2020-03-10 Tohoku, Japan
En sammenstyrtet bygning i Onagawa, der er væltet til siden af tsunamibølgernes kraft. © UNU-EHS / Joerg Szarzynski
Tragisk begivenhed udløser et lovende samarbejde om at reducere katastroferisikoen
af Paola Fontanella Pisa og Joerg Szarzynski
I dag for ni år siden ramte det store østjapanske jordskælv og tsunamien østkysten af Japans Tohoku-region og ramte i høj grad de japanske præfekturer Iwate, Miyagi og Fukushima. Fredag den 11. marts 2011 kl. 14.46 eftermiddag JST-tid skabte et undervandsjordskælv med en styrke på 9,0 tsunamibølger med en højde på op til 40 meter, der skyllede hele landsbyer og byer væk og kostede tusindvis af mennesker livet. Jordskælvet førte også til en nuklear nedsmeltning på Fukushima Dai-Ichi kraftværket.
Denne begivenhed har været det kraftigste jordskælv, der nogensinde er registreret i Japan. Selv i et højt udviklet land som Japan og i et område med en lang tradition for at håndtere både jordskælv og tsunamier har det afsløret grænserne for de eksisterende systemer til tidlig varsling og beredskabsinterventioner i forbindelse med en begivenhed med så lav frekvens og så stor virkning. Selv om de avancerede jordskælvssikre bygninger i området var i stand til at forhindre et stort antal tab som følge af selve rystelserne, kostede den efterfølgende tsunami tusindvis af mennesker livet.
Men nok mere end nogen anden katastrofe har de drastiske langsigtede socioøkonomiske konsekvenser af jordskælvet i Tohoku i 2011, især i Fukushima-regionen, givet et enormt løft til innovation, videnskabelig forskning og teknologisk udvikling i Japan. Tohoku-universitetet i Sendai, der i sagens natur er motiveret af behovet for at fremme forskning i forbedring af samfundets modstandsdygtighed over for sådanne katastrofale farer i kombination med de negative virkninger af klimaændringerne, har f.eks. gjort en stor indsats for at udvide sin videnskabelige portefølje. Universitetet grundlagde det internationale forskningsinstitut for katastrofeforskning (IRIDeS), som udfører verdensledende forskning inden for jordskælvs- og tsunamikatastrofeforskning og katastrofeafbødning. Desuden udviklede Tohoku-universitetet det internationale fælles universitetsprogram for kandidater i resiliens- og sikkerhedsstudier. Graduate-programmet har til formål at tilbyde uddannelse i verdensklasse til morgendagens forskningsledere. “Katastrofe- og sikkerhedsvidenskab” blev udpeget som en central klynge af international forskning, og uddannelsesmålet er at udvikle internationalt indstillede forskere med fokus på samfundsmæssig modstandsdygtighed og menneskelig sikkerhed.
Et tidligere katastrofehåndteringscenter i Minamisanriku, der er bevaret som et mindested for tsunamien i 2011 © UNU-EHS / Joerg Szarzynski
Samtidig har situationen efter katastrofen også fremmet samarbejdet mellem Tohoku-universitetet og UNU-EHS. På toårsdagen for det store jordskælv i Østjapan organiserede UNU-EHS en videnskabelig workshop sammen med Tohoku-universitetet. Denne begivenhed gav forskerne et unikt forum til at udforske og udveksle erfaringer fra jordskælvet og tsunamien.
Denne første begivenhed banede vejen for udviklingen af yderligere fælles aktiviteter mellem de to institutter gennem videnskabelige arrangementer og udvikling af kapacitet til at tage fat på menneskers sikkerhed og sårbarhed i katastrofeområder. En milepæl i dette samarbejde var den fælles deltagelse i den tredje verdenskonference om katastroferisikoreduktion (WCDRR), der fandt sted i Sendai, Japan, i 2015, og som førte til verdenssamfundets vedtagelse af Sendai-rammen for katastroferisikoreduktion (SFDRR).
Samarbejdet fortsætter den dag i dag. Så sent som i januar 2020 besøgte en delegation fra UNU-EHS Tohoku University for at komme i kontakt med forskellige fakulteter og yderligere undersøge mulighederne for samarbejde, f.eks. fælles forskning, kapacitetsopbygning, workshops eller udveksling af studerende/personale. Delegationen havde også mulighed for at være vært for en plenarforelæsning på Tohoku-universitetets Aobayama Campus og behandlede emner som beredskab i nødsituationer og risikostyring i det 21. århundrede.
Gennem internationalt samarbejde og vidensudveksling håber partnerne at opnå en bedre forståelse af risici, øge beredskabet og forbedre samfundets modstandsdygtighed for at være bedre forberedt på fremtidige katastrofer.