Alai

Reklame

Reklame

Indviklerne i Plautus’ skuespil er også strakt ud til det usandsynlige for at øge deres komik. Identitetsforvirring og misforståelser mellem karakterer anvendes ofte i komisk øjemed. Mange stykker foregår i en verden, der er omvendt fra normen, som i den romerske Saturnalia-festival, hvor slaver i en kort periode blev herrer og omvendt. I Plautus’ skuespil er det derfor meget ofte sådan, at den snedige slave kommer en ung elsker til hjælp, og at de begge får bugt med den gamle herre. Desuden har stykkerne ofte en tvetydig moral, hvor elskere er uhensigtsmæssigt parrede, og figurer som f.eks. prostituerede bliver ikke skildret negativt.

Plautus anvender hele spektret af sprog fra dagligdags vendinger til fagudtryk, og han bruger ofte ordspil, allitteration og ordspil til at levere en række ødelæggende sproglige akrobatikker. Skuespillene har også en stor variation i både metrum og musik, især i cantica-afsnittene – operaarier og duetter. Plautus minder også ofte publikum om, at de ser et teaterstykke (metateater) for at få endnu mere komik ud af sine scener ved hjælp af tricks som f.eks. at signalere til publikum præcis, hvordan stykket skrider frem og minde dem om, at handlingen foregår langt væk i Grækenland.

Plautus’ arv

Plautus’ skuespil fortsatte med at være populære efter hans død, og de blev opført i Rom i endnu et århundrede eller deromkring. Hans værker blev også læst, studeret og kopieret i århundreder efter det. Det ældste manuskript af et Plautus-stykke stammer fra det 6. århundrede e.Kr. og genopdukken af tidligere forsvundne manuskripter gjorde Plautus endnu en gang populær i renæssancen. Stykkerne blev igen opført på teatrene, og sammen med Terence er Plautus krediteret for at have haft indflydelse på udviklingen af det europæiske komiske teater og inspireret dramatikere som Shakespeare og Molière med sine rige karakteristikker. For eksempel deler førstnævntes Comedy of Errors mange handlings- og karakterdetaljer med Plautus’ Menaechmi.

Nedenfor er der et udvalg af uddrag fra Plautus’ skuespil:

Peniculus: Jeg har ikke noget at sige til det. Der burde være et korps af ledige mænd indskrevet til den slags forretninger. (Brødrene Menaechmus, linje 420-472)

Pseudolus: De bedste planer, som hundrede dygtige mænd har lagt, kan blive slået ud på et sidespor af en enkelt gudinde, lykkedamen. Det er en kendsgerning; det er kun det at være på god fod med Dame Fortune, der gør en mand succesfuld og giver ham ry for at være en klog fyr. (Pseudolus, linje 641-693)

Euclio: Det første, der falder mig ind, Megadorus, er, at du er en rig mand, en mand med indflydelse, og jeg er en fattig mand, den fattigste af de fattige. Og det andet, der falder mig ind, er, at hvis jeg skulle gøre dig til min svigersøn, ville det være som at koble en okse sammen med et æsel; du ville være oksen, og jeg ville være æselet. Da jeg ikke kunne trække min del af lasten, ville jeg, æslet, blive liggende i mudderet, og du, oksen, ville ikke tage mere hensyn til mig, end hvis jeg aldrig var blevet født. Jeg ville være ude af din klasse, og min klasse ville forkaste mig; hvis der var tale om skilsmisse eller noget lignende, ville mit fodfæste i begge stalde være meget – ustabilt. Æslerne ville være efter mig med deres tænder og tyrene med deres horn. Det er at bede om problemer for et æsel at forfremme sig selv til tyrefægterarenaen. (The Pot of Gold, linje 213-256)

Dramatikere bruger ikke længere pennen

til at forbedre anstændige menneskers sind.

Hvis vi har glædet, ikke trættet jer,

Hvis I mener, at dyd er værd at belønne,

Glade venner, I ved alle, hvad I skal gøre…

Lad os bare vide det – og klap til.

(Fængslerne, epilog)