En stor del af vores eksponering for hormonforstyrrende stoffer sker gennem det, vi spiser og drikker – i nogle tilfælde kan kemikalier som f.eks. blødgøringsmidler være migreret fra mad- eller drikkevareemballage. Muligheden for, at disse kemikalier ender i almindeligt indtagede drikkevarer, var i fokus i to nylige europæiske undersøgelser, som fandt beviser for østrogen aktivitet i mineralvand. Begge undersøgelser fokuserede på det østrogeniske potentiale i mineralvand, der er aftappet i polyethylenterephthalat (PET)-plast, som er det materiale, der udgør de fleste drikkevareflasker i convenience-størrelse, der sælges i USA i dag.
I den første undersøgelse, der blev offentliggjort i marts 2009 i International Journal of Hygiene and Environmental Health, blev der anvendt et rekombinant gærbaseret in vitro-assay til at vurdere den østrogeniske aktivitet i 30 prøver af mineralvand på PET-flasker. 90 % af prøverne blev testet negative for østrogen aktivitet. Af de resterende prøver viste de fleste målinger svarende til et interval på 14-23 ng/L østradiolækvivalenter – svarende til den østrogenbelastning, som behandlet drikkevand, der stammer fra grundvand og flodvand, udgør (henholdsvis 15 og 17 ng/L østradiolækvivalenter).
Af de østrogen-positive prøver siger forfatterne Barbara Pinto og Daniela Reali, der er forskere ved Pisa Universitetets afdeling for eksperimentel patologi, at vandet kan være blevet forurenet ved kilden, under behandlingen eller efter aftapningen. De citerer flere undersøgelser, der viser, at suboptimale opbevaringsforhold – såsom langvarig udsættelse for sollys og høje temperaturer – kan forårsage udvaskning af kemikalier fra PET-flasker til væskeindholdet, og de påpeger, at “celletoksicitet blev observeret for vandprøver af samme parti af tre forskellige mærker købt hos den samme forhandler.”
Estrogen aktivitet i mineralvand på PET-flasker blev også observeret af kandidatstuderende Martin Wagner og formand Jörg Oehlmann fra afdelingen for akvatisk økotoksikologi ved Johann Wolfgang Goethe-universitetet. Ved hjælp af en lignende, men mere følsom gærbaseret østrogen-screening testede forskerne 20 mærker af mineralvand pakket i PET, glas eller belagt karton. Der blev målt forhøjet østrogenaktivitet i 12 ud af 20 mineralvandsmærker, herunder 78 % af dem, der var aftappet i PET, og 33 % af dem, der var aftappet i glas. PET-flasker til flergangsbrug (som er beregnet til at blive genbrugt flere gange) viste imidlertid lavere østrogenicitet end flasker beregnet til engangsbrug – og var endda lavere end glasflasker fra den samme mineralvandskilde.
Denne undersøgelse, der blev offentliggjort online den 10. marts 2009 i Environmental Science and Pollution Research, omfattede også forsøg, hvor muddersnegle (Potamopyrgus antipodarum), en organisme, der er meget følsom over for østrogener, blev opdrættet i glas- og PET-flasker. Resultaterne afspejlede resultaterne fra det gærbaserede forsøg, men med en interessant undtagelse: En PET-prøve, der viste minimal respons i gæranalysen, gav et af de mere signifikante resultater i muddersnegleanalysen.
Denne uoverensstemmelse antyder, at flaskevand kan indeholde en blanding af forbindelser. “Måske reagerede sneglene på f.eks. anti-androgener, der kommer fra disse plastflasker. Vi ville have overset disse in vitro, fordi vi kun ledte efter ligander,” siger Wagner. Selv om han og Oehlmann også bemærkede flere punkter, hvor der kunne være sket en forurening under vandbehandlingen, siger Wagner, at snegledataene fik dem til at konkludere, at i det mindste en del af forureningen stammer fra PET-flaskerne: “Da snegleforsøget ikke anvendte mineralvand, men snarere et defineret kulturmedium til snegle, som var det samme i alle flasker, kunne den østrogeniske effekt i sneglene kun være kommet fra emballagematerialet.”
Denne konklusion er blevet kraftigt afvist af flere branchegrupper, herunder PET Resin Association (PETRA). “Det er blevet påvist gennem omfattende undersøgelser, at PET opfylder alle etablerede sikkerhedsstandarder for brug i emballage til fødevarer og drikkevarer og har været anvendt sikkert til dette formål i årtier”, siger Ralph Vasami, administrerende direktør for PETRA. Organisationen understreger også, at PET, der er bestemt til fødevare- og drikkevareemballager, ikke indeholder bisphenol A eller ortoftalater, som begge er blevet stærkt undersøgt som hormonforstyrrende stoffer.
Så bør vi alligevel tænke på komponenterne i PET-plast i forhold til potentiel udvaskning af produkter, der har biologisk aktivitet, siger Kris Thayer, en videnskabelig medarbejder ved National Toxicology Program’s Center for the Evaluation of Risks to Human Reproduction, som svar på de italienske og tyske undersøgelser. “Hvis folk går væk fra polycarbonatplast, hvad bruger de så i stedet? Når vi overvejer alternative plasttyper, skal vi være sikre på, at de er karakteriseret”, siger hun. En del af karakteriseringsprocessen består i at finde ud af, hvilke forbindelser der eventuelt udvaskes fra plasten.
Ingen af de europæiske undersøgelser kan bruges til at udlede noget om potentielle sundhedsvirkninger for mennesker af at drikke drikke drikkevarer i PET-flasker. Hvis PET-flasker imidlertid udvaskes hormonforstyrrende kemikalier i de drikkevarer, de indeholder, kan det udgøre en betydelig kilde til eksponering for mange mennesker. Ifølge tal fra Beverage Marketing Corporation, der blev offentliggjort i april/maj 2009-udgaven af Bottled Water Reporter, drak amerikanerne 108 liter flaskevand pr. person i 2007, mens det italienske forbrug pr. indbygger nåede op på 204 liter.