Abstract
Det anatomiske mål for inhaleret nitrogenoxid (NO) er de glatte vaskulære muskelceller, der omgiver de små modstandspulsårer i lungerne. Når NO diffunderer gennem den alveolære membran, når det frem til disse glatte muskelceller og forårsager en stigning i niveauerne af cyklisk guanosinmonofosfat, som igen sætter en kæde af begivenheder i gang, der resulterer i en reduktion af den glatte muskeltonus. Inhaleret NO-behandling anvendes ved respiratorisk distress syndrom hos voksne og persisterende pulmonal hypertension hos nyfødte, fordi det reducerer pulmonalarterietrykket og vasodilaterer blodkarrene i ventilerede områder. Dette reducerer shuntfraktionen og øger samtidig PaO2.. Ved kronisk obstruktiv lungesygdom kan alveolerne være delvist ventilerede; indånding af NO skaber shuntning. Impulsformet NO, der gives med udvalgte intervaller under eller i begyndelsen af inspirationen, kan lede NO’et derhen, hvor det kan give størst mulig gavn, nemlig i de velventilerede områder af lungerne. Denne fremgangsmåde reducerer den mængde og dosis af NO, der er nødvendig for at opretholde en patient, og reducerer cylinderens størrelse, så patienten kan være mere mobil. NO, der kommer i kontakt med ilt, danner NO2, som kan forårsage akut lungeskade, især pneumonitis eller lungeødem. Der kan undertiden forekomme rebound hypertension, når man afvænner en patient fra kontinuerligt tilført NO. Dette fænomen er ikke blevet oplevet med pulserende NO på lang sigt.
I de seneste år har inhaleret nitrogenoxid (NO) været genstand for omfattende undersøgelser. Det blev først opdaget i 1987 som den faktor, der er ansvarlig for de biologiske egenskaber ved endothelium-afledt afslapningsfaktor. Siden da er vores forståelse af dette unikke molekyle vokset eksponentielt. Inhaleret NO-behandling anvendes almindeligvis på intensivafdelinger til behandling af patienter med respiratorisk distress syndrom (ARDS) hos voksne, og det ser ud til, at inhaleret NO er effektivt til behandling af tilstande, der resulterer i pulmonal hypertension, f.eks. persisterende pulmonal hypertension hos nyfødte (PPHN), og ved sygdomme, der er karakteriseret ved forstyrrelser i gasudvekslingen, f.eks. kronisk obstruktiv lungesygdom (COPD).
Der findes kun få konsekvente retningslinjer for administration og overvågning af inhaleret NO. Som følge heraf er der blevet gjort en indsats for at finde ud af, hvordan man kan give en ensartet dosis gennem et effektivt afgivelsessystem med nøjagtig overvågning af ventilerede patienter. Der er behov for store kliniske forsøg, der evaluerer sikkerheden og effektiviteten af inhaleret NO-behandling samt gennemførligheden af anvendelse af inhaleret NO i ambulante omgivelser, for at fastlægge disse retningslinjer.