Hilde Lindemanns lillesøster, Carla, blev født med hydrocefali – en tilstand, hvor væske omkring hjernen forringer den mentale funktion. Den kunne ikke behandles, og Carla døde, før hun var to år gammel.
I Lindemanns nye bog, Holding and Letting Go: The Social Practice of Personal Identity, bemærker hun, at familien trods Carlas hjælpeløshed behandlede hende som et fuldgyldigt medlem af familien, som en person. Dette rejser en række spændende spørgsmål om karakteren af personlighed, en status, der normalt er forbeholdt fuldt funktionsdygtige voksne.
Personlighed
Personlighed er et moralsk begreb, der er relateret til begrebet individualitet. Meget groft sagt er en person en person, der betyder noget i sin egen ret, og som derfor fortjener vores højeste moralske hensyntagen. Men hvad gør en person betydningsfuld?
Oplysningsfilosoffen Immanuel Kant hævdede, at personlighed er begrundet i fornuften. Vi har en ukrænkelig moralsk status, for så vidt som vi er rationelle skabninger: nogle, der er i stand til at give og modtage begrundelser, når de overvejer, hvordan de skal handle.
Jeg kan f.eks. ikke lyve over for dig, fordi jeg dermed ville underminere din evne til at ræsonnere korrekt og dermed ikke ville behandle dig i overensstemmelse med din rette status. At lyve over for dig er (for det meste) respektløst. Det samme er det at stjæle fra dig, dræbe dig, behandle dig uretfærdigt osv.
Kants opfattelse af en person går langt hen ad vejen for at vise, hvorfor mennesker er vigtige, og hvad vores betydning kræver af os, når vi interagerer med hinanden. Men bemærk, at der kan være ikke-menneskelige rationelle væsener, og at ikke alle mennesker er rationelle væsener.
Så i kantiansk forstand kan nogle ikke-menneskelige ting være personer, og nogle mennesker er ikke personer. Den førstnævnte iagttagelse generer normalt ikke folk længere; science fiction har nu vænnet os til tanken om, at andre væsener kunne have samme moralske status som mennesker har. Men det sidste er problematisk.
Hvis personlighed kræver rationalitet, hvad skal vi så sige om børn, som i bedste fald er delvist rationelle? Hvad skal vi sige om mennesker med mentale handicap, der hæmmer deres fornuft? Hvad skal vi sige om Carla?
Sikkert er det, at børn og mentalt handicappede er moralsk vigtige, og man kunne tro, at de betyder noget på samme måde som alle andre. Man kunne argumentere for, at vi tillægger børn moralsk betydning på baggrund af deres potentiale for rationalitet, men dette argument holder ikke, når det drejer sig om permanente mentale handicaps.
En anden måde at gå til værks er simpelthen at sige, at børn og mentalt handicappede ikke er personer, eller ikke fuldgyldige personer. Men hvordan forklarer vi så den stærke følelse, vi har af, at de stadig er vigtige? Gør vi dem på en eller anden måde vigtige som fuldgyldige personer? Nej, de er vigtige i deres egen ret, som individer.
Så der er behov for en anden tilgang for at forklare denne uafhængige betydning. Og jeg tror, at man kan finde en sådan, hvis vi skelner mellem individualisme og individualitet.
Individualisme vs. individualitet
I USA er individualisme en gennemgående måde at tænke individualitet og dermed personlighed på. Fra tænkere som Kant og andre i oplysningstiden har vi fået den idé, at personer er små atomer, autonome og uafhængige, der interagerer med hinanden i vid udstrækning på grundlag af egeninteresse. Vi skylder ikke andre mennesker meget andet end at blande os udenom.
Men i de seneste årtier har nogle filosoffer påpeget, at denne opfattelse af individualitet er begrænset til et segment af befolkningen i den bedste alder. I betydelige perioder af vores liv er vi fuldstændig afhængige af andre; og selv når vi ikke er så afhængige, har vi ofte andre, der er afhængige af os. Den fuldt autonome voksne, der ikke er belastet af krav fra andre, er langt sjældnere, end vores intellektuelle arv har fået os til at tro.
Forstå mig ikke forkert. Vi skylder oplysningstiden og individualismen en hel del. Men som med alle idéer må vi ikke overdrive individualismen i sammenhænge, hvor den mister sin nytteværdi. Personlighed er et sådant område.
Hvis individualismen er et utilstrækkeligt grundlag for personlighed, kan vi måske søge grundlaget i dens modsætning, som vi kan kalde relationisme. Ligesom det at være et rationelt væsen sætter os i stand til at give og modtage begrundelser, sætter det at være et relationelt væsen os i stand til at skabe og forbedre relationer med andre.
Selv de relativt autonome er indbyrdes afhængige af andre – f.eks. med hensyn til indkomst og fysisk og psykologisk velvære. Hvis respekt og plads er måden at ære et rationelt væsen på, så er opmærksomhed, tillid, omsorg og kærlighed måden at ære et relationelt væsen på.
Den måde at opfatte personer som relationelle på ophæver ikke behovet for at anerkende og respektere vores rationelle natur eller for at give mennesker plads til autonomi; i stedet udvider den det rum, hvori vi tænker om personer, samtidig med at den anerkender, at fornuften er en stor del af det, mange af os er. Hvis vi tænker på identitet som voksende fra den måde, hvorpå vi lever os ind i vores krydsende roller og relationer, kan vi se, at den relationelle opfattelse af personer omfatter den rationelle opfattelse, samtidig med at den bevarer den individualitet, der er kernen i personligheden.
Der er stadig meget at arbejde med i denne opfattelse af personlighed, men du kan sikkert allerede nu se, hvordan ideen lover at redegøre for personligheden hos børn og mentalt handicappede bedre, end den individualistiske, fornuftsbaserede ide vil gøre det.
Børn og mentalt handicappede er måske ikke (fuldt ud) rationelle, men de kan bestemt være fuldt ud relationelle. Vi skylder dem anerkendelse i kraft af deres individualitet. For de fleste fremmede er det for det meste bare grundlæggende respekt og at holde sig ude af deres sager.
Men for andre, som børn og mentalt handicappede – som Carla – kræves der meget mere. Det er påkrævet af deres personlighed.