Mængden af ilt, der leveres til myokardiet, er større end den mængde, der faktisk optages (iltforbruges) af myokardiet for at støtte det oxidative stofskifte. Typisk udtrækker myokardiet ca. 50 % af den ilt, der tilføres fra det arterielle blod. Denne iltudtagning bestemmes af forholdet mellem iltforbruget og den koronare blodgennemstrømning, som beskrevet ved Fick-princippet. Iltudtrækningen er pr. definition forskellen mellem de arterielle og venøse koncentrationer af ilt (CaO2-CvO2).
Sammenlignet med de fleste organer i kroppen (se nedenstående tabel) er iltudtrækningen i hjertet relativt høj. Hjertets iltudtrækning er typisk 10-12 vol % (ml O2/100 ml blod).
| Organ | CaO2-CvO2 (vol %) | |
| hjerte | 10-12 | |
| skeletmuskel (i hvile) | 2-5 | |
| nyrer | 2-3 | |
| intestin | 4-6 | |
| hud | 1-2 |
Theoretisk, den maksimale mængde ilt, der kan udvindes, er 20 volumenprocent. I virkeligheden er den maksimale iltudvinding dog omkring 15-16 vol % på grund af kinetikken for iltdissociation fra hæmoglobin. Hjertet udvinder derfor halvdelen til to tredjedele af den fysiologisk tilgængelige ilt under normale driftsbetingelser. Derfor skal hjertet nøje koble ilttilførsel og -efterspørgsel for at sikre en tilstrækkelig iltning af vævet. I fravær af koronararteriesygdom (CAD) øges koronar blodgennemstrømningen næsten proportionalt med stigningerne i myokardiets iltforbrug (MVO2), hvorved vævshypoxi og funktionel svækkelse forhindres. Lokal regulering af blodgennemstrømningen er ansvarlig for at tilpasse den koronare blodgennemstrømning til de metaboliske krav fra det kontraherende myokardie.
I tilstedeværelsen af CAD er det koronar blodgennemstrømning muligvis ikke i stand til at levere tilstrækkelig ilt til at opfylde det kontraherende hjertes metaboliske krav. Dette vil øge iltudtrækningen og mindske det venøse iltindhold. Dette fører til vævshypoxi og angina pectoris. Hvis den manglende blodgennemstrømning skyldes en fastliggende stenotisk læsion i kranspulsåren (på grund af åreforkalkning), kan blodgennemstrømningen forbedres i det pågældende kar ved 1) at anbringe en stent i karret for at udvide lumen, 2) at bruge en intrakoronar angioplastikballon til at strække karret op, eller 3) at omgå det syge kar med et vaskulært transplantat. Hvis den utilstrækkelige blodgennemstrømning skyldes en blodprop (trombose), kan der gives et trombolysemedicin, som opløser blodpropper. Trombocythæmmende lægemidler og aspirin anvendes almindeligvis for at forhindre, at blodpropper opstår igen. Hvis det nedsatte flow skyldes koronar vasospasme, kan der gives koronar vasodilatatorer (f.eks. nitrodilatatorer, calciumkanalblokkere) for at vende og forebygge vasospasme.
Revideret 07/01/2009