Det anslås, at op mod en tredjedel af verdens befolkning kan være smittet med tuberkulosebacillen. De fleste af disse mennesker har dog ikke aktiv tuberkulose. Deres infektion er latent og kan forblive sådan hele livet uden at give nogen symptomer.
Hos en del mennesker bliver infektionen imidlertid aktiv og begynder at ødelægge vævene i det organ, den har invaderet.
Det er oftest lungerne, men tuberkulose kan også være ekstrapulmonal og angribe andre dele af kroppen, herunder rygsøjlen (i så fald kaldes det Pott’s sygdom), nyrerne, meninges (som er de membraner, der dækker hjernen) og lymfeknuderne. Generelt udvikler infektionen sig langsomt.
Hvis de berørte personer ikke modtager behandling, dør ca. en tredjedel af dem med aktiv tuberkulose inden for to år og en anden tredjedel inden for fem år. Den epidemiologiske betydning af denne lange periode mellem symptomdebut og død er, at den ramte person i hele denne periode hoster og spreder tuberkulosebacillen til andre i sin omgangskreds.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslår, at en person bliver smittet med tuberkulose hvert sekund. TB-bacillen forårsager en proces, der kaldes kaseation, et ord, der er afledt af det latinske ord for ost. Den langsomt fremadskridende betændelse ved tuberkulose ødelægger vævene og efterlader i stedet en tyk osteagtig substans.
Særligt hvis mere end ét organ er ramt, fører dette til, at personen taber sig på dramatisk vis, næsten som om de bliver opslugt af sygdommen. Dette gav faktisk tuberkulose sit almindelige navn i det 19. århundrede, nemlig konsumption. Den endelige dødsårsag kan være enten flere organsvigt eller indre blødning (blødning) i lungerne, hvilket kan ske, når den fremadskridende ødelæggelse eroderer ind i en arterie.