Hej. Den 8. maj 2007 fik min 52-årige mor, mens hun ryddede sin garage sammen med mig og min søster, en sprængt hjerneaneurisme og en større subarachnoidalblødning og et større slagtilfælde. Hun gled i koma efter at have kastet voldsomt op i et stykke tid. CT-scanninger viste, at hun havde endnu en hjerneaneurisme, der var klar til at briste. Lægerne gav os ikke meget håb. De fortalte os, at hun sandsynligvis ikke ville
overleve, og hvis hun gjorde, ville hun højst sandsynligt være en grøntsag, for på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er det værste, var hun en 5.
Far, vores 2 brødre og vi græd vores øjne ud. Vi kommunikerede med alle, vi kendte, og de kommunikerede med alle, de kendte. Inden for få timer havde vi flere bønnekæder i gang rundt om i landet og nogle i udlandet. Lægen planlagde operationen til næste morgen. Vi syntes, at de skulle have gjort det så hurtigt som muligt, men hvad vidste vi. Det var en dobbelt hjerneoperation med to neurokirurger, der gennemførte den. Det tog hele 8 timer. Gæt hvad? Hun overlevede den uden nogen som helst komplikationer! Lægen var forbløffet, og vi fortalte ham, at hun tjente en Gud, der gør mirakler. De fortalte os, at de næste 10 dage var afgørende, og at alt kunne ske. Vi lovpriste Gud for hendes overlevelse gennem operationen (de klippede begge hjerneaneurismer). Vi lovede Gud for den viden, han gav disse to kirurger. Vi bad også for dem under hele operationen. Vi bad om, at hans fingre ledte deres fingre.
Min mor lå på intensivafdelingen i 3½ uge, og i løbet af denne tid fik hun bronkitis, lungebetændelse og feber i ca. 11 dage … Hun fik lagt en ernæringssonde og en tracheotomi. Hun blev suget hvert par timer eller deromkring gennem næsen, og det blødte og irriterede hende så meget. De var til sidst i stand til at gøre det gennem tracheotomien. Hun fik foretaget en anden operation, hvor der blev sat en permanent shunt ind i hendes kranie, fordi hendes hjerne ikke selv ville dræne væsken. Alt hendes lange, krøllede, smukke, sorte og skinnende hår blev barberet. Hun fik i alt 100 hæfteklammer på
hendes hoved. Hun så deformeret og opsvulmet ud. Lægen gav os lov til at give hende Glyconutrients (Ambrotose) – helt naturlige og ikke-toksiske næringsstoffer, som min mor havde taget derhjemme i et stykke tid, før dette skete. De gav os lov til at give hende dette, fordi de ikke troede, at hun ville klare den alligevel. Gud viste dem, hvordan han skaber mirakler. Vi takker Gud, og vi takker dem for at have reddet vores mors liv. Vi tror, at disse næringsstoffer var afgørende for hendes hurtige helbredelse. Lægen har været chokeret over hende, hver gang han har set hende. De kalder hende “mirakeldamen”.
Tak Gud for, at hendes hjerte stod stærkt hele tiden. Min mor er en meget stærk kvinde, og hun er livskraftig. Allerede næste dag efter hendes 8 timers hjerneoperation trak hun sin respirator af. De måtte spænde hendes hånd fast til sengen, fordi hun blev ved med at trække alle sine slanger ud. Hun trak vejret selv meget godt. Efter 3 ½ uge på intensivafdelingen overførte de hende til et almindeligt værelse, hvor vi kunne overnatte hos hende. Jeg beholdt min søsters baby, og hun stod med hende. Vi skiftedes alle til at tage os af hende på skift. I mellemtiden besluttede vi alle at uddanne os om slagtilfælde og hjerneaneurismer. På den måde var vi i stand til at vide, hvilke spørgsmål vi skulle stille, og hvad vi skulle holde øje med. Der var mindst tre tilfælde, hvor vi vidste, at hun ville være omkommet, hvis ikke en af os havde været der sammen med hende. Gudskelov er vi en stor familie, og vi blev et team med det samme mål om at hjælpe vores mor og kone med at få det bedre. Efter yderligere ca. 2 uger blev min mor sendt til et rehabiliteringscenter. Der stod hun indtil for 2 uger siden. Hun gennemgik intensiv terapi 5 til 6 dage om ugen: Fysioterapi, ergoterapi og taleterapi. Lidt efter lidt hjalp de hende med at spise, tale og begynde at tage skridt og gå op og ned ad trapper. De var meget tålmodige med hende og med os.
Mor er hjemme nu og modtager terapi i hjemmet. Hun har afasi, og det ser også ud til at blive bedre. Vi har aldrig opgivet og vil aldrig opgive håbet om hendes helbredelse. Hun kom hjem og fik 2 dage senere trukket 5 tænder ud hos tandlægen. Hun havde smerter i flere dage. I dag blev hendes syn sort, og hun blev meget svimmel og græd. Hun har hovedpine næsten hver dag, og det er blevet værre i dag. Hendes ansigt er hængende i den ene side, og det ene øje ser kun skygger, men hun føler hele tiden, at det prikker i ansigtet. Vi ringede til lægen, og de vil give hende en CT-scanning i morgen tidlig for at kontrollere hendes shunt. Forhåbentlig vil alt være i orden.
Det har været en lang rejse på 4 måneder, og vi elsker vores mor, og vi vil gøre alt for hende. Vores mors intellekt er intakt, men hendes kommunikationsevner og færdigheder er påvirket. Hun lider af afasi. Tak fordi du lytter med. Vi VED, at Gud reddede vores mors liv, og vi ved, at han har en plan for hendes og vores liv. Hun er et levende vidnesbyrd om en overlevende efter et slagtilfælde, en overlevende efter en hjerneaneurisme og en overlevende efter afasi. Tak og Gud velsigne jer og det arbejde, I udfører.