Mere end deres evner inden for hard- og bluesrock (og vel også heavy metal) har Led Zeppelin leveret en skabelon, som deres efterfølgere har efterlignet eller fornyet. Bandet blomstrede i rockens gyldne tidsalder i 70’erne og kvæler alle andre samtidige med deres dominans på scenen, som blev afbrudt af Bonzos alt for tidlige død i 1980. Men mere end at være rockens stamfædre omfavnede Led Zeppelin også mangfoldighed og blandede sig med traditionelle, akustiske arrangementer. Her er nogle af de bedste akustiske Led Zeppelin-sange, du kan finde.
“The Battle Of Evermore” – Led Zeppelin IV (1971)
Et af Led Zeppelins myte-inspirerede epos var i form af et akustisk arrangement. Med værdifuld støtte fra Rolling Stones’ Ian Stewart og Fairport Convention’s Sandy Denny er dette musikalske epos et af de mest overbærende akustiske kompositioner, der på ingen måde manglede bandets bid og energi.
“Bron-Yr-Aur” – Physical Graffiti (1975)
En kort, men sød Page-optræden er kernen i “Bron-Yr-Aur”, som er inspireret af den gamle hytte, som bandet lejede for at skrive nogle af deres mest produktive sange. Dette var Pages måde at afvise kritikere, der kun så Zep som en flok pikrockere.
“Going To California” – Led Zeppelin IV (1971)
Plant bruger ikke sin meget prosa-prægede lyrik i denne, hvilket måske er grunden til, at den appellerede til det brede publikum. Enkelheden i dette nummer er fremhævet med temaer om længsel efter bedre dage, som Plant fremmaner åh så effektivt.
“Black Country Woman” – Physical Graffiti (1975)
Fra det gigantiske dobbeltalbum er et af de mest roots-baserede akustiske numre, som bandet nogensinde har lavet. Tydeligvis farvet af den Delta-blues, som Plant kendte siden sine tidlige år, og er et befriende, løst arrangement, der blev indspillet uden for Stargroves-ejendommen. De smider endda et harmonikahøjdepunkt fra Plant ind for at forstærke følelsen.
“Babe I’m Gonna Leave You” – Led Zeppelin (1968)
Denne bløde opfølger til den sprængfarlige åbner på deres debutalbum, “Babe I’m Gonna Leave You”, er et vidnesbyrd om bandets evne til at variere deres soniske tekstur med en simpel beherskelse af instrumenter (og vokal). Den kontrast, som nummeret præsenterer, er blot en overbærende fejring af det titaniske potentiale, som Led Zeppelin havde at byde på.