I en rent økonomisk forstand henviser inflation til en generel stigning i prisniveauet som følge af en stigning i pengemængden; væksten i pengemængden stiger hurtigere end produktivitetsniveauet i økonomien. Den nøjagtige karakter af prisstigninger er genstand for megen økonomisk debat, men ordet inflation henviser i denne sammenhæng snævert til et monetært fænomen.
Med disse specifikke parametre anvendes udtrykket deflation til at beskrive, at produktiviteten stiger hurtigere end pengemængden. Dette fører til et generelt fald i priserne og leveomkostningerne, hvilket mange økonomer paradoksalt nok fortolker som værende skadeligt. Argumenterne mod deflation går tilbage til John Maynard Keynes’ paradoks om sparsommelighed. På grund af denne overbevisning fører de fleste centralbanker en let inflationistisk pengepolitik for at sikre sig mod deflation.
Nøglepunkter
- Centralbanker anvender i dag primært inflationsmålsætning for at holde den økonomiske vækst og priserne stabile.
- Med et inflationsmål på 2-3 % kan centralbanken, når priserne i en økonomi afviger, iværksætte pengepolitik for at forsøge at genoprette dette mål.
- Hvis inflationen stiger, er en forhøjelse af renten eller en begrænsning af pengemængden begge kontraktive pengepolitikker, der har til formål at sænke inflationen.
Inflationsmålsætning
De fleste moderne centralbanker sigter mod inflationen i et land som deres primære målestok for pengepolitikken – normalt med en årlig inflation på 2-3%. Hvis priserne stiger hurtigere end det, strammer centralbankerne pengepolitikken ved at hæve renten eller føre andre høgepolitiske tiltag. Højere renter gør det dyrere at låne penge, hvilket bremser både forbrug og investeringer, som begge er stærkt afhængige af kredit. På samme måde vil centralbanken, hvis inflationen falder og den økonomiske produktion falder, sænke renten og gøre det billigere at låne penge sammen med flere andre mulige ekspansive politiske værktøjer.
Som en strategi ser inflationsmålsætning centralbankens primære mål som værende at opretholde prisstabilitet. Alle de pengepolitiske værktøjer, som en centralbank har, herunder åbne markedsoperationer og diskonteringslån, kan anvendes i en generel strategi for inflationsmålsætning. Inflationsmålsætning kan sættes i modsætning til centralbankers strategier, der sigter mod andre mål for økonomiske resultater som deres primære mål, såsom målsætning af valutakurserne, arbejdsløshedsprocenten eller væksten i det nominelle bruttonationalprodukt (BNP).
Hvordan centralbanker påvirker pengemængden
De nuværende regeringer og centralbanker trykker og distribuerer sjældent nogensinde fysiske penge for at påvirke pengemængden, men er i stedet afhængige af andre kontroller såsom rentesatser for interbankudlån. Der er flere grunde til dette, men de to største er: 1) nye finansielle instrumenter, elektroniske kontosaldi og andre ændringer i den måde, som enkeltpersoner har penge på, gør den grundlæggende monetære kontrol mindre forudsigelig, og 2) historien har produceret mere end en håndfuld katastrofer med pengetrykning, som har ført til hyperinflation og masse-recession.
Den amerikanske centralbank skiftede fra at kontrollere de faktiske monetære aggregater, eller antallet af sedler i omløb, til at gennemføre ændringer i de toneangivende rentesatser, som undertiden er blevet kaldt “prisen på penge”. Rentejusteringer påvirker niveauet for låntagning, opsparing og forbrug i en økonomi.
Når renten stiger, kan sparerne f.eks. tjene mere på deres indlånskonti og er mere tilbøjelige til at udskyde det nuværende forbrug til fordel for et fremtidigt forbrug. Omvendt er det dyrere at låne penge, hvilket modvirker udlån. Da långivning i et moderne fractional reserve-bankvæsen faktisk skaber “nye” penge, bremser en afskrækkelse af långivning den monetære vækst og inflationen. Det modsatte er tilfældet, hvis renten sænkes; det er mindre attraktivt at spare op, det er billigere at låne, og forbruget vil sandsynligvis stige osv.
Stigende og faldende efterspørgsel
Kort sagt manipulerer centralbankerne renten for enten at øge eller mindske den nuværende efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser, niveauerne for den økonomiske produktivitet, virkningen af bankpenge-multiplikatoren og inflationen. Mange af virkningerne af pengepolitikken er imidlertid forsinkede og vanskelige at vurdere. Desuden bliver de økonomiske deltagere i stigende grad følsomme over for pengepolitiske signaler og deres forventninger til fremtiden.
Der er nogle måder, hvorpå Federal Reserve kontrollerer pengemængden; den deltager i det, der kaldes “åbne markedsoperationer”, hvorved forbundsbanker køber og sælger statsobligationer. Ved at købe obligationer sprøjter man nye dollars ind i økonomien, mens man ved at sælge obligationer dræner dollars ud af cirkulationen. Såkaldte kvantitative lempelser (QE) er en udvidelse af disse operationer. Derudover kan Federal Reserve ændre reservekravene i andre banker, hvilket begrænser eller udvider virkningen af pengemultiplikatorer. Økonomer diskuterer fortsat nytten af pengepolitikken, men den er fortsat centralbankernes mest direkte redskab til at bekæmpe eller skabe inflation.