Den onde Gud
Når den kristne religion var blevet etableret som Roms statsreligion, begyndte den at absorbere de forskellige elementer fra de andre religioner for ikke at udelukke resten af befolkningen. Kristendommen gik fra at følge den monoteistiske model fra den jødiske religion til at følge den dualistiske model fra den mithraiske religion. De gode aspekter Jehova blev kombineret med Ahuru-Mazda, som blev omdøbt til “Gud”. Gud havde brug for en fjende eller modstander, der svarede til Ahriman, og han blev Satan. For at udslette de tidligere religioner i Europa blev de fleste af de polyteistiske guder symboler på denne Satan, f.eks. den populære gud Pan, naturguden. Når folk tænker på Satan, forestiller de sig en mand med gedehorn og gedebens ben. Det er ingen anden end Pan, som den nye kirke har dæmoniseret. Han bærer Poseidons trefork, som blev Djævelens høtyv. Det er interessant at bemærke, at Jehova er billedløs som den egyptiske Amon-Ra, men Satan ligner hedenske guder.
Der er nogle få forekomster i Bibelens Gamle Testamente, hvor Satan nævnes ved navn, men udtrykket betyder “modstanderen” snarere end en entitet og et væsen. Ifølge Wikipedia-artiklen om Satan er der 13 henvisninger til Ha-Satan, hvilket vil sige “satanen” eller “modstanderen”. Yderligere 10 er uden artiklen Ha, hvilket ville gøre det til satan, som kunne personificeres som Satan eller Adversary. King James tog sig mange friheder, da han oversatte Bibelen, og nogle af modstanderne blev oversat til Satan og Diabolos eller Djævelen.
Det, man skal forstå, er, at der i de fleste polyteistiske religioner fra hinduisme til Asatru ikke findes nogen guddomme af ren ondskab. Der er mange kampe, og nogle guder er mere ondskabsfulde end andre, men der er ikke nogen af den ægte ondskab, og der er ingen henvisninger til en ond guddom, der piner mennesker i al evighed. Billederne af Hades’ underverden er ikke de mest behagelige, men det har nok mere at gøre med den usikkerhed, der hersker omkring døden. Det faktum, at man, når man dør, bliver kastet ned i den mørke kolde jord, hvor man rådner op, er med til at bidrage til beskrivelserne af Hades’ rige.
På dette punkt er det interessant at bemærke, at kristendommen faktisk er blevet en dualistisk religion. I den græsk-romerske religion er der tre riger, som er delt mellem tre guder. Jupiter/Zeus har himmelen (Olympia), Neptun/Poseidon har havene og Pluto/Hades har underverdenen. I kristendommen har Gud himlen og Satan har helvede. Hvis der kun er én gud, hvorfor har dette andet væsen så sit eget rige, medmindre han leaser det, hvilket i så fald gør den kristne gud til hersker over helvede? Med hensyn til begrebet Hel er det også interessant at bemærke, at Hell på latin er et ord, der betyder inferno, som i det italienske Inferno eller det franske Enfer, hvor Hell er et ord, der stammer fra Hel, den nordiske gudinde for underverdenen. Underverdenen er i Asatru-religionen, som i alle hedenske religioner, et sted, hvor alle de døde kommer hen – gode og onde.
Hvem var Lucifer?
Denne diskussion har på omveje bragt os frem til emnet for dette essay – hvem er Lucifer? For det første er Lucifer i sin fysiske form planeten Venus. Set fra Jorden bevæger planeten Venus sig ikke langt væk fra Solen, da den længste afstand, den kan ses, er ca. 45° bue på begge sider. Når planeten Venus vises til venstre for Solen, er den den smukkeste stjerne på himlen om aftenen. Solen vil gå ned først, og Venus vil stå tilbage på himlen og skinne ekstremt klart. Når Venus står i konjunktion eller opposition til Solen, forsvinder hun og dukker derefter op igen på højre side af Solen og omvendt. Når Venus dukker op til højre for Solen, er den ikke længere aftenstjernen, da den nu vil stige op før Solen og være en smuk stjerne om morgenen eller Morgenstjernen.
De gamle grækere troede, at Venus var to separate enheder, selv om de gamle astrologer sandsynligvis vidste noget andet. I den græske religion var planeten Venus ikke forbundet med skønheds- og kærlighedsgudinden Afrodite (romersk-Venus), selv om associationen er passende. Grækerne gav dagstjernen navnet Eosphoros eller Phosphorus, som på latin kan oversættes til Lucifer. Aftenstjernen Hesperos hed Vesper på latin. Hesperos var søn af Atlas og gudinden for daggryet Eos. Eosphoros var søn af Astreus og Eos, som også fødte de fire vinde. Grækerne afbildede ofte Phosphorus som bevinget med en fakkel, der fører sin mor Eos’ vogn.
Derfor, for at opsummere, viste planeten Venus sig om morgenen for de gamle mennesker var den kendt som Phosphorus på græsk og Lucifer på latin. Lucifer er afledt af Lucem (lys) og Ferre (at bringe), hvilket betyder lysbringer. For at få dette puslespil til at gå op i en højere enhed må man forstå, at nattens mørkeste punkt er lige før daggry. Når planeten Venus står op før solen, er den det klareste lys på himlen på det mørkeste tidspunkt af dagen, hvilket gør Venus eller Lucifer til mørkets fyrste. Hvad siger mørkets fyrste til os? Han siger, at lyset eller oplysningen er på vej – at vi skal vågne op og ikke sove mere. Spørgsmålet må stilles: Hvorfor skulle noget, der bringer os oplysning, være dårligt? Det er interessant at bemærke, at tiden efter Romerrigets sammenbrud og kristendommens overtagelse af Europa gik ind i den mørke middelalder.
Den nu nedlagte hjemmeside Myth Index opregner følgende steder, hvor Phosphorus/Lucifer er nævnt i de antikke tekster:
- er en søn af Astraeus og Eos (Hesiod Theogony. 381),
- er en søn af Cephalus og Eos (Hyginus Poeticon Astronomica ii. 42),
- eller af Atlas (Tzetzes ad Lyc 879),
- af Philonis siges han at have været far til Ceyx (Hyginus Fabulae 65; Ovid Metamorphoses xi. 271),
- han er far til Daedalion(Ovid Metamorphoses xi. 295),
- til Hesperiderne (Servius ad Aeneid iv. 484), eller
- til Hesperis, som ved sin bror Atlas blev mor til Hesperiderne. (Diodotus iv. 27; Servius ad Aeneid i. 530.)
Det skal bemærkes, at i disse passager skrives der om guderne på en måde, hvor forfatterne antager, at man kender dem og deres historier. Meget lig en moderne person, der foreslår “forventer du, at jeg kan gå på vandet?”, hvilket ville være en henvisning til den historie i den kristne mytologi, hvor Jesus går på vandet. Hvis man ikke kendte til myten, ville sætningen være spildt for en. Så det ser ud til, at vi ikke har en reel forståelse for Lucifers evner og egenskaber, og om der var nogen praksis forbundet med ham.