‘Og dette …’ ejendomsmægleren holdt en dramatisk pause, ‘er det store soveværelse!’
Da han med eftertryk understregede ordet ‘master’, strakte han sin højre arm ud og bevægede sig i en fejende bevægelse, som om han ville signalere stor rummelighed. Jeg kiggede ind. Rummet var kompakt. Det kunne måske lige akkurat rumme en dobbeltseng med sengeborde på hver side. Jeg havde svært ved at forstå hans malplacerede entusiasme. Var det her det vigtigste soveværelse i lejligheden? Men det, der irriterede mig mest, var hans brug af automatisk jargon ved at kalde hovedværelset for “master bedroom”.
Igennem min søgen efter en ny lejlighed fandt jeg i stigende grad, at udtrykket “master bedroom” var et allestedsnærværende problem.
Ordet “master” kommer fra latin magister, der betyder chef, leder eller direktør. Historisk set er master blevet brugt til at beskrive en mand i en autoritativ, disciplinerende stilling: man tænker på en skolemester eller, det mere uhyggelige udtryk, slavemester. Udtrykket “master bedroom” opstod først i begyndelsen af det 20. århundrede for at angive, at værelset var forbeholdt husets herre, som næsten altid var en mand. Men i betragtning af ordets historie, der er gennemsyret af en ubehagelig kombination af hierarkiske, racemæssige og sexistiske konnotationer, passer det vel ikke længere ind i dagens leksikon?
Det er ikke kun de ubehagelige, hvis ikke uacceptable, historiske associationer, der gør udtrykket “soveværelse” uhensigtsmæssigt, det er de iboende mandlige implikationer i udtrykket, der burde gøre det afskyeligt for samfundet i dag. Betyder det, at en kvinde ikke kan have et soveværelse, for slet ikke at tale om et hus? Ønsker en enlig, økonomisk uafhængig og selvforsynende kvinde et hus med et “master bedroom”? Min årgang af årtusindkvinder er på vej til at blive den mest økonomisk uafhængige generation i historien, så hvorfor skulle vi, når vi søger at leje eller købe en ejendom, ønske et soveværelse med en master bedroom? Betyder det, at vi ikke kan gøre krav på ejerskab af en ejendom eller leje uden en mand? Ønsker vi et “elskerindeværelse”? Nej … Tænk bare på de konnotationer, som det indebærer! Ville nogen ønske at bo i en ejendom, hvor det ene værelse angiveligt skal være beboet af en dominerende mand? Udtrykket “herre” skal smides ind i værelse 101.
Men på en mindre politisk ladet måde opfylder det ikke forventningerne at beskrive det største soveværelse som et soveværelse for herrefamilien. Udtrykket skal inspirere til et billede af et rum med storslåede og overdådige proportioner. “Master suite” anvendes, når værelset har et tilknyttet badeværelse, og hvis det er heldigt, et skab som “dressing room”. Ingen af de lejligheder, jeg besøgte, opfyldte disse kriterier. Fra en lejlighed, hvor væggen mellem køkkenet og det store soveværelse kun var lidt mere end forstærket pap, til en anden, hvor jeg kunne se lysstråler komme gennem vinduesruden, der var ved at gå i opløsning, manglede der virkelig privatliv og komfort i det “store soveværelse”. Som prikken over i’et, da jeg så en bijou-lejlighed, som engang var loftet i en storslået victoriansk villa, var det store soveværelse det sted, hvor tjenestefolkene engang skulle have sovet! Ironien gik ikke tabt for mig.
Hvorfor skal man holde sig til at foregive noget ved at insistere på at bruge udtrykket “master bedroom”? Af alle mulige grunde, historiske, sociale, sproglige eller andre, bør man kalde soveværelset for det, det er: et soveværelse! I 2013 begyndte en række ejendomsmæglere i USA’s hovedstad, Washington DC, at bruge udtrykket “ejerens soveværelse”. Jeg ved ikke helt, hvad de gjorde for udlejningsejendomme, men selv om jeg normalt ikke ville gå ind for en amerikanisering af terminologien, var de på rette vej. “Soveværelse et” er fint nok, “ejerens soveværelse” er fint, “hovedværelse” er acceptabelt, men lad os venligst begrænse “soveværelse” til fortidens arkaiske områder, hvor det hører hjemme.