Oversættelse
Sikkert er det, at William Blake eller Thomas Campion, da de skrev deres enkle tekster, ikke var klar over de tvetydigheder og mangfoldige betydninger, som fremtidige kritikere ville finde i dem. Ikke desto mindre er sproget komplekst. Ord har overtoner, de vækker komplicerede genlyd i sindet, som ordbogsdefinitionerne ikke tager højde for. Store stilister, og især store digtere, arbejder i det mindste med en halvbevidst eller underbevidst bevidsthed om sprogets uendelige muligheder. Dette er en af grundene til, at essensen af de fleste digte og stor prosa er så modstandsdygtig over for oversættelse (helt bortset fra de radikalt forskellige lydmønstre, der skabes i andre sprogversioner). Oversætteren må projicere sig ind i den oprindelige forfatters sind; han må transportere sig ind i en helt anden verden af relationer mellem lyde og betydninger, og samtidig må han etablere en ækvivalens mellem et uendeligt komplekst system og et andet. Da der ikke findes to sprog, der virkelig er ækvivalente på andet end de mest enkle områder, er dette en yderst vanskelig opgave. Visse forfattere er usædvanligt vanskelige at oversætte. Der findes f.eks. ingen tilfredsstillende engelske versioner af Catullus’ latin, Baudelaires fransk, Pusjkins russisk eller af størstedelen af persisk og arabisk poesi. Selv i de bedste engelske oversættelser kan man knap nok ane den pragt, der kendetegner Sofokles’ græsk og Platons bedste græsk, selv i de bedste engelske versioner. På den anden side insisterer tyskerne på, at Shakespeare er bedre på tysk end på engelsk, hvilket måske er en humoristisk overdrivelse. Men igen, Shakespeare er modstandsdygtig over for oversættelse til fransk. Hans engelsk synes at mangle ækvivalenter på det sprog.
De allerstørste oversættelser kan blive klassikere i deres egen ret, af varig litterær fortræffelighed (King James Version af Bibelen, der udkom i 1611, er et fremragende eksempel), men i det store og hele synes de fleste oversættelsers tilnærmelsesvise ækvivalens med originalen at have en meget kort levetid. Det originale værk forbliver det samme og har en varig værdi for sit eget folk, men oversættelsen bliver forældet med hver ny generation, efterhånden som sproget og kriterierne for litterær smag ændrer sig. Intet viser det litterære sprogs kompleksitet mere tydeligt. En tilsvarende proces finder sted, når en læser oplever et litterært værk på sit eget sprog; hver generation får en “ny version” af sine egne klassikere.
Men værdierne i den store litteratur er mere grundlæggende end kompleksitet og subtilitet i betydningen, der alene skyldes sproget. Værker, der ligger langt fra nutidsmennesket i tid og kulturel baggrund, og som er komponeret på en række sprog, der er helt forskellige fra hinanden i struktur, er ikke desto mindre blevet oversat med tilstrækkelig stor succes til at være dybt bevægende. I det 20. århundrede blev der oversat en enorm mængde af de prælitterære folkeslags mundtlige litteratur og af alle de store civilisationers skrifter til moderne sprog. Oversættelser af disse litteraturer fordrejede ofte de oprindelige historier og fangede i bedste fald kun deres essens. Men uden disse oversættelser ville sådanne historier højst sandsynligt være tabt for altid.