Alle, der kender mig, ved, at jeg er en ekstremt udadvendt person. Jeg elsker at gå ud, møde nye mennesker og skabe forbindelser med andre. Mine relationer med venner og familie er nogle af de vigtigste ting i mit liv. Jeg er dog ikke altid lige udadvendt og venlig. Nogle gange er jeg det stik modsatte. Jeg lover, at jeg ikke prøver at være uhøflig eller ondskabsfuld, når jeg sætter mig selv i et hjørne og synes at lukke andre helt ude. Den opførsel er noget, som jeg ikke har kontrol over.
I gymnasiet blev jeg mobbet. Det startede ikke som den klassiske legepladsmobning, som man forestiller sig, når man hører ordet. Min mobber startede som min ven. I en gruppe med en anden pige var vi uadskillelige i den første halvdel af mit første år på universitetet. Alle på campus vidste, at vi var bedste venner. En dag ændrede det sig pludselig. Jeg fik et telefonopkald fra min kommende mobber, som var rasende over noget, jeg ikke havde gjort. Fra den dag ændrede hele min oplevelse på gymnasiet sig. Jeg blev lukket ude fra pigegrupper og blev åbenlyst hånet og drillet foran mine kammerater. Da nye elever kom til skolen det følgende år, betroede de mig, at min mobber havde sagt til dem, at de ikke skulle tale med mig.
Denne behandling fortsatte med at vokse og eskalere. Mange vidste ikke engang, at det skete, for udefra set så det ud til, at jeg var en udadvendt og vellidt pige. I virkeligheden prøvede jeg så hårdt på at være tæt på så mange mennesker, som simpelthen ikke accepterede mig. De eneste ting, der holdt mig på min skole, var mine to bedste veninder i klassen over mig, mine fantastiske lærere og den enorme kærlighed, jeg stadig havde til min skole på trods af min mobbeoplevelse. Min skole var mit hjem.
Min mobning kulminerede i en forfærdelig uge i februar i mit juniorår, da jeg på en eller anden måde blev sat i forbindelse med en begivenhed, som jeg ikke havde noget med at gøre. Jeg blev flået i stykker på Yik Yak, fik at vide fra den anden side af spisesalen, at jeg var “f****** s***” og endte med at gemme mig på mit kollegieværelse med døren låst, bange for min egen sikkerhed.
År med terapi har hjulpet mig til at være et sted, hvor jeg kan se tilbage på min oplevelse med klarhed. Når jeg tænker tilbage på disse år, får jeg stadigvæk en følelse af at have det dårligt i maven, men jeg er kommet ud på den anden side som en person, der kan klare praktisk talt alt i livet, der bliver kastet efter mig (hvilket er meget). Jeg er dog stadig nogle gange standoffish, især i store pigegrupper.
Takket være, har jeg ikke haft en oplevelse som min i gymnasiet nu, hvor jeg går på college. Jeg har fået fantastiske venner og har meldt mig ind i en sorority. Sjovt nok er det vores sorority-møder, der udløser min mobbeangst mest, selv om jeg er omgivet af de mest støttende piger, jeg kender.
Jeg tror, det er følelsen af at være i en stor gruppe piger. Mens jeg gik i gymnasiet, blev jeg, hver gang jeg var i en gruppe piger, udstødt og mobbet. Det er en følelse af muskelhukommelse, en defensiv tilstand, som jeg sætter mig selv i som følge af oplevelser, der skete for mange år siden. Jeg ændrer mig pludselig fra mit sjove, udadvendte jeg til en tilbagetrukket, stille person, der lader som om hun sidder på sin telefon i et hjørne. Jeg har trænet mig selv til at føle mig okay, når jeg er alene. Jeg har automatisk mistillid til piger, indtil de beviser mig det modsatte, og min tillid er hårdt optjent.
Den gode nyhed? Jeg er ved at få det så meget bedre. Jeg oplever, at jeg lukker mig selv mindre og mindre ude. Jeg er blevet bedre til at åbne mig i grupper og indse, at ingen kommer til at mobbe mig på den måde igen. Min største erfaring fra min mobbeoplevelse er, at jeg er stærk som bare fanden. Så stærk, at jeg nogle gange ikke er klar over, når jeg udelukker andre på grund af vane. Men jeg lærer at inkorporere nye venner og mennesker, jeg møder på min rejse, samtidig med at jeg fremmer kontinuerlig healing og vækst i mig selv.
At være offer for mobning definerer mig ikke, men det har hjulpet mig til at blive den person, jeg er stolt af at være i dag.