LYDDA (hebr. לֹד, Lod ), by på kystsletten i Israel, 10 mi. (16 km.) sydøst for Tel Aviv-Jaffa. Lydda optræder første gang i den kana’anæiske periode (1465 f.v.t.), da den nævnes i Thutmosis iii’s liste over byer i Kana’an. Ifølge Talmud (Meg. 1:3b-4a; tj, Meg. 1:1) blev byen befæstet “i Joshua Nuns søns dage”, men ifølge Bibelen blev den bygget af Shemed, en benjamit (i Krøn. 8:12). Den optræder sammen med Ono og Hadid i listen over steder, der blev genbosat efter hjemkomsten fra det babyloniske eksil (Ezra 2:33; Neh. 7:37), og den optræder sammen med Ono og Ge-Harashim i listen over benjamitiske bosættelser (Neh. 11:35).
I den hellenistiske periode lå byen uden for Judæas grænser; den blev løsrevet fra Samaria og givet til Jonathan den Hasmonæiske af Demetrius ii i 145 f.v.t. (i Macc. 11:34; Jos, Ant., 13:127) og blev et toparki i Judæa (Jos., Wars, 3:55). I makkabæernes tid var det en rent jødisk by; Julius Cæsar genindførte jødernes privilegier i Lydda (Jos., Ant., 14:208). I den romerske periode blev den regnet som en landsby, selv om den var lige så folkerig som en by (Jos., Ant., 20:130). I 43 f.v.t. blev dens indbyggere solgt som slaver af Cassius, guvernøren i Syrien (Jos., Ant., 14:275). Quadratus, den syriske guvernør på Claudius’ tid, henrettede adskillige jøder der; Cestius Gallus, den romerske prokonsul i Syrien, brændte byen på vej til Jerusalem i 66 e.v.t. Den var under kommando af Johannes den Essenske i begyndelsen af den første jødiske krig (66-70); Vespasianus besatte den i 68 e.v.t.e.
I henhold til talmudiske kilder lå Lydda på grænsen mellem Shefelah og kystsletten, en dagsrejse fra Jerusalem; andre kilder kalder sletten omkring byen for Shefelah of Lydda (Ma’as. Sh. 5:2). Byen blomstrede mellem den første og den anden jødiske krig. Den havde et stort marked; der blev opdrættet kvæg i området, og der blev etableret tekstil-, farvnings- og keramikindustrier. Der fandtes et kristent samfund i byen på Peters tid (ApG 9:32-35). Det var sæde for et Sanhedrin; berømte talmudiske lærde, såsom R. Tarfon, R. Eliezer b. Hyrcanus, R. Akiva, Joshua b. Levi, Judah b. Pazi, Eleazar bar Kappara og Ḥanina bar Ḥama underviste der. Blandt dens synagoger var der en synagoge, der specielt blev vedligeholdt af et samfund af tarsianere. Efter Bar-Kokhba-krigen (132-135) forblev jøderne i Lydda, selv om dens landbrugsopland var blevet ødelagt. Patriarken R. Judah I forpagtede ejendomme på sletten.
I 200 oprettede kejser Septimius Severus en romersk by i Lydda og kaldte den Colonia Lucia Septimia Severa Diospolis. Dens område bestod af de kombinerede toparchier Lydda og Thamna. Byen forblev delvis jødisk. Den deltog i oprøret mod kejser Gallus i 351 og blev straffet, da oprøret mislykkedes; ifølge en Mid-rash havde Lydda ni ud af ti mål for fattigdom i verden. Det samaritanske element blev mere magtfuldt i byzantinsk tid, selv om byen, der var en del af Palaestina Prima, var overvejende kristen og havde en biskop. Justinian byggede en kirke der. Det var den legendariske fødested for Sankt Georg; deraf navnet Georgiopolis i senbyzantinske og korsfarer-kilder. Den blev erobret af den muslimske general ʿAmr ibn al-ʿÁṣ i 636, og indtil grundlæggelsen af Ramleh (ca. 715) fungerede den som hovedkvarter for provinsen Filasṭīn. I 1099 blev den besat af korsfarerne og blev et seigneurie med en vicomte i spidsen. Korsfarerne byggede der en kirke af Sankt Georg, som stadig er delvist bevaret. I 1170 fandt Benjamin af Tudela kun en enkelt jødisk familie der i 1170. Efter Saladins generobring af byen i 1191 bosatte flere jøder sig i den. I det 14. århundrede fandt Estori ha-Parhi et jødisk samfund i byen. Under mamlukkerne var Lydda sæde for et administrativt distrikt. Byen synes ikke at have været beboet af jøder i den tidlige osmanniske periode. Gamle levn i det moderne Lydda omfatter en høj, en jødisk grav og en græsk-samaritisk indskrift. Et storslået mosaikgulv i en stor villa blev afdækket ved nyligt arkæologisk arbejde i byen; gulvet har nilotiske scener med havdyr og både.
Moderne periode
I det 19. århundrede eksisterede der et lille jødisk samfund i Lydda, men de arabiske optøjer i 1921 tvang de sidste af de jødiske indbyggere til at forlade byen. Yderligere forsøg på at genetablere samfundet under det britiske mandat mislykkedes på grund af den efterfølgende vold. Byen, som kun talte et par hundrede familier i begyndelsen af århundredet, voksede hurtigt og blev i 1919 et vigtigt jernbaneknudepunkt. I 1944 talte Lydda omkring 17.000 arabiske indbyggere, hvoraf en femtedel var kristne og resten muslimer.
Under Israels *Uafhængighedskrig blev Lydda besat af de israelske styrker i Operation Dani den 10. juli 1949, og det store flertal af indbyggerne forlod byen. De første jødiske bosættere kom til Lydda i slutningen af 1948, da byens befolkning talte 1.200, hvoraf 1.050 var arabere. I 1949 fik byen status som kommunalråd. I 1955 blev de jødiske bosættere i overensstemmelse med en prototypeplan udarbejdet af arkitekten Michael Bar indkvarteret i moderne huse i den nordlige del af byen, mens den arabiske befolkning blev indkvarteret i den østlige del af byen. Denne adskillelse er fortsat indtil i dag. De nye dele af Lydda står i kontrast til den gamle kerne, som har bevaret en orientalsk karakter og har bevaret sine moskéer og kirker.
I slutningen af 1969 var der 28.000 indbyggere, heraf 2.900 muslimer og kristne arabere. I midten af 1990’erne var indbyggertallet ca. 49.500, heraf ca. 10.180 ikke-jøder. Ved udgangen af 2002 var befolkningstallet steget til 66.500, herunder 18.000 ikke-jøder (26% af byens befolkning) og 15.000 nye indvandrere (hovedsagelig fra det tidligere Sovjetunionen og Etiopien). Byens areal er ca. 10 km2. Væksten i den arabiske befolkning har sammen med afgangen af den jødiske veteranbefolkning skabt racemæssige spændinger i byen og et ry som Israels narkotikahovedstad. Indkomsten lå langt under det nationale gennemsnit.
Den nærliggende lufthavn, Israels internationale lufthavn for passagerer og fragt, blev oprindeligt bygget af Mandatarregeringen i 1936, og den israelske regering udvidede i høj grad dens faciliteter. Den tjener som hjemmebase for *El Al Israel Airlines. Nye passagerafsnit blev færdiggjort i 1970. Nu er den kendt som Ben-Gurion-lufthavnen og er blevet udvidet yderligere med opførelsen og åbningen af den imponerende Terminal 3 i 2005. Omkring 115.000 passagerer passerede lufthavnen i 1950, over en million i 1970 og fem millioner i 2004. Lufthavnen tjente byen som en vigtig kilde til beskæftigelse, ligesom Israel Aircraft Industries.
bibliografi:
Press, Ereẓ, s.v.; em, 4 (1962), 430-1 (inkl. bibl.); S. Abramsky, Ancient Towns in Israel (1963); Benvenisti, Crusaders in the Holy Land, index. Tilføj. Bibliografi: J.J. Schwartz, Lod (Lydda), Israel. From its Origins Through the Byzantine Period, 5600 b.c.e.-640 c.e. (1991); Y. Tsafrir, L. Di Segni, og J. Green, Tabula Imperii Romani. Iudaea – Palaestina. Maps and Gazetteer (1994), 171; B.-Z. Rosenfeld, Lod and Its Sages in the Period of the Mishnah and the Talmud (1997).