I 1900’s Ex Parte Edwards blev den anklagede fra den tidligere retssag imidlertid løsladt af den territoriale højesteret, da hans tidligere retssag under den republikanske regering havde fundet sted uden en anklage, som det var påkrævet i henhold til amerikansk lov.
Overste domstolen stadfæstede adskillige domme i de første årtier af det 20. århundrede. Loven om “uorden i 1949”, der blev vedtaget i territoriet, forbød også opfordring til eller lurede på offentlige steder om seksuelle ydelser af samme køn.
1950-1969Rediger
I 1958 blev den sidste rapporterede højesteretssag om sodomi i Hawaii, Territory v. Bell, fastslog, at personer af det modsatte køn også kunne dømmes for sodomi.
1970-1989Rediger
I 1972 blev straffeloven revideret væsentligt. Ved revisionen blev bl.a. ophævelsen af forbrydelser i henhold til common law bibeholdt, bestemmelsen om opfordring i loven om uorden blev fjernet, loven om forbrydelser mod naturen blev afskaffet, og der blev fastsat forskellige aldersgrænser for samtykke til forskellige seksuelle aktiviteter.
I 1978 blev forfatningen ændret, så den for første gang gav ret til privatlivets fred. På trods af dommen State v. Mueller (1983), som fortolkede denne ændring konservativt og udelukkede enhver hensyntagen til seksuelt privatliv, handlede delstatens lovgivende forsamling i 1986 for at sænke den seksuelle lavalder til 14 år, den laveste i landet på det tidspunkt.
1990-1994Edit
Den 10. december 1990 ansøgte tre par af samme køn om ægteskabstilladelser hos Hawaii Department of Health. Da de blev nægtet licenser, anlagde parrene sag for at få forbuddet mod licenser til par af samme køn erklæret forfatningsstridigt og diskriminerende, hvilket resulterede i Baehr v. Miike (oprindeligt Baehr v. Lewin). Efter at sagen blev afvist af retten i første instans, appellerede parrene til statens højesteret. I den flertalsudtalelse, der blev afgivet af dommer Steven H. Levinson i 1993, fastslog domstolen, at selv om retten til privatlivets fred i Hawaiis statsforfatning ikke omfatter en grundlæggende ret til ægteskab mellem personer af samme køn, udgjorde nægtelse af ægteskab til par af samme køn forskelsbehandling på grund af køn i strid med forfatningens ret til lige beskyttelse. Retten hjemviste sagen til retssagen og instruerede, at “i overensstemmelse med standarden for streng kontrol vil det være Lewin, der skal overvinde formodningen om, at HRS § 572-1 er forfatningsstridig, ved at påvise, at den fremmer tvingende statslige interesser og er snævert udformet for at undgå unødvendige indskrænkninger af forfatningsmæssige rettigheder”.”
1995-1999Rediger
I 1996, i Baehr v. Miike, afgjorde dommer Kevin K.S. Chang, at staten ikke havde opfyldt sin bevisbyrde. Den beviste ikke, at staten havde en tvingende interesse i at nægte ægteskabslicenser til par af samme køn, og selv hvis man antager, at den havde, beviste den ikke, at HRS § 572-1 var snævert skræddersyet for at undgå unødig indskrænkning af forfatningsmæssige rettigheder. Han pålagde staten at nægte at udstede ægteskabslicenser til par af samme køn, der ellers var kvalificerede til at indgå ægteskab. Den følgende dag udsatte Chang sin afgørelse og erkendte den “juridisk uholdbare” situation, som par ville befinde sig i, hvis Hawaiis højesteret omstødte ham i appelsagen.
I 1997 blev gensidige begunstigede forhold vedtaget som lov af statens lovgivende forsamling, hvilket markerede den første statslige anerkendelse af par af samme køn. Det skulle være et alternativ til de ægteskaber mellem personer af samme køn, som i øjeblikket blev diskuteret i højesteretssagen.
I 1998 henviste den lovgivende forsamling forfatningsændring 2, en forfatningsændring, der bemyndigede Hawaii State Legislature til at begrænse ægteskab til par af blandet køn, til folkeafstemning med henblik på godkendelse. Ændringsforslaget vandt og blev vedtaget med i alt 69,2-28,6 %.
Den 9. december 1999 fastslog Hawaiis højesteret efter vedtagelsen af ændringsforslaget, at “vedtagelsen af ægteskabsændringen satte HRS § 572-1 på ny grund. Ægteskabsændringen validerede HRS § 572-1 ved at tage loven ud af anvendelsesområdet for den lige beskyttelsesklausul i Hawaii’s forfatning, i det mindste for så vidt som loven, både på overfladen og som den blev anvendt, foregav at begrænse adgangen til ægteskabsstatus til par af modsat køn. Uanset om den tidligere var i strid med ligebehandlingsklausulen i ovennævnte henseende eller ej, er HRS § 572-1 derfor ikke længere i strid med denne bestemmelse. I lyset af ægteskabsændringen skal HRS § 572-1 gives fuld kraft og virkning.” Da den afhjælpning, som sagsøgerne søgte – adgang til ægteskabslicenser – ikke længere var tilgængelig, omstødte dette Changs afgørelse og hjemviste sagen med henblik på at afsige dom til fordel for sagsøgte.