Religion
Da Elisabeth kom på tronen, havde England oplevet en række religiøse krampetrækninger. Det var afgørende for hende at berolige alle og forsikre dem om, at hun bekymrede sig om dem, samtidig med at hun undgik voldelige reaktioner. Dette var en vej, som kun en genial taktiker kunne betræde med succes.
Hvad hendes egen religiøse overbevisning var, er umuligt at sige. Katolikkerne holdt lidenskabeligt fast ved troen på transsubstantiation: at brødet og vinen ved messen virkelig var Kristi legeme og blod. Hvad troede hun på? Elisabeth omgik dette på glimrende vis –
Hans var det ord, der talte det,
Han tog brødet og brød det,
og hvad det ord gjorde det til,
Det tror jeg og tager det.
Som herskerinde søgte hun ‘ikke at lave vinduer ind i menneskers sjæle’. Så så længe man var konform, anstændigt og offentligt, kunne man privat tro, hvad man ville.
En nyttig vejledning til konformitet blev udgivet som Book of Common Prayer, let ændret i forhold til den version, der først blev udgivet i Edward VI’s regeringstid. Der var 39 religionsartikler, hvoraf nogle var mere obskure end andre. Transsubstantiation blev afvist som “modstridende med skriftens klare ord … og har givet anledning til mange overtro”. Overtro var netop det, som den nye Church of England ønskede at fjerne. Med den forsvandt “skærsilden, benådning, tilbedelse og tilbedelse af billeder og relikvier og også påkaldelse af helgener”. For en person, der var født før Henrik 8. i 1531, som havde overlevet det korte mareridt med Edwards ekstreme protestantisme, og som havde hilst tilbagevenden til Rom under Mary Tudor velkommen, må denne omfattende afskaffelse af velkendte ritualer, relikvier og helgener virkelig have været traumatisk. Og de nøgne hvide vægge i sognekirken var en ringe trøst sammenlignet med de lignelser og helgener, som havde beriget en katolsk kirke på farverig vis. Den eneste farve, der undslap hvidkalkningspenslen, var glasmalerierne i vinduerne, som det ville have været for dyrt at udskifte.
Men der var fordele ved den nye religion. Gudstjenesten blev holdt på engelsk, tydeligt talt af præsten, der stod over for sin menighed fra en prædikestol, i stedet for det gamle, uforståelige latin, der blev mumlet rundt om alteret. Forsamlingen var nu i vid udstrækning læse- og skrivekyndige og kunne følge gudstjenesten i Book of Common Prayer. Der var et eksemplar til rådighed i hver kirke, ligesom Bibelen på engelsk og Erasmus’ Paraphrases on the Gospels, som tilsammen var åndelig føde nok for ethvert menneske.