En af de sværeste ting at forklare andre mennesker om depression er, at den fratager dig kontrollen – ikke kun over dine følelser, men også over din krop. Der er et fænomen, der kaldes “psykomotorisk retardering”, som forekommer i mange episoder. Det kan begynde som en generel afmatning af dine mentale og fysiske processer og forværres til en næsten lammelse. Af alle de ting, jeg hader ved depression, tror jeg, at dette står øverst på listen.
Jeg mener ikke bare, at det er svært at bevæge sig; jeg mener, at det er praktisk talt umuligt. Lad os sige, at der står en skål med frossen yoghurt foran mig og venter på at blive spist. Jeg elsker frossen yoghurt, og jeg tror, at det gør verden til et bedre sted. Men når jeg er alvorligt deprimeret, kan jeg ikke samle den nødvendige energi eller viljestyrke til at få min hånd til at bevæge sig hen til bordet og gribe fat i skeen. Yoghurten sidder bare foran mig og håner mig, mens den smelter: “Hvem fryser nu?”
Hvis jeg ikke kan overvinde lammelsen længe nok til at gøre noget, der giver mig glæde, så forestil dig, hvordan det er at stå over for de ubehagelige gøremål i det daglige liv. Bare tanken om at stå ud af sengen og tænde for brusebadet får mig til at blive fortvivlet. Så er der den ugudelige strenghed, det er at børste mine tænder. Torturen ved at pude puderne op. Pinen ved at knappe min trøje. Det er alt sammen uoverskueligt, men det skal gøres, og jeg sværger, at jeg har ligget i sengen i timevis og forsøgt at smide dynen, så jeg kan tage fat på livet.
Jeg har uendelig sympati for fysisk handicappede, men alligevel er der en ond stemme i mit baghoved, der siger: “I det mindste forstår andre mennesker det.” Jeg har igen og igen forsøgt at forklare andre, herunder mine læger, de frygtelige ting ved psykomotorisk retardering, og jeg føler altid, at jeg kommer til kort. Som om jeg klynker over noget flygtigt, som jeg har kontrol over – noget jeg kunne mestre, hvis jeg virkelig prøvede.
Og jeg har virkelig prøvet.
Det er en af grundene til, at jeg bliver ked af det, når velmenende mennesker forsøger at opmuntre mig ved at fortælle mig om alle de undersøgelser, der siger, at motion kan kurere depression, eller at det er mindst lige så effektivt som antidepressiv medicin er. Disse mennesker glemmer uvægerligt en vigtig modificator, som bruges i alle disse undersøgelser: “moderat” depression. Tro mig, hvis jeg kun var moderat deprimeret, ville jeg være den første til at hoppe op af sengen og hente mig selv noget solskin. Men når jeg er deprimeret til det punkt, hvor jeg er lammet, hører jeg bare dette råd og blinker med vantro. De tager pis på mig, ikke? Hvis jeg kunne bevæge mig, ville jeg så ligge her hjælpeløst indhyllet i min dyne? Hvis jeg kunne bevæge mig, hvorfor fanden skulle jeg så ikke gøre det?
Jeg så filmen The The Theory of Everything for nylig, og jeg spekulerede på, om Stephen Hawking konstant blev opfordret til at motionere. Sandsynligvis ikke. Der er noget ondt over denne sammenligning, og jeg er sikker på, at jeg fortjener at blive slået ned af lynet. Men alligevel er der ikke noget galt med mit ønske om, at folk kunne se ud over min krop og ind i min torpide hjerne. Måske kunne de så virkelig forstå, at min manglende besvarelse af e-mails, min manglende evne til at socialisere, min sløvhed og min sløvhed ikke er under min frivillige kontrol.
Engang, da jeg var på et psykiatrisk hospital, mødte jeg en kvinde, som var så deprimeret, at hun næsten var katatonisk. Hun kunne knapt nok blinke, endsige gøre sig selv i stand til at pleje sig selv eller interagere. Så ordinerede hendes læger hende et nyt lægemiddel, og jeg glemmer aldrig, hvad der så skete. En morgen før en terapisession så jeg hende trække sin kam ud af tasken og begynde at børste sit hår. Lange, flydende bevægelser i en jævn, jævn rytme – så smuk, at ingen ballet, jeg har set, kunne konkurrere med den. Med den bevægelse vidste jeg, at hendes depression havde givet slip på kontrollen, og at hun igen havde styr på sit liv.
Jeg tænker ofte på det øjeblik, når jeg er bundet af lammelse. Jeg drømmer om den dag, hvor også jeg blot vil rejse mig op og børste mit hår.