Retinaculum Strains
Retinaculums er som elastiske bånd, der holder senerne på plads og holder dem i deres specifikke rille eller placering. Vi har dem i led, der kræver bevægelse, men som har brug for at holde sener og muskler på plads, så de fungerer korrekt. Det mest kendte er flexor retinaculum i håndleddet, som er angivet i forbindelse med karpaltunnelsyndrom. Senerne til de muskler, der arbejder på hånden, passerer alle gennem denne kanal, som holder dem inde og ude af vejen, mens håndleddet bevæger sig.
Der er to strukturer, der hjælper med at holde peronealsenerne på plads ved den laterale malleolus (knoglefremspring på ydersiden) i anklen, kendt som det peroneale retinaculum. De er opdelt i et over- og et underbånd (over og under), der fæstner sig fra malleolus til calacaneus (hælen på foden). Den inferior struktur er en forlængelse af fodens korsbånd, der krydser fodbuen på fodens dorsalside (overside = tænk rygfinne på en delfin). Det peroneale retinaculum holder musklerne på plads og bevæger sig posterior (bag) den knoglede laterale malleolus. Hvis disse muskler “knækker” ud af deres plads, kaldes det en peroneal sublaxation og skaber ustabilitet og manglende bevægelse i eversion samt manglende evne til at stå på foden.
Et andet udtryk, der kan refereres til denne struktur, er tæernes ringformede ligament. Annular betyder “formet som en ring”, og der findes mange ringformede ledbånd i kroppen ved albuen, skulderen, fingrene, tæerne og endda i luftrøret. Det henviser til strukturen på et meget bredere plan som den brede kappe, der omslutter hele mellemfodsområdet i en støttende bandage.
Denne skade bliver ofte fejldiagnosticeret som en forstrækning/forstuvning af den laterale ankel. Den viser sig på samme måde med eversion og svaghed i anklen, men de involverede ligamenter er ikke de talofibulære/calcaneofibulære ligamenter, der virker direkte på fibula og calcaneus-artikulationen. Forskellen mellem et retinaculum og et ligament er, at retinaculumet ikke fastgør knogle til knogle, men snarere holder sener/muskler på plads. I dette tilfælde kan klienten, efter at være kommet sig over den indledende smerte og ustabilitet efter en skade, stadig præsentere en “knækkende” ankel, hvor svaghed og manglende evne til at udføre en præstation stadig er en følge. En overbelastning af retinaculum kræver en lidt anderledes fremgangsmåde og kan kræve operation for at få det sat fast igen. Selv om det ikke er så alvorligt som en ledbåndstrækning/forstrækning, er symptomerne de samme, og normal funktion af anklen kan ikke opnås uden genoptræning.
Så som du kan se, er der en række forskellige og varierende komponenter af problemer, der kan opstå i forbindelse med laterale fodproblemer. Nogle gange kan disse problemer være mindre og heles på 2-3 uger, men nogle gange kræver de mere aggressiv behandling, genoptræning og pleje. En kortfattet diagnose er altid bedst, og at forstå præcis hvilken type skade du har, kan ofte påvirke hvordan du griber din genopretning an. Det er vigtigt at få den rigtige vurdering, og at forstå kompleksiteten af hvert enkelt symptom kan hjælpe dig med at målrette og i sidste ende komme tilbage efter en skade, uanset om den er større eller mindre alvorlig.