Oxytocin bruges til at fremkalde eller øge fødslen hos næsten halvdelen af de kvinder, der føder i USA. Dette nonapeptidhormon virker på uterus glatte muskulatur for at igangsætte, forstærke og fremskynde uteruskontraktioner. Effektiviteten af en given oxytocindosis varierer imidlertid fra kvinde til kvinde, og oxytocin har derfor et bredt terapeutisk vindue. Uforudsigeligheden af den enkelte patients følsomhed over for eksogent oxytocin og den efterfølgende langvarige oxytocineksponering øger både moderens og fostrets risici. Desuden kan vores manglende evne til at forudsige en kvindes nødvendige dosis oxytocin føre til en diagnose af fødselsdysfunktion og dermed bidrage til den stigende nationale rate af kejsersnitfødsler.
Oxytocin inducerer uterinkontraktilitet ved at binde sig til oxytocinreceptoren (OXTR), en G-protein-koblet receptor. Bindingen initierer en signalkaskade, der resulterer i en øget intracellulær calciumkoncentration og aktivering af det kontraktile maskineri. For at kunne igangsætte signalkaskaden skal OXTR (1) binde oxytocin korrekt, (2) interagere med sit G-protein og/eller andre tilknyttede signalmolekyler og (3) omsætte oxytocinbindingen til et signal eller en konformationsændring, der aktiverer G-proteinet. Proteinkodningsvarianter af OXTR, der forbedrer eller forstyrrer disse egenskaber, kan føre til øget eller nedsat oxytocinfølsomhed. Vi søger at forstå virkningen af sådanne varianter ved:
- Identificering af genetiske varianter i oxytocinreceptoren, der korrelerer med oxytocinresponsivitet – link til publikation ”
- Determinering af den funktionelle konsekvens af genetiske varianter i oxytocinreceptorgenet