at beherske den.
Let at sende
Morses vigtigste indsigt i at konstruere koden var at overveje, hvor ofte hvert bogstav bruges på engelsk. De hyppigst anvendte bogstaver har kortere symboler: “E”, som optræder hyppigst, er symboliseret ved et enkelt “punkt”. I modsætning hertil blev “Z”, der er det mindst anvendte bogstav på engelsk, symboliseret ved det meget længere og mere komplekse “dot-dot-dot-dot (pause) dot”.
I 1865 ændrede den internationale telekommunikationsunion koden for at tage højde for forskellige tegnfrekvenser i andre sprog. Der er sket andre justeringer siden da, men “E” er stadig “dot”, selv om “Z” nu er “dash-dash-dot-dot-dot.”
Referencen til bogstavfrekvensen gør kommunikationen yderst effektiv: Simple ord med almindelige bogstaver kan overføres meget hurtigt. Længere ord kan stadig sendes, men det tager længere tid.
Det trådløse system
Det kommunikationssystem, som morsekoden blev designet til – analoge forbindelser over metaltråde, der transporterede en masse interferens og havde brug for et klart signal af on-off-typen for at blive hørt – har udviklet sig betydeligt.
Den første store ændring kom blot få årtier efter Morses demonstration. I slutningen af det 19. århundrede opfandt Guglielmo Marconi radiotelegrafudstyr, som kunne sende morsekoden via radiobølger i stedet for via ledninger.
Skibsindustrien var vild med denne nye måde at kommunikere med skibe på havet på, enten fra skib til skib eller til landstationer. I 1910 krævede den amerikanske lovgivning, at mange passagerskibe i amerikanske farvande skulle have trådløse apparater med til at sende og modtage meddelelser.
Efter Titanic’s forlis i 1912 krævede en international aftale, at nogle skibe skulle udpege en person til at lytte efter radionødsignaler hele tiden. Samme aftale udpegede “SOS” – “dot-dot-dot-dot dash-dash-dash-dash-dash dot-dot-dot-dot” – som det internationale nødsignal, ikke som en forkortelse for noget som helst, men fordi det var et simpelt mønster, der var let at huske og sende. Kystvagten indstillede overvågningen i 1995. Kravet om, at skibe skal overvåge for nødsignaler, blev fjernet i 1999, selv om den amerikanske flåde stadig underviser i det mindste nogle søfolk i at læse, sende og modtage morsekode.
Flyvere bruger også morsekode til at identificere automatiserede navigationshjælpemidler. Det er radiobaketter, der hjælper piloter med at følge ruter, idet de rejser fra den ene sender til den næste på flyvekort. De sender deres identifikatorer – som f.eks. “BAL” for Baltimore – i morsekode. Piloter lærer ofte at genkende velkendte lydmønstre af bump i områder, de flyver ofte.
Der findes et blomstrende samfund af radioamatører, som også værdsætter morsekode. Blandt radioamatører er morsekode en værdsat tradition, der kan spores tilbage til radioens tidligste dage. Nogle af dem er måske begyndt i spejderkorpset, som i årenes løb har gjort det valgfrit eller obligatorisk at lære morsekode. Federal Communications Commission krævede tidligere, at alle radioamatører med licens skulle vise, at de beherskede morsealfabetet, men det ophørte i 2007. FCC udsteder stadig kommercielle licenser, der kræver morsefærdigheder, men ingen job kræver det længere.
Blinkende morse
Da signalerne er så enkle – på eller slukket, lange eller korte – kan morsekode også bruges ved at blinke med lys. Mange flåder rundt om i verden bruger blinklys til at kommunikere fra skib til skib, når de ikke ønsker at bruge radioer, eller når radioudstyret går i stykker. Den amerikanske flåde er faktisk ved at afprøve et system, hvor en bruger kan skrive ord og konvertere dem til blinklys. En modtager ville læse blinklysene og konvertere dem tilbage til tekst.
Færdigheder lært i militæret hjalp en såret mand med at kommunikere med sin kone på tværs af en klippestrand ved hjælp af kun sin lommelygte i 2017.
Andre morsebeskeder
Den måske mest bemærkelsesværdige moderne brug af morsekode blev gjort af flådepiloten Jeremiah Denton, mens han var krigsfange i Vietnam. I 1966, omkring et år efter næsten otte års fangenskab, blev Denton af sine nordvietnamesiske fangevogtere tvunget til at deltage i et videointerview om sin behandling. Mens kameraet fokuserede på hans ansigt, blinkede han med morsekode-symbolerne for “tortur”, hvilket for første gang bekræftede USA’s frygt for behandlingen af tjenestefolk, der blev holdt fanget i Nordvietnam.
Blinking af morsekode er langsomt, men har også hjulpet mennesker med medicinske tilstande, der forhindrer dem i at tale eller kommunikere på andre måder. En række enheder – herunder iPhones og Android-smartphones – kan indstilles til at acceptere indtastning af morsekode fra personer med begrænsede motoriske færdigheder.
Der er stadig mange måder, hvorpå folk kan lære morsekode og øve sig i at bruge den, selv online. I nødsituationer kan det være den eneste kommunikationsform, der kan komme igennem. Ud over det er der en kunst i morsekode, en rytmisk, musikalsk flydende lyd. Det kan også virke beroligende eller meditativt at sende og modtage den, når man fokuserer på strømmen af de enkelte tegn, ord og sætninger. Alt i alt er det enkleste værktøj nogle gange alt, hvad der er nødvendigt for at udføre opgaven.
Denne artikel er genudgivet fra The Conversation under en Creative Commons-licens. Læs den originale artikel.