Alai

Bier er emblemer for social kompleksitet. Deres honningkasser – indviklede gitter, der drypper af mad – huser travle medlemmer af bistadet, der udfører omhyggeligt orkestrerede opgaver som f.eks. at forsvare sig mod rovdyr og koordinere indsamling af ressourcer. En stor del af vores egen succes skyldes denne form for arbejdsdeling. I dyreriget betaler det sig tydeligvis at være social: Visse neuroner får os til at hade at være alene. Man kunne være tilgivet, hvis man antog, at kompleks social organisering er evolutionens højdepunkt – eller i det mindste et højdepunkt i evolutionen.

Og alligevel er kun nogle få af de 20.000 kendte arter af bier sociale. Nogle biarter har endog opgivet social adfærd og har valgt at leve som singler. Hvorfor?

Sommetider vinder alle, når man gør det alene.

For det første kræver socialisering, som introverte mennesker godt ved, meget energi. Meget komplekse insektsamfund kræver et omfattende arsenal af kemiske og fysiske signaler til at styre deres fælles adfærd. Sociale bier har mere højt udviklede exokrine kirtler end deres ensomme kusiner, og ensomme halictidbier har færre sansehår på deres antenner end deres sociale forløbere. Solitære og sociale halictider har også forskellige duftsystemer, som spiller en vigtig rolle i den sociale kommunikation og genkendelse af bier. Efterhånden som miljøet stiller nye krav, og bistadens genetiske sammensætning tilpasser sig, kan det være, at disse egenskaber ikke længere er investeringen værd.

For det andet kan det være hæmmende at være social – nogle gange er bierne nødt til at vokse hurtigt for at overleve. Forskere fra Whitman College i Washington fandt ud af, at den region i den nyudklækkede asociale frugtplantagebiers hjerne, der er ansvarlig for fourageringsevnen, er omtrent lige så udviklet som den tilsvarende region hos den erfarne fouragerende honningbi. Antisocialitet fremmer selvforsyning. Plantagebierne skal klare sig selv, og de kommer ud i verden og ved, hvordan de skal finde føde. For honningbier er det på den anden side kun en del af bistadet, der skal fouragere på et givet tidspunkt.

Hvordan udvikler ensomme arter sig til at høste disse fordele efter at have været sociale? Når alt kommer til alt, kan antisocialitet i forbindelse med andre stressfaktorer betyde, at hele bistadet kollapser – ved at øge det minimale antal sociale bier, der er nødvendigt for at opretholde et bistade, og reducere det maksimale antal bier, som et bistade kan bære stabilt. Så forekomsten af ensomme bier er ikke ligefrem gunstig.

Variabilitet i social adfærd er et muligt svar. H. rubicundus, en svedbi, der nedstammer fra sociale forfædre i Halictidae-familien, har både solitære og sociale populationer i Europa. Bier, der lever i forskellige miljøer, foretrækker forskellige adfærdsmønstre: I varme klimaer foretrækker H. rubicundus-populationer at danne bistader, mens de i kulde har en tendens til at gå solo.

Det viser sig også, at selv i et højt koordineret bistade findes der fortsat antisociale individer. Og de ser ud til at blive tolereret af de andre bier i kolonien. Hvis nogle få enspændere befinder sig i en ny situation, hvor solitær adfærd er fordelagtig – lad os sige, at vækstsæsonen er kort, og bierne skal op og gå uden at dele opgaverne – kan der opstå en asocial art.

Ændringer i værtsplanter kan også få sociale bier til at vende tilbage til solitær adfærd. Afhængigt af biernes miljø og behov er det normalt mere fordelagtigt at specialisere sig på én plante i en bikube-sammenhæng, hvor hele bistadens aktivitet kan koordineres omkring en konstant ressource. Solitære bier er normalt generalister – de svirrer rundt fra plantearter til plantearter.

Socialitet er ikke et højdepunkt i evolutionen. Det er blot endnu et resultat af processen. Ensomme bier og andre arter klarer sig fint – og nogle gange endda bedre. Det er klart, at social adfærd har fordele, idet den er med til at sikre arternes og samfundets overlevelse. Men at være en god nabo er ikke den eneste fordel for bistadet. Nogle gange vinder alle, når man går alene.

Silvia Golumbeanu er redaktionel praktikant hos Nautilus.