Den traditionelle tilgang til forvaltning af aktiver i banksektoren er baseret på den antagelse, at en banks passiver både er relativt stabile og ikke kan omsættes. Historisk set var hver bank afhængig af et marked for sine indskudsbeviser, som var påvirket af bankens beliggenhed, hvilket betød, at eventuelle ændringer i markedets omfang (og dermed i det samlede beløb af ressourcer, der var til rådighed til finansiering af bankens udlån og investeringer) lå uden for bankens umiddelbare kontrol. I 1960’erne og 70’erne blev denne antagelse imidlertid opgivet. Ændringen fandt først sted i USA, hvor stigende renter sammen med regler, der begrænsede de rentesatser, som bankerne kunne betale, gjorde det stadig vanskeligere for bankerne at tiltrække og fastholde indlån. Derfor udviklede bankfolk en række alternative metoder til at skaffe midler, herunder genkøbsforretninger, som indebærer salg af værdipapirer på betingelse af, at køberne indvilliger i at købe dem tilbage på en bestemt dato i fremtiden, og omsættelige indskudsbeviser (CD’er), som kan handles på et sekundært marked. Efter at have opdaget nye måder at skaffe midler på, ventede bankerne ikke længere på, at midlerne skulle komme ind gennem den normale forretningsgang. De nye metoder gjorde det muligt for bankerne at forvalte både passivsiden og aktivsiden af deres balancer. Bankernes aktive køb og salg af midler, kendt som passivforvaltning, gør det muligt for bankfolk at udnytte rentable udlånsmuligheder uden at blive begrænset af mangel på midler til udlån. Da liability management blev en etableret praksis i USA, spredte den sig hurtigt til Canada og Det Forenede Kongerige og til sidst til banksystemer over hele verden.
En nyere tilgang til bankforvaltning er en sammenfatning af asset- og liability management-tilgangen. Denne tilgang, der er kendt som risikostyring, behandler i det væsentlige banker som risikobundter; den primære udfordring for bankledere er at fastlægge acceptable grader af risikoeksponering. Det betyder, at bankledere skal beregne et rimeligt pålideligt mål for deres banks samlede eksponering for forskellige risici og derefter justere bankens portefølje for at opnå både et acceptabelt samlet risikoniveau og den største aktionærværdi, der er forenelig med dette niveau.
De nutidige banker står over for en lang række forskellige risici. Ud over likviditetsrisikoen omfatter de kreditrisiko (risikoen for, at låntagere ikke tilbagebetaler deres lån til tiden), renterisiko (risikoen for, at markedsrenterne stiger i forhold til de renter, der tjenes på udestående langfristede lån), markedsrisiko (risikoen for at lide tab i forbindelse med handel med aktiver og passiver), valutarisiko (risikoen for, at en fremmed valuta, som lånene er ydet i, devalueres i løbet af lånenes løbetid) og statsrisiko (risikoen for, at en regering misligholder sin gæld). Risikostyringstilgangen adskiller sig fra tidligere tilgange til bankforvaltning ved ikke blot at gå ind for at undgå risici, men at optimere dem – en strategi, der opnås ved at blande og matche forskellige risikable aktiver, herunder investeringsinstrumenter, som bankfolk traditionelt har undgået, såsom termins- og futures-kontrakter, optioner og andre såkaldte “derivater” (værdipapirer, hvis værdi stammer fra værdien af andre, underliggende aktiver). På trods af den risiko, der er forbundet med dem, kan derivater anvendes til at afdække tab på andre risikobetonede aktiver. F.eks. kan en bankdirektør ønske at beskytte sin bank mod et eventuelt fald i værdien af dens obligationsbeholdning, hvis renten stiger i løbet af de følgende tre måneder. I dette tilfælde kan han købe en tremåneders terminskontrakt – dvs. ved at sælge obligationerne med henblik på levering om tre måneder – eller alternativt tage en kort position – et løfte om at sælge et bestemt beløb til en bestemt pris – i obligationsfutures. Hvis renterne tilfældigvis stiger i løbet af denne periode, bør fortjenesten fra terminskontrakten eller den korte futures-position helt opveje tabet i obligationernes kapitalværdi. Målet er ikke at ændre det forventede afkast af porteføljen, men snarere at reducere variansen i afkastet og derved holde det faktiske afkast tættere på den forventede værdi.
Risikostyringstilgangen er baseret på teknikker, såsom value at risk eller VAR (som måler det maksimale sandsynlige tab på en portefølje i løbet af de næste 100 dage eller deromkring), der kvantificerer den samlede risikoeksponering. En af manglerne ved sådanne risikomålinger er, at de generelt ikke tager højde for begivenheder med stor virkning og lav sandsynlighed, som f.eks. bombeattentatet mod Sri Lankas centralbank i 1996 eller angrebene den 11. september 2001. En anden er, at dårligt udvalgte eller dårligt overvågede hedgeinvesteringer kan blive betydelige forpligtelser i sig selv, som det skete, da den amerikanske bank JPMorgan Chase mistede over 3 mia. dollars i handler med kreditbaserede derivater i 2012. Af disse grunde skal traditionelle bankstyringsværktøjer, herunder afhængighed af bankkapital, fortsat spille en rolle i risikostyringen.