Abstract
Elektrisk stimulering kan lindre nogle alvorlige og ellers vedvarende smerter. I bedste fald kan den være forbundet med enten en gradvis reduktion af smerterne eller en øget evne hos patienten til at kontrollere sin lidelse. Den synes særlig velegnet til brug i forbindelse med godartede vedvarende smerter. Udstyrets udformning og materialer, især for implantable kredsløb, er ikke perfekte. Bevægelsen i retning af perkutan implantation, som overflødiggør behovet for åben operation, synes at blive mere og mere populær. Enhver enhed eller gruppe, der anvender denne behandlingsform, må være parat til at stille store tekniske faciliteter til rådighed, både i form af personale og udstyr, for at kunne imødegå de mange rent tekniske problemer, der opstår. Den kliniske anvendelse af elektrisk stimulering synes at give anledning til en stor mængde viden, både neurofysiologisk og neurokemisk. Vi ville gøre klogt i at udnytte denne mulighed i håb om, at den kan føre os til en bedre forståelse af nervesystemets funktion. Denne betragtning er bemærkelsesværdigt parallelt med en bemærkning, som John Hunter gjorde i sin præsentation for Royal Society i 1773 (13), og som foregreb erkendelsen af den rolle, som elektricitet spiller i nervernes funktion. Efter sin beskrivelse af den ekstraordinære innervation af de elektriske organer hos torpedofisken skrev han: “Hvor vidt dette kan forbindes med nervernes kraft i almindelighed, eller hvor vidt det kan føre til en forklaring af deres funktion, kan kun tiden og fremtidige opdagelser fuldt ud afgøre.”