Diabetes mellitus (DM) er en kronisk sygdom, der er karakteriseret ved hyperglykæmi ved faste (>125 mg/dL). Blodsukkerniveauer, der er over det normale, men som ikke opfylder de diagnostiske kriterier for DM, øger risikoen for at udvikle sygdommen. American Diabetes Association (ADA) kalder denne mellemliggende tilstand for “impaired fasting glycaemia” (AGA), som oprindeligt blev fastlagt ved blodglukoseniveauer på 110-125 mg/dL, men i 2003 blev denne grænse sænket til 100 mg/dL. Denne sænkning af AGA-tærsklen gav anledning til megen debat, bl.a. fordi det lavere fasteblodglukoseniveau ikke medfører samme risiko som det højere kriterium. I begyndelsen af 1998 blev der imidlertid offentliggjort en rapport om den 3-dobbelt øgede risiko for DM med lavere AGA. Faktisk fandt den samme undersøgelse en risikogradient selv blandt dem med normalt fasteblodglukose <100 mg/dL, men der blev ikke taget hensyn til andre vigtige DM-risikofaktorer.
For nylig viste en israelsk undersøgelse, som justerede for visse risikofaktorer (familiehistorie med DM, rygning, forhøjet blodtryk, fysisk aktivitet, triglyceridæmi og forholdet mellem HDL- og LDL-kolesterol), at fastende blodglukoseniveau signifikant øgede risikoen for DM hos mænd i alderen 26-45 år med <100 mg/dL. I en undersøgelse med en samfundsbaseret stikprøve fandt forfatterne, at efter kontrol for andre risikofaktorer øger fasteblodglukose uafhængigt risikoen for DM hos personer af begge køn og i alle aldre med AGA. Forfatterne rapporterer, om denne sammenhæng er observeret hos de andre personer i samme gruppe, men med normale glykæmier.