Militærstyrets oprindelse
Analyser af de omstændigheder, der førte til militærstyrets opståen, er der mange af. Empiriske undersøgelser tyder på, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem militærets størrelse eller dets budget og dets tilbøjelighed til at gribe magten. Endvidere er der en tendens til, at årsagerne til hierarkiske kup (ledet af den øverste kommando) er forskellige fra årsagerne til kup ledet af yngre officerer (dem med rang af eller svarende til hærkaptajn eller derunder). Det er mere nyttigt at skelne mellem faktorer internt i de væbnede styrker, indenrigspolitiske variabler og internationale påvirkninger. I den første kategori kan civile politikeres krænkelser af det militære hierarki, en udvidelse af militærets kapacitet eller følelse af mission og en øget følelse af trussel alle udløse kup. Hvad angår indenrigspolitikken, er det blevet observeret, at en høj grad af politisk konflikt (især etnisk og religiøs konflikt), økonomiske kriser, svage politiske partier (især højrefløjspartier) og statslige institutioner med lav kapacitet går forud for militære magtovertagelser. Af betydning i denne kategori er også militærets image i den nationale politik og især graden af folkelig identifikation af militæret med visse positive nationale værdier. Internationalt set kan truslen om eller nederlaget i en krig, udenlandsk politisk og militær bistand og et gunstigt internationalt miljø, herunder militærstyre i nabolande og international anerkendelse af militærregimer, lette statskup. I nogle regioner er der observeret en “kaskadeeffekt”, hvor militærstyre, der først er etableret i et enkelt land, opstår andre steder i de efterfølgende år, hvilket fører til samarbejde mellem militærregimer. (F.eks. blev kuppet i Brasilien i 1964 efterfulgt af et kup i Argentina i 1966, kup i Chile og Uruguay i 1973 og endnu et kup i Argentina i 1976.)
Supermagtskonkurrence var sandsynligvis en vigtig faktor i den udbredelse af militærregimer, der blev set under den kolde krig. Store mængder militær bistand fra USA og Sovjetunionen styrkede den militære kapacitet i allierede eller “klient”-stater. Inden for USA’s indflydelsessfære bidrog den øgede vægt på interne sikkerhedstrusler i kølvandet på den cubanske revolution (1959) til en stigning i den direkte militære indblanding i politik. Siden afslutningen af den kolde krig og Sovjetunionens opløsning i 1991 har der været et markant fald i antallet af militærregimer i udviklingslandene.