At være handicappet på grund af en sygdom eller skade kan føre til invaliditetsydelser – f.eks. en pension eller en reserveret parkeringsplads. I nogle tilfælde er ydelserne meget attraktive, men i de fleste lande i verden har de handicappede ingen adgang til statslig hjælp, og forsikringspræmierne er så høje, at kun et mindretal af befolkningen kan deltage i invaliditetsudligningsordninger. I nogle situationer kan et handicap som følge af en krigsskade eller en anden situation, der giver den handicappede helte-status, også give den handicappede social respekt og moralsk prestige.
For langt de fleste handicappede er ulemperne ved handicap imidlertid langt større end fordelene. En begrænsning af muligheden for at deltage i det normale sociale liv og begrænsninger i jagten på personlig lykke er ofte alvorlige og deprimerende for den person med en funktionsnedsættelse, der forårsager et handicap.
Når sygdommen eller den situation, der har forårsaget funktionsnedsættelsen, stigmatiseres, forværres begrænsningerne af funktionerne, og muligheden for at kompensere for funktionsnedsættelsen reduceres betydeligt. Der er en række sygdomme, der er stigmatiserede – psykiske lidelser, aids, kønssygdomme, spedalskhed og visse hudsygdomme. Mennesker, der har sådanne sygdomme, bliver diskrimineret i sundhedssystemet, de får normalt meget mindre social støtte end dem, der har ikke-stigmatiserende sygdomme, og – hvad der muligvis er værst – de har store vanskeligheder med at tilrettelægge deres liv, hvis deres sygdom har forårsaget en funktionsnedsættelse, der kan føre til invaliditet og handicap.
Mentalforstyrrelser bærer sandsynligvis mere stigmatisering (og deraf følgende diskrimination) end nogen anden sygdom. Stigmatiseringen stopper ikke ved de personer, der lider af en stigmatiseret sygdom. Deres nærmeste og endda fjerntliggende familier oplever ofte betydelige sociale ulemper. De institutioner, der yder psykisk sundhedspleje, er stigmatiserede. Stigmatisering reducerer værdien af de personer, der lider af en psykisk lidelse, i samfundets og regeringens øjne. Medicin, der er nødvendig til behandling af psykiske lidelser, betragtes f.eks. som dyr, selv om prisen er meget lavere end prisen på medicin, der anvendes til behandling af andre sygdomme: de betragtes ikke som dyre på grund af deres pris, men fordi de skal anvendes til behandling af mennesker, der ikke anses for at være af stor værdi for samfundet.
Bevidstheden om, at stigmatisering er en af de største – hvis ikke den største – hindring for en forbedring af behandlingen af mennesker med stigmatiserede sygdomme, vokser gradvist. I en række lande har regeringer, ikke-statslige organisationer og sundhedsinstitutioner iværksat kampagner for at mindske stigmatisering i forbindelse med sygdom. De opstiller plakater og uddeler brochurer samt tilrettelægger radio- og tv-programmer. Nogle gange indfører parlamenterne lovgivning, der bidrager til at mindske diskrimination på arbejdsmarkedet, i boligsektoren og i andre samfundslag.
Der er imidlertid en vigtig sektor, der beskæftiger mange personer, som ikke deltager særlig aktivt i bekæmpelsen af stigmatisering og i bestræbelserne på at fjerne den diskrimination, der følger heraf. Det er sundhedssektoren – som pr. definition kunne have næsten lige så meget gavn af en reduktion af stigmatisering som de personer, der lider af den stigmatiserede sygdom. Ledelsen af almene hospitaler og lederne af forskellige medicinske afdelinger nægter ofte at oprette en psykiatrisk afdeling, og hvis de accepterer det, tildeler de den som regel de værste lokaler – f.eks. i et fjernt hjørne af hospitalsområdet eller på den laveste etage (nogle gange delvis under jorden). I prioriteringsrækkefølgen for vedligeholdelses- eller renoveringsarbejde kommer psykiatriske afdelinger til sidst, selv om de ofte er i en ynkelig tilstand. Læger, der ikke beskæftiger sig med mental sundhedspleje, deltager og udmærker sig undertiden ved at gøre grin med de psykisk syge, psykiatere og psykiske sygdomme. De vil ofte nægte at behandle fysisk sygdom hos en person med en psykisk lidelse og sende sådanne patienter til deres psykiater, selv om de er bedre i stand til at behandle den fysiske sygdom end psykiateren.
Psykiatere og andet personale i den mentale sundhedspleje gør heller ikke så meget, som de burde, for at mindske stigmatiseringen. De synes uvidende om de stigmatiserende virkninger af deres sprogbrug – de taler om skizofrene, når de burde sige en person med skizofreni, og om dårlig opførsel eller mangel på disciplin, når de burde gøre det klart, at adfærdsafvigelser er en del af den sygdom, de skal erkende og behandle. I nogle lande har de anmodet om og fået længere ferie eller lidt højere lønninger og sagt, at de fortjener det, fordi de har med farlige patienter at gøre – selv om de offentligt har proklameret, at psykisk sygdom er en sygdom som alle andre. De ignorerer ofte klager over det fysiske helbred hos mennesker med psykiske lidelser og gør ikke meget ved dem, hvorved de yder suboptimal pleje og bidrager til tendensen til at afvise alt, hvad mennesker med psykiske lidelser måtte sige. I deres undervisningsaktiviteter får stigmatisering samt forebyggelse af diskrimination og dens andre konsekvenser ofte kun minimal opmærksomhed.
Måske er det umuligt for sundhedspersonalet selv at iværksætte store anti-stigmatiseringsprogrammer: hvad de imidlertid bør og kan gøre, er at undersøge deres egen adfærd og aktivitet for at sikre, at de ikke bidrager til stigmatisering og deraf følgende diskrimination. De bør også deltage i andres bestræbelser på at mindske stigmatisering og dens skadelige konsekvenser eller tage initiativ til sådanne bestræbelser, når det er muligt. At lade være med at gøre noget ved stigmatisering og den deraf følgende diskrimination er ikke længere en acceptabel løsning.